For nylig var jeg på den årlige fodboldtur med mine bedste venner. Denne gang gik turen i velvoksen elbil til hollandske Enschede og videre til tyske Dortmund og Hannover. Afgang fredag morgen, hjemkomst søndag aften. 1.500 kilometer i lassoformet rute fra Aarhus til Ruhr og retur; 60 timer i det bedste selskab, jeg kender.
I år har vi 20-års jubilæum. Første gang fløj vi til Milano og året efter til Rom, i begge tilfælde for at opleve det lokale rivalmøde. Siden har vi blandt andet været i Istanbul, Madrid, London, Hamburg, Gelsenkirchen, Valencia og Torino. Nogle gange har vi været fem, andre gange to. En dag lykkes det måske at samle os alle otte.
Rejserne cementerer selvklart vores venskab, men tjener også andre formål. Vi plejer vores interesse for international topfodbold, mens vi får endnu en anledning til at gøre grin med Superligaen, Danmarks øverste fodboldrække. Give hinanden ret i, at vi vitterlig bor i Udkantseuropa, når det kommer til fodbold.
I Enschede så vi hjemmeholdet Twente i kamp mod Nijmegen. Et nærmest demonstrativt kampvalg: Hollands femtestærkeste fodboldklub mod et upåagtet provinshold, dog med ekslandsholdsspilleren Lasse Schøne på midtbanen.
Vi overværede kampen, fordi Twentes opbakning er forbilledlig. Uanset hvem klubben møder, lyser de røde lamper over De Grolsch Veste: knap 30.000 tilskuere i en by på størrelse med Odense.
Dagen efter så vi Bundesliga-fodbold med 80.000 andre på det ikoniske Signal Iduna Park i Dortmund, en noget mindre by end København. Om søndagen havde vi selskab af 30.000 til Hannover mod Darmstadt i den næstbedste fodboldrække.
Og så kunne vi ellers gentage vort fælles refræn: Tænk, hvis danskerne kunne mønstre en lignende passion! Gid fodbolden også derhjemme faktisk udgjorde en egentlig kultur. Øv, hvor er Superligaen, eller bare »Suppen«, tarvelig!
Men i de sidste timer på vej hjem skete der noget besynderligt i bilen. AGF spillede mod FC Nordsjælland i Superligaens mesterskabsspil. Én ville lige se lidt med på sin telefon. Hans søn spiller i AGFs ungdomsafdeling, og vi er jo trods alt aarhusianere. Fair nok, vi ser den med et halvt øje, der snart blev helt.
Efterhånden begyndte vi at tale om spillere som Yann Bisseck og Mohammed Diomande. Jeg tog mig selv i et kalde AGFs midtbanespiller Mads Emil Madsen for »virkelig god«. Borte var den ironi og hån, som ellers altid har fulgt med vores tale om dansk klubfodbold.
Hvad der hændte, var måske et udtryk for et stigende alderstryk. Det er alt andet lige nemmere at spotte og latterliggøre, når man er 20 år og stadig overbevist om, at verden er til for at blive væltet, og at ude er bedre end hjemme.
Vores nuvundne, omend i det store hele uerkendte, fædrelandskærlighed passer desuden fint ind i tidens hjemstavnsoprør mod globaliseringen. Alligevel er årsagen formentlig enklere: Superligaen er simpelthen blevet mere interessant.
I denne sæson er tilskuerne strømmet til stadion, flere end 10.000 i gennemsnit pr. kamp, mens tv-stationerne melder om bratte stigninger i seertallene, som heller ikke blot kan affejes som postpandemisk fælleskabshunger. Aldrig er flere danskere mødt op på stadion eller har fulgt med hjemme fra sofaen.
Interessant nok er det ikke, fordi klubberne er blevet bedre – i det samlede europæiske regnskab ligger dansk klubfodbold på en jævn 16.-plads, samme placering som i 1993. FCK er bestemt ikke bedre i dag end for 12-14 år siden, Brøndby anno 2023 er ikke stærkere end i 2005. AGF oplever en optur, men AaB og FC Midtjylland er ringere end nogensinde.
Den omsiggribende interesse, som selv ikke en flok hærdede hjemmebanehadere længere kan undslå sig, skyldes i stedet noget så kedeligt som en skrivebordsmanøvre.
Det er syv år siden, Dansk Boldspil-Union overlod det til et hollandsk konsulentbureau at friske Superligaen op. Til sæsonen 2016/17 præsenterede hollænderne et nyt format, hvor klubberne i stedet for at spille mod hinanden tre gange fra juli til maj nu kun skulle mødes to gange i den regulære sæson, hvorefter ligaen i de sidste par måneder ville blive delt i et »mesterskabsspil« og et »kvalifikationsspil« (en eufemisme for et nedrykningsspil).
I de første sæsoner virkede formatet underligt ufærdigt, og jeg skal være den første til at indrømme min højlydte skepsis. Men efter at have justeret antallet af klubber og udformningen af nedrykningsspillet har Superligaens struktur stået særdeles stærkt fra og med coronasæsonen 2020/21.
Der er slet og ret noget på spil i hver eneste fodboldkamp. Kampene om mesterskabet, om medaljerne og for at undgå nedrykning sitrer så meget af nerve og entusiasme, at man helt glemmer at sammenligne niveauet med langt stærkere turneringer som Premier League og Champions League.
Det samme gør sig gældende i 1., 2. og 3. division, som spilles efter samme skabelon. Så står man der på Valby Idrætspark eller Riisvangen og koncentrerer sin opmærksomhed, lader sig opsluge, forbereder sig på nederlaget, drømmer om sejren, råber lidt og glemmer sig selv og sine fine fornemmelser. Det er vel egentlig det, fodbold handler om.
Jeg tror, jeg skal på stadion i pinsen.
