LONDON – Med Kina står alt på spil. Hvis den asiatiske gigant virkelig ender som klodens midtpunkt, vil det ikke alene vende op og ned på global politik. Det vil også vende op og ned på helt basale forestillinger om, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen.
Først og fremmest vil det rette dødsstødet mod ideen om, at al menneskelig stræben overalt i verden peger i én retning, hen imod ét endemål: noget, der sådan lidt groft sagt minder om vores egen vestlige udgave af demokrati.
Endnu mere grundlæggende er Kina dermed en udfordring af begreber om frihed og medbestemmelse, som med rødder tilbage i Oplysningstiden har præget europæisk og amerikansk tankegang i de seneste 300 år.
Sådan lyder påstanden fra den britiske kinaekspert Kerry Brown, tidligere diplomat og i dag professor ved King’s College London samt aktuel med bogen China Incorporated: The Politics of a World Where China is Number One.
»Kina gør vores position i verden mere kompliceret og skaber ravage i en masse af vores forestillinger om, hvad moderniseringen har kurs imod. Hele ideen om, at demokrati var endestationen – Kina modbeviser det eller har i hvert fald gjort det indtil nu,« siger han til Weekendavisen.
»Det kan selvfølgelig godt nå at ændre sig. Måske bliver Kina et demokrati i morgen. Hvem ved? Men indtil videre er det ikke sket. Så vi er nødt til at berede os på en anden fremtid, end vi havde regnet med, hvor et system, som ikke er nogen kopi af det europæiske eller amerikanske, ender med at blive en meget, meget større aktør på verdensplan end forudset.«
Oplysningen – ikke bare som en historisk epoke, men som en måde at se verden og tænke om den på – er et gennemgående begreb i Browns bog. Og det er ikke tilfældigt.
Hvis man virkelig vil forstå, hvad der er på højkant i forholdet mellem Kina og Vesten, skal man skrue tiden tilbage til omkring år 1700. For da fødtes tanker – ideer om demokrati og ytrings- og forsamlingsfrihed – der nu bliver udfordret som aldrig før af kineserne.
Men der skete også noget andet på det tidspunkt. Vesten begyndte at se Kina som et modbillede, vi kunne måle os selv i forhold til. Flere af oplysningsfilosofferne opfattede kejserriget som et velordnet og velorganiseret idealsamfund, vi vestlige rodehoveder med fordel kunne efterligne.
Senere, da den rationalitet, som oplysningen satte skub i, havde placeret Europa på en global førsteplads, var Kina pludselig blevet et koncentreret udtryk for alt det, som det aktive og progressive Vesten ikke var: passivt og tilbageskuende.
Kina som et spejl
Men hele tiden har Kina været et spejl. Det har på sin vis handlet mere om os selv, end det har handlet om Kina. På samme måde er den vestlige interesse for Kina i dag – helt bortset fra et praktisk fokus på landet, fordi det faktisk er blevet stærkere – også et produkt af Vestens egen usikkerhed.
»I hele den moderne historie har der ikke været nogen anden ikkevestlig magt med potentiale til at blive klodens største økonomi. Jeg mener ikke, Kina nødvendigvis bliver nummer et. Det kan godt være, at det slet ikke ender dér. Men det fascinerer mig, at alene muligheden skaber massiv panik og uro og bekymring,« siger Brown.
For at finde et svar på, hvad panikken skyldes, skal vi ifølge Brown igen grave dybt ned i vores egen filosofiske bagage.
Historisk har de fleste europæere kunnet tilslutte sig den principielle idé om, at der findes én eviggyldig sandhed. At der så har været afgrundsdyb praktisk uenighed om, hvilken sandhed det helt præcist skulle være, er en anden sag. Det er på grund af små uoverensstemmelser om den rette tro, at for eksempel protestanter og katolikker har ført blodige krige i århundredernes løb.
Kina har derimod, siger Brown, generelt været båret af en forestilling om et samfund, hvor modsætninger kunne eksistere side om side i en eller anden form for harmoni. Igen er praksis noget andet og mere kaotisk end teori. Kinesere har også slået hinanden ihjel med en blodtørst, der får Trediveårskrigen til at blegne. Men det har ikke handlet om, hvorvidt for eksempel den ene eller den anden skole inden for buddhismen skulle diktere den ortodokse lære.
Med andre ord står vi tilbage med en basal modsætning: på den ene side forestillingen om det store samlende system i vest og på den anden side ideen om flere parallelle systemer i øst.
»For folk, der som os har en baggrund i den europæiske oplysning, er der sider af kinesernes tankesystemer, der for alvor falder os for brystet på grund af deres hybride karakter og mangel på enhed. Vi kan godt lide et enhedspræget, velordnet verdensbillede,« siger Brown.
Indtil videre er det i europæiske øjne gået godt. Alle den vestlige demokratitankes rivaler er fejet af bordet en efter en: de konservative europæiske autokratier i det 19. århundrede, den europæiske fascisme i første halvdel af det 20. århundrede og den Moskva-ledede kommunisme i anden halvdel. Men nu kommer så Kina. Og det kan meget vel være en kvalitativt anderledes spiller.
Pluralisme på kinesisk
Følgende påstand kan være lidt svær for os at sluge, fordi det set med vores briller er kineserne, der er de ensporede, men: I en vis upolitisk, filosofisk forstand kan man ifølge Brown argumentere for, at pluralisme er et kinesisk kendetegn og har været det længe. Kina har i de seneste mange århundreder været præget af tre intellektuelle eller religiøse strømninger: konfucianismen, daoismen og buddhismen.
»Kejsertidens Kina, helt op til moderne tid, mindede til en vis grad om det romerske imperium. Der var ikke nogen overordnet religion. Folk havde guder, ikke én gud. Derimod har Europa i de seneste tusind år været domineret af et principielt uniformt jødisk-kristent verdenssyn, og det er efter min mening en kæmpe forskel,« siger Brown.
»Europæisk tænkning er meget mere enhedspræget med hensyn til trossystemer, mens kinesisk tænkning har været mere fleksibelt og mere hybridt. Det gør det lidt mærkeligt, når europæere så i dag siger, at Kina bør være mere pluralistisk og mere tolerant, når man tænker på, at det historisk netop er tilfældet, at Kina var hybridt og pluralistisk.«
Hybriditet er efter Browns mening stadig et kendetegn ved det kinesiske samfund, selvom der politisk ingen tvivl er om, at kommunistpartiet insisterer på at dominere det hele. Statsstyring af økonomien eksisterer side om side med en form for kapitalisme, og en kvart milliard buddhister kan dyrke deres religion, samtidig med at partiets ledere fremhæver konfucianisme som en vigtig del af den kinesiske tradition.
En lignende tilgang oplever man ofte på det individuelle plan. Det er ikke ualmindeligt at støde på kinesere, der går til kristen gudstjeneste, men samtidig også beder i buddhistiske og daoistiske templer.
På mange kan det eklektiske kinesiske syn på verden nok næsten virke mere intuitivt rigtigt. Kan de forskellige religioner ikke allesammen have ret på hver sin måde, vil nogle nok spørge i al udogmatisk troskyldighed. Det er nok heller ikke så få, som i deres stille sind har undret sig over, hvordan de store systembyggere kunne forsvare at have ét syn på verden, som automatisk udelukkede alle andre. Men det er altså ikke god tone i Vesten.
»Hybriditet er for universalistiske vesterlændinge det kinesiske verdensbilledes store intellektuelle forbrydelse,« skriver Brown i sin bog.
Men hvad sker der så, når det universalistiske Vesten støder sammen med Kina? Måske i virkeligheden intet.
Problemet er ifølge Brown, at det ekspansionistiske Vesten fejlagtigt forventer, at Kina vil handle som det selv. Antagelsen er, at når vi vesterlændinge i årenes løb har brugt så store kræfter på at omdanne resten af verden i vores billede – før 1945 i form af imperialisme og sidenhen på en mere fredelig manér, hvor det gjaldt om at udbrede markedsøkonomi og demokrati – så må Kina nødvendigvis ønske at gøre det samme.
»Hvis Kina direkte konfronterede oplysningstankens Vesten med en påstand om, at det havde et helt nyt sæt værdier, som det ønskede, at resten af verden skulle overtage, så ville resultatet være et sammenstød,« siger Brown.
»Men sådan ser jeg ikke nødvendigvis på det. Kina siger egentlig ikke, at Vesten tager fejl med sine ideer. Det siger bare, at de ideer ikke er de rette for Kina, hvilket er noget helt andet.«
Som en illustration af, hvilken verdensorden Kina muligvis sigter imod, fremhæver Brown internettet. Her har det kinesiske kommunistparti skabt et parallelunivers, der eksisterer side om side med Vesten med dets Google, Facebook og YouTube. I Kina hedder det bare Baidu, WeChat og Youku.
Alt eller intet
Men alt andet end en total vestlig triumf i den intellektuelle holmgang med Kina er i sig selv et nederlag. For den vestlige verden har med sin universalisme sat det hele på spidsen og gjort ethvert møde med et andet verdensbillede til en eksistenskamp og et nulsumsspil med kun én sejrherre.
Et Kina, der fortsætter i samme spor som nu, vil underminere selve den grundfortælling, som Vesten bygger på: ideen om, at i det øjeblik, den økonomiske udvikling når et bestemt niveau, vil der nødvendigvis opstå et krav om demokrati.
Thomas Paine, en af den amerikanske revolutions fædre og samtidig en teoretiker med rod i oplysningstidens tanker om menneskerettigheder, udtrykte middelklassens klassiske krav om medbestemmelse på følgende måde: »Ingen beskatning uden repræsentation.«
Kina vil vise, om Paine gælder universelt. Eller som den amerikanske kinaekspert David Shambaugh i Browns bog bliver citeret for at skrive: »Kinas fremtidige udvikling bliver selve testen af den langvarige debat om, hvorvidt politisk demokratisering nødvendigvis må følge økonomisk modernisering.«
Ifølge Brown vil et helt paradigmeskift blive nødvendigt, hvis Kina viser, at et etpartisystem i det lange løb kan stå for en funktionsdygtig, voksende økonomi. Det vil så tvivl om en række af de mest fundamentale antagelser om moderniteten, som de vestlige samfund har lænet sig op ad siden Anden Verdenskrig.
– Oplysningsbevægelsen har været udfordret før, men har overlevet frem til i dag. Hvordan kan vi vide, at det her ikke bare er endnu et bump på vejen?
»Det kan også meget vel være. Det kan være, at man om ti år siger om min bog, at den var fuld af elendige argumenter. Her er mit eneste svar, at europæerne nu i 200 år har forudsagt, at Kina snart vil begynde at kopiere deres måde at gøre tingene på,« siger han.
»Der er denne konstante insisteren på, at Kina bliver nødt til at være mere ligesom Europa politisk og socialt. Og det er simpelthen bare ikke sket. Derfor tror jeg, at der er noget ved Kina, som er helt anderledes, og som vi bliver nødt til at acceptere.«
Selv bryder Brown sig ikke om at sætte sit navn under alt for firkantede forudsigelser om Kina. Han er klog af skade. Som han ærligt erkender i sin nye bog, skrev han selv i slut-00erne en analyse, der selvsikkert konkluderede, at Kinas middelklasse ville kræve en eller anden form for demokrati.
»Vi må erkende, at vi i lang tid har forsøgt at forudsige, hvor Kina er på vej hen, og indtil nu har vi konsekvent ramt ved siden af. Det er svært i dag at sige, at vi skal holde fast i troen på, at Kina vil forandre sig og blive mere vestligt, for det har vi troet i lang tid, og det er hele tiden slået fejl,« siger han.
Vesten og resten
Brown er enig i, at oplysningsværdierne er gode og vigtige værdier. Men for ham handler det også om beskedenhed, fordi vi står ved afslutningen på en 150 år lang periode, hvor europæiske og amerikanske magter var økonomisk, intellektuelt, geopolitisk og militært dominerende. Ikke bare Kina, men også lande som Indien og Brasilien udfordrer nu Vestens hegemoni.
»Vores forspring svinder dag for dag. Så folk, der befinder sig i vores kultur, oplysningskulturen, må nødvendigvis spørge sig selv: O.k., hvad er status for vores værdier i en verden, hvor nogle mennesker tydeligvis ikke tror på de værdier,« siger han.
»De tror på andre værdier. Hvordan skal man omstille sig for at tage højde for det? Jeg mener, at oplysningen også handlede om at være empirisk funderet og se kendsgerningerne i øjnene. Nu står vi med en ny serie kendsgerninger, og vi må tilpasse os.«
– Men der er jo stadig et stort antal kinesere, der emigrerer til Vesten, hvis de kan. Er det ikke et tegn på, at mange af dem stadig godt kan lide vestlige værdier?
»Jo, sikkert. Men deres synspunkter er ret komplekse. De kan godt lide mange af de friheder, man nyder i udlandet, og de sætter pris på en del af Vestens intellektuelle arv. Men det er ikke simpelt og ligetil, for samtidig har de også en stærk fornemmelse af deres egen identitet. De er ofte meget patriotiske, også når de befinder sig i udlandet.«
– I det øjeblik, nogen kræver vestligt demokrati i Kina, bliver vedkommende lukket ned og ender måske i fængsel. Hvordan kan vi være sikre på, hvad kineserne gerne vil have, når de ikke må sige det åbent?
»Det er naturligvis svært at udtale sig definitivt om. Der er mange forskellige synspunkter i omløb i Kina. Men med udgangspunkt i observationer af og samtaler med kinesere, jeg kender, er det eneste, jeg kan sige, at deres synspunkter er komplicerede,« siger Brown.
»Der er ikke tale om, at de ubetinget tilbeder Vesten. De er meget bevidste om de problemer, som Vesten står over for, men de er også meget bevidste om de problemer, deres eget land står over for. De er kritiske over for Kina, men de er ikke glade for, at Kina befinder sig i en svag position. De ønsker et stærkt og respekteret Kina.«
Måske gør en kulturel baggrund med et hybridt, sammensat verdensbillede kineserne bedre i stand til at klare sig i en verden, hvor der ikke er én sandhed, som hersker over dem alle, ifølge Brown:
»Det kan være, at den type kinesere er de nye verdensborgere. De er i stand til at operere både inden for oplysningstænkning og kinesisk tænkning. De er i den forstand kulturelt tosprogede.«
Læs Weekendavisens interviews med internationale tænkere i serien Globale tanker.
