Konversationsleksikon. Alt det du bagefter kommer i tanke om, du skulle have sagt.
Ikonoklast
Ikonoklast [ikonoˈklasd], af eikon (græsk: billede) og klastein (græsk: knuse, ødelægge): billedstormer.
En ikonoklast er dybest set et fancy ord for en systematisk og ofte religiøst motiveret vandal eller hærværksmand. Ordet har sin oprindelse i fordums Byzantinske Rige, der i 700-tallet var truet af den hastigt voksende (og dengang nye) religion: islam. De hidsigt ekspanderende muslimer havde således held til at erobre over to tredjedele af Det Byzantinske Riges område, og kejser Leo 3.s rådgivere konkluderede, at det måtte være Guds straf for de ortodokse kunstneres faible for helgenbilleder (ikoner). Den Almægtige havde besluttet at straffe denne afgudsdyrkelse, for de invaderende muhammedanske horder beflittede sig jo netop ikke med gudebilleder. Så kejseren beordrede alle ikoner tilintetgjort og forbød produktionen af nye.
Ikonoklasmen dukkede op igen under Reformationen, da protestanter ødelagde katolske kirkers helgenbilleder. Og ikke mindst under Den Franske Revolution, da man ville slette alle klerikale spor af den omstyrtede enevælde og derfor systematisk ødelagde helgenbilleder og katolske statuer. Således blev Notre-Dame-katedralens facade raseret af de revolutionære ikonoklaster, der samlede de 28 bibelkongers sten-gestalter, som de »halshuggede« på torvet, ganske som de havde gjort med kongeparret og mange adelige.
I moderne tid kender vi ikonoklasmen fra Talebans søndersprængning af de 1.500 år gamle buddhastatuer i Bamiyan og fra Islamisk Stats systematiske tilintetgørelse af den irakiske kulturarv. Men også destruktionen af væltede despoters statuer som Iraks Saddam Hussein og Libyens Muammar Gaddafi er en form for rensende ikonoklasme.
I Vesten udgøres den fremherskende ikonoklasme af MeToo-bølgen samt wokebevægelsens og de identitetspolitiske billedstormeres angreb på statuer og repræsentationer af fordums koloniherrer, slaveejere eller andre personer, hvis moralske habitus ikke forekommer i tråd med den moderne tidsånd. I Danmark illustreret ved Katrine Dirckinck-Holmfelds »synkning« (sic!) af Frederik 5.s gipsbuste (som hun omdøbte til »rematerialisering«, muligvis fordi hun ikke kunne hitte rede i verberne »synke« og »sænke«). Nå ja, og så naturligvis religionsfyrbøderen Rasmus Paludan, der ikke kan gå forbi en Koran uden at stryge en tændstik.
Forskere fra Københavns Universitet har argumenteret for, at ikonoklasmen er et billedskabende om end konfliktfyldt protestsprog, som af nogle bliver opfattet som vandalisme og af andre som et redskab til demokratisering. Et værk, der før hyldede en undertrykkende kraft, kan således ved hjælp af en farvestrålende og transformativ destruktion gøres til et symbol for de undertrykte.
Men pudsigt nok er der jo normalt tale om at ødelægge offentlige bygninger, statuer eller portrætter – og ikke om destruktionen af ikonoklastens egne genstande. For i moderne retslig forstand er dette ikke et samfundsanliggende, men hører til privatsfæren – medmindre, naturligvis, det forstyrrer den offentlige ro og orden.
Del: