»Dagens ord er ’flueknepperi’. Forleden var det ’at lægge hovedet i blød’. Det er jo virkelig mærkeligt. Man skal opløse sit hoved for at få gode ideer eller hvad?« Knap har vi sat os i møderummet med vindue ud til trafikken i Gothersgade, før Susanne Ottesen udsender et karakteristisk højlydt grin.
Der er næppe mange gallerister, der har et »dagens ord« til personalemødet, men Ottesen synes, hun har en »forpligtelse«. Det er kun få øjeblikke siden, jeg mødte ordet på galleriets store glasdør – på en seddel, der informerer om den jubilæumsudstillingen, som åbner denne weekend. Arbejdstitlen er »Kunsten forpligter«. Det er heller ikke mange gallerister, der ville opsummere 40 års virke sådan. Men Ottesen er anderledes, og hendes galleri, der åbnede i 1983, blev et af de første professionelle i landet.
I 1980erne rejste kun få danske gallerister til udenlandske kunstmesser. Susanne Ottesen var en undtagelse. Især trak messen i Køln, dengang Europas absolutte kunstcentrum. »Det var lidt en spejderlejr. Vi boede, spiste og festede samme steder,« som hun siger.
Her fik hun det internationale netværk, hun stadig trækker på. Tidligt viste hun internationale navne i København som Cindy Sherman, Andres Serrano, Herman Nitsch og Rosemarie Trockel.
Gallerist er ikke noget, man kan uddanne sig til. I dag er det kutyme at arbejde for andre gallerier, før man åbner sit eget, men i starten af 80erne var der kun tre-fire seriøse gallerier og kunsthandlere i København. Så Ottesen er faktisk uddannet telegrafist, hun stod blandt andet for morgenvækningen af SAS-piloterne. Og så var hun indskrevet på kunsthistorie på universitetet i et års tid, før hun droppede ud, da hun opdagede, at undervisningen i samtidskunst stoppede ved Cobra-bevægelsen.
Siden hun var 23 år gammel, har hun levet af at sælge kunst. Først i partnerskab med kobbertrykkeren Niels Borch Jensen. Han trykte, hun solgte. Overskuddet delte de med kunstneren, en tredjedel til hver. Dengang måtte man møde op fysisk, hvis man ville sælge noget, så Ottesen tog ud med mappen, mest til museer, også i udlandet. Med sig havde hun et anbefalingsbrev fra Erik Fischer, en velrenommeret inspektør fra Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst, som sagde god for de tryk af Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby, hun havde med i mappen. I starten af 80erne var Nørgaard endnu mest »hesteslagteren«, og Kirkeby var ikke brudt igennem uden for Danmark.
Undervejs lærte Ottesen, at folk ikke kan lide, når man rykker for meget rundt på deres møbler, når man præsenterer værker. »Så skynder de sig at lukke handlen for at sætte en stopper for løjerne,« siger hun.
FØR GALLERIET i 1989 flyttede ind i ejendommen ved indgangen til Kongens Have, hvor det endnu ligger, opererede Ottesen fra sin private lejlighed i Store Kongensgade. Ud over Nørgaard og Kirkeby viste hun her de første udstillinger af Kirsten Ortwed og Troels Wörsel. Her boede også trykkeren Niels og husbond samt manuskriptforfatter Niels Vørsel. Det var også i denne lejlighed, at Vørsel og Lars von Triers Epidemic (1987) blev optaget. Ottesen er med i flere scener, blandt andet har hun et ustoppeligt grineanfald og er vært for et middagsselskab, hvor alt går galt.
Epidemic er nærmest en protodogmefilm, den emmer af den anarkisme, man nogle gange glemmer også var en del af 80ernes kultur. Ikke mindst når man ser de herlige arkivbilleder af Ottesen i galleriet med store skulderpuder, flot fønhår og salgstelefonen i hånden. Man mangler bare, at Michael Douglas træder ind ad døren for at fuldende 80er-viben.
Skulderpuderne bedrager imidlertid, for ifølge Ottesen var der ingen kunstscene i 1980erne.
»Der var kun få gallerier og ingen alternative udstillingssteder. Dengang blev man heller ikke kunstner på grund af økonomien. Der var jo ingen penge i det. Det var et valg med enorme konsekvenser for de mennesker, som valgte at blive kunstnere. Men også for os andre. I dag kan man vælge at blive kunstner som et regulært erhverv. Ligesom man kan vælge at blive gallerist. Det er den helt store forskel, fra da jeg startede.«
– Hvad betyder det for kunsten og scenen, at billedkunsten er blevet en branche?
»I dag har vi en rigtig scene, den bedste i Norden faktisk. Og det er en rigtig scene, fordi der er alle aspekter. Der er de kunstnerdrevne steder, der er fonde, museer, endda nye kunsthaller. Og så er der nok af gallerier som mit eget til, at der også er en professionel økonomisk scene.«
At gå på galleribesøg er blevet noget, man gør. Ottesen kalder det »entertainment«.
»Selvom jeg kan være bekymret over, hvad der sker, når vinden vender, og der skal ske noget nyt, er det fantastisk. Folk ville blive forbavsede, hvis de vidste, hvor mange unge der kommer og ser vores udstillinger. Oven i det hele befinder vi os i en brydningstid. Hele kunstbegrebet er i opløsning, identitetsbegrebet og værkbegrebet, og det performative fylder mere. Så måske er kunsten også et mere interessant sted, end den har været rigtig længe.«
Så meget er kunsten blevet en branche, at museer i dag dårligt har råd til at købe samtidens kunst.
»Den største udfordring i dag er, at du har nogle kunstnere, der tager deres arbejde dybt seriøst, og så har du en omverden, der ikke gør. Det er et clash, som måske er med til at flytte kunsten et andet sted hen, hvis vi skal se positivt på det. Eller også dør den bare.«
– Du siger, at kunstscenen boomer, men også, at folk ikke tager kunsten seriøst. Hvordan hænger det sammen?
»Kunstsynet har forandret sig,« siger Susanne Ottesen. »Kunstnere bliver spist og spyttet ud hurtigere, end du kan nå at tælle til ti. Man hører jo sætninger som: ’Hun er helt fantastisk. Hendes første udstilling blev udsolgt.’ Og det siger jo ikke noget om kunstens kvalitet. Det siger jo bare noget om, at der var kunder den dag. Det er en 100 procent økonomisk indfaldsvinkel. Mange gallerier, især dem, jeg kalder de multinationale gallerier, er jo rene pengemaskiner. Det er big business på en helt anden skala.«
Med fingrene tegner hun et diagram i luften over det internationale kunstmarked. Øverst ligger auktionshusene og »de multinationale«, altså megagallerierne med afdelinger i flere lande.
»Heroppe kører milliarderne. Nedenunder ligger laget af klassiske gallerier, hovedsageligt fra Europa og USA. Her ligger mit galleri. Indimellem kommer Guds hånd ned fra de multinationale og piller en ting op fra de seriøse gallerier. Eller – nu hvor der er fokus på oversete kunstnerskaber – henter de det måske helt udefra på et glemt høloft. Fordi de danske museer havde større muskler i 1980erne, var der nogle, som indsamlede, også til eftertiden. Det er store ord, men ja, nogle følte sig forpligtede. Kunst forpligter jo.«
Ottesen rykker i stolen. Dette ligger hende på sinde. Hun er også kritisk over for lefleriet for den internationale kunst. Derfor tog hun også initiativ til Chart Art Fair, en kunstmesse for nordiske gallerier, som netop har afholdt sin tiende udstilling på Kunsthal Charlottenborg.
»Norden har været så forhippet på at hive verden ind, men ikke på at vise Norden frem. Forestil dig at komme til Museum Ludwig i Køln og opdage, at de ikke viste tysk kunst. Eller at Tate i London ikke viste britisk kunst. Det giver jo ingen mening. I Danmark er det helt store problem Statens Museum for Kunst.«
Statens Museum for Kunst er et af få europæiske museer, som ikke har skilt samlingerne af ældre europæisk kunst, moderne kunst og samtidskunst fra hinanden. Umiddelbart en teknikalitet, men måske har det også været med til at camouflere, hvor nedprioriteret samtidskunsten reelt er. I 2022 blev der købt samtidskunst for 3,5 millioner kroner. Ottesen er ikke i tvivl:
»Hvis Statens Museum for Kunst var i stand til at udfylde sin rolle, ville det betyde alt for kunstnerne og for scenen. Alt! Det ville også hjælpe regionens andre store museer, som samler på samtidskunst, til at fokusere bedre. Lige nu er der meget, som går tabt. Hvis man altså tror på museet som idé. Man kan også bare nedlægge dem alle og finde på noget andet. Jeg beder bare om, at man gør noget. For når den institution, som burde være flagskibet, ikke har ressourcerne, får vi nogle enorme huller i kunsthistorien.«
– Handler det ikke mest om at finde kunder til de kunstnere, du selv repræsenterer?
»Det kan du sige, men jeg har altid fokuseret på kunstnere, som ville opfinde deres eget sprog. Det er det sværeste, man kan gøre. Det er kunstnere, som ikke pr. automatik har et publikum. Flere af mine kunstnere ville aldrig have overlevet, hvis ikke fagfolk på institutionerne havde set dem og støttet dem. Kunstsamlere kan også spille den rolle, men der er få seriøse i Danmark.«
ET PAR DAGE EFTER interviewet har udstillingen fået et navn. NOW HERE, THEN THERE hedder den – en reference til galleriets egen historie og et værk af Stig Brøgger fra 1993. Installeringen er i fuld sving. I første omgang med kunstnerne fra de første udstillinger i Store Kongensgade. Andre af galleriets kunstnere vil blive tilføjet løbende i udstillingsperioden. Der tales også om at screene Epidemic. Susanne Ottesen holder tøjlerne stramt – »organisk planlægning«, kalder hun det med et grin. Det kan være svært at følge for galleriets ansatte, »men ender altid godt«.
– Hvad så med galleriscenen som helhed, ender det godt?
»Skal jeg være helt ærlig, er jeg faktisk forbavset over, at der endnu findes gallerier. Jeg troede på et tidspunkt, at kunstnerne nok snart ville noget andet. Hele diskussionen om galleriernes magt har jeg aldrig helt forstået. Det er 100 procent kunstnerne, der bestemmer. Hvis de ikke vil det game, så er der ikke noget game,« siger Susanne Ottesen.
»Hvis kunstnerne havde kigget på hinanden og aftalt, at de ville noget andet, så kunne alt have set anderledes ud. Måske er det det, som sker lige nu?«
