Dominoeffekt. Militærkuppet i det vestafrikanske land Niger er blot det sidste i en lang række, der risikerer at udløse en storkrig på tværs af det afrikanske kontinent.

Demokratiets deroute i Sahel

Flere internationale iagttagere har luftet deres ængstelse for, at kuppet i Niger kan udvikle sig til en større konflikt i Vestafrika og dele af Sahel – den smalle bræmme, der løber tværs over Afrika.

Den demokratisk valgte præsident, Mohamed Bazoum, der har forskanset sig i sin residens i hovedstaden Niamey, og den deadline for genindsættelsen af Bazoum og hans regering, som Vestafrikas økonomiske samarbejdsorganisation ECOWAS/CEDEAO havde sat, løb ud i sandet søndag, uden at truslerne om en militær intervention blev ført ud i livet.

At den fastsatte deadline ikke gjorde større indtryk på kupmagerne, skyldes både, at organisationen ikke har nogen egentlig politisk magt, og at den samtidig er splittet i to dele: med demokratierne og den største regionale spiller, oliestaten Nigeria på den ene side, og militærstyrerne i Guinea og nabostaterne Mali og Burkina Faso på den anden. De militære ledere i Bamako og Ouagadougou, der er medlemmer af organisationen, har således gjort det klart, at de ville støtte de nigerske kupmagere i tilfælde af fremmed indblanding.

Og en sådan krig er ingen interesseret i.

Heller ikke den tidligere kolonimagt Frankrig ved helt, hvilket ben man skal stå på. Paris har nægtet at anerkende kupgeneralerne og deres annullering af de bilaterale forsvarsaftaler mellem Frankrig og Niger.

Men samtidig har præsident Emmanuel Macron for nylig erklæret, at det med ham i Élyséepalæet var endegyldigt slut med La Françafrique – de tætte bånd, som i mange år har forbundet Frankrig med ofte tvivlsomme regimer i landets tidligere kolonier.

Og han havde netop udpeget den mangeårige stabile partner Niger til at være prototypen på den nye franske politik på kontinentet, hvor Frankrigs væbnede styrker udelukkende skulle have en rådgivende og støttende funktion og ikke intervenere på egen hånd. Partnerskab, ikke klientelisme med andre ord. Niger udgør således med omkring 1.500 mand og en base med droner og jagerfly en af de sidste bastioner i den franske antiterroroperation Barkhane, efter at franske tropper blev bedt om at forlade først Mali og siden Den Centralafrikanske Republik og Burkina Faso.

Men selvom Macron udsendte en klokkeklar advarsel om, at ethvert angreb på franske interesser eller statsborgere »vil blive mødt med et øjeblikkeligt og kontant tilbagesvar«, ligger en fransk intervention ikke i kortene.

Dertil er stemningen i regionen alt for højspændt og modviljen mod Frankrig for stor. Og til trods for, at demonstranter på gaden i Niamey (og nogle af venstrefløjens mest iltre røster i den franske nationalforsamling) anklager Frankrig for at udplyndre Nigers undergrund for uran, er det en sandhed med modifikationer. Niger leverer mellem 15 og 20 procent af Frankrigs uranimport, mens Kina faktisk aftager langt flere råstoffer – både uran og olie. Men ingen af disse eksportaftaler er foreløbig truet af kupmagerne.

Hvorfor nu

Det handler med andre ord om noget andet: »Kuppet er ikke et opgør med Frankrig, men snarere begrundet i lokale kampe om magten i landet og utilfredshed med præsidenten i Niamey, hvor oppositionen er stærk,« indvender Ousmane Ndiaye. Han er chefredaktør med ansvar for Afrika ved den internationale tv-station TV5 Monde.

Og mens franskmændene og amerikanerne – der også har base i Niger – er travlt optaget af at granske Moskvas lejehær Wagners indblanding, og de internationale iagttagere har blikket rettet mod ECOWAS' næste møde i Nigerias hovedstad, Abuja, torsdag, forsøger Ndiaye at forklare baggrunden for denne pludselige bølge af militærkup i Vestafrika.

For hvorfor sker det nu? Og hvorfor synes demokratiet at have så svære kår i denne del af verden?

»En del af forklaringen er – fastslår Ousmane Ndiaye – »at der ikke i denne del af Afrika er tale om reelle demokratier, som vi kender det i Europa,« siger Ousmane Ndiaye til Weekendavisen.

Medierne – det gælder også indledningen i denne artikel – omtaler således konsekvent Bazoum som »den demokratisk valgte præsident«. Det er han for så vidt også, »men demokrati er jo mere, langt mere, end blot selve valghandlingen,« insisterer Ndiaye.

Det er vanskeligt at etablere et velfungerende demokrati med en regulær samfundskontrakt, når flertallet af befolkningen er analfabeter.

Ousmane Ndiaye, chefredaktør med ansvar for Afrika ved den internationale tv-station TV5 Monde.

»For i virkeligheden er de fleste lande i det fransktalende Vestafrika det, man kunne kalde 'demokraturer',« siger han til Weekendavisen: Folkevalgte styrer, der bliver regeret med mere eller mindre despotisk jernnæve.

»I Vestafrika og Sahel glemmer man ofte mange af de andre elementer, der er mindst lige så vigtige for kunne kalde sig et velfungerende demokrati; såsom god og ukorrupt forvaltning, pressefrihed, menneske- og borgerlige rettigheder,« siger han.

Magtens tredeling er for eksempel ofte ikkeeksisterende: »I mange afrikanske lande er den dømmende magt (domstolene) således underlagt præsidenten, og ingen kunne drømme om at gå imod præsidentens vilje. Det er jo langtfra demokratisk,« indvender Ousmane Ndiaye.

Han ser det nærmest som en cyklisk bevægelse: Efter uafhængigheden fra kolonimagterne i 1960erne blev mange af staterne ledet af despoter og diktatorer, som i løbet af nogle årtier blev væltet eller overvundet af spirende demokratibevægelser, hvorefter civile ledere kom til magten.

Det skete blandt andet i Mali og Niger.

»Men stort set overalt har man udelukkende fokuseret på procedurerne omkring valghandlingen. Ligesom man har glemt repræsentativiteten og dermed store dele af befolkningen. I Burkina Faso blev den væltede præsident således oprindeligt valgt af en meget lille del af befolkningen, kun omkring en million, ud af en befolkning på over 22 millioner. Og sådan er det mange steder. Så de folkevalgtes legitimitet er ganske beskeden,« vurderer Ndiaye.

Og tilføjer: »Læg dertil, at de civile lederes måde at forvalte landene på har været katastrofalt ringe med enerådig ledelsesstil, korruption, nepotisme og en eklatant mangel på transparens, og så forstår man bedre, hvorfor demokratiet ikke rigtig har slået rødder i Afrika.«

Sahel er en af verdens fattigste regioner på trods af rige ressourcer i undergrunden. Det gælder også i det nykuppede Niger, hvis undergrund ud over blandt andet kul, guld og uran også for nylig har vist sig at rumme større grundvandsreserver end noget andet sted i regionen. Grafik: Andreas Peretti.
Sahel er en af verdens fattigste regioner på trods af rige ressourcer i undergrunden. Det gælder også i det nykuppede Niger, hvis undergrund ud over blandt andet kul, guld og uran også for nylig har vist sig at rumme større grundvandsreserver end noget andet sted i regionen. Grafik: Andreas Peretti.

Demokrati er upopulært

Ja, Ousmane Ndiaye mener ligefrem, at der er opstået en decideret modvilje mod demokratiet, som af mange afrikanere opfattes som en ineffektiv styreform.

Han nævner Niger som et af de bedste eksempler på et land, der har haft flere folkevalgte ledere, som er blevet væltet af militæret, fordi de groft har udnyttet deres magt, da først de fik sat sig på taburetten.

»Og derfor vælger mange paradoksalt nok at fæste lid til militæret som garant for demokratiet,« siger han.

Grundlæggende har der manglet et langsigtet demokratisk projekt for, hvordan man skulle forankre demokratiet i de afrikanske civilsamfund. Demokratibevægelserne har fokuseret ensidigt på, hvordan man kunne vinde magten, og dermed klart undervurderet de problemer, der nødvendigvis opstår, når først de har vundet den og skal lede landet på en retfærdig måde.

De mange demokratibevægelser har reelt heller ikke gjort sig helt grundlæggende tanker om, hvad en afrikansk demokratimodel kunne og burde rumme. Men det er der også en oplagt forklaring på: »Det er vanskeligt at etablere et velfungerende demokrati med en regulær samfundskontrakt, når flertallet af befolkningen er analfabeter,« siger Ndiaye og pointerer, at det jo nærmest er umuligt at forstå en forfatning, for slet ikke at sige jura eller grundlæggende rettigheder, hvis man hverken kan læse eller skrive.

Det har ført til en serie af halvbagte demokratimodeller, som i grove træk har været inspireret af Vesten. Og med det i baghovedet er det måske ikke så overraskende, at mange ser demokratiet som et neokolonialt system, skyder skylden for dets kollaps på Vesten og hylder militærkup som et frisk pust, der kan ruske op i tingene.

»Og det sker jo desværre i en ny geopolitisk situation, hvor Rusland er tilbage som en hidsigt aggressiv aktør på den internationale scene. Og det udnytter Putin med Wagners fremstød i Afrika. Problemet er, at Moskva tilbyder et samarbejde uden ubelejlige krav til rettigheder eller snak om grundlæggende værdier, og det skaber naturligvis spændinger,« vurderer Ndiaye.

Volden eskalerer

Den demokratiske deroute i Vestafrika og Sahel – og ikke mindst det nye kup i Niger – risikerer at få skæbnesvangre konsekvenser for kampen mod den islamistiske terrorisme. Efter kuppene i Mali og Burkina Faso er islamisternes angreb taget voldsomt til i styrke. Samtidig har Wagnergruppens overgreb og brutale fremfærd også ramt civilbefolkningen.

Ifølge Ousmane Ndiaye er der ingen grund til at forvente andet i Niger.

Her har Mohamed Bazoums folk de seneste fem år haft held til at holde volden nede og lede en effektiv offensiv mod islamister fra ikke mindst Boko Haram. Men nu risikerer militærjuntaens fokus at skifte til interne magtkampe. Og det er klart, at det vil gå ud over indsatsen mod islamisterne, som næppe vil være sene til at udnytte det svækkede styre. Fra præsidentboligen, hvor han har forskanset sig, advarer præsident Bazoum da også om netop det i et læserbrev til The Washington Post.

Ousmane Ndiaye er heller ikke just optimistisk. Han frygter, at kuppet kan ende i et blodbad og strømme af flygtninge.

»De afrikanske lande er vant til modgang, og de er meget modstandsdygtige,« siger han. »Men i de seneste år har der været så mange militærkup, at der nærmest er opstået en juntablok over for demokraterne. Og spørgsmålet er, om denne dominoeffekt kan blive dråben, som får det vestafrikanske bæger til at flyde over?«