Kort nyt. Vaccine klar til udrydningstruet dyreart.
Djævlehjælp
Den tasmanske djævel, et af Australiens mest ikoniske dyr, har i årtier kæmpet en hård kamp mod smitsom cancer. Sygdommen spredes, når de iltre pungdyr bider hinanden under slagsmål, og forplanter sig som voldsomme svulster i ansigtet, på halsen og i munden på de kattestore djævle.
Siden det første tilfælde af såkaldt devil facial tumour disease blev opdaget i 1996, har sygdommen spredt sig hastigt og taget livet af op mod 80 procent af den samlede bestand, der udelukkende lever på øen Tasmanien, Australiens største.
Nu kan forskere imidlertid være på vej med en redningsplanke til de sygdomsplagede dyr. Genetikere med australske University of Queensland i spidsen har udviklet en vaccine, som er inspireret af covidvaccinen fra AstraZeneca, og som nu er godkendt til forsøg af de australske myndigheder. Vaccinen er baseret på en såkaldt adenovirus fra mennesker, der her giver milde influenzalignende symptomer.
I vaccinen er virussen svækket og modificeret, så den ikke replikerer og spreder sygdom. Til gengæld fungerer den som et mikroskopisk sendebud, der hjælper særlige proteiner med at trænge ind i de tasmanske djævles celler og lærer pungdyrenes immunsystem at opspore og genkende de farlige tumorceller, der ellers er så godt som usynlige for dyrenes forsvarssystem.

Vaccinen er i første omgang rettet mod devil facial tumour 1 (DFT1), den mest udbredte version af den hidsige cancer. Sygdommen findes også i en anden udgave – DFT2 – som blev opdaget i 2014. Forskerne håber, at fremtidige vacciner kan tilpasses, så de også bekæmper DFT2. Den nye vaccine skal nu testes på 22 tasmanske djævle, der lever i fangenskab, inden den i næste fase skal afprøves i det fri.
Nature News, 30. juni
Del:


