De gamle romere var dygtige ingeniører og efterlod en lang række imponerende bygningsværker til eftertiden. Fra akvædukter, der til stadighed forsyner Rom med vand, til det bjergtagende tempel Pantheon med verdens største uarmerede betonkuppel.
Mange af disse solide strukturer er bygget i såkaldt romersk beton, der i årevis har duperet og undret alverdens forskere. For hvordan i alverden kan disse op til 2.000 år gamle konstruktioner glide af på tidens tand, mens moderne betonbyggeri sjældent holder længere end i 100 år?
Af samme årsag har romersk beton været genstand for talrige videnskabelige undersøgelser. Derfor ved vi, at den vulkanske bjergart puzzolan er en central del af hemmeligheden bag romernes standhaftige betonblanding.
Nu kaster miljøingeniører fra amerikanske Massachusetts Institute of Technology og Harvard University yderligere lys over romernes sejlivede opskrift. I laboratoriet har forskerne studeret små koncentrationer af kalksten i 2.000 år gammel romersk beton. Disse »hvide klumper« er tidligere beskrevet som et resultat af en sjusket blandingspraksis, men det var ikke tilfældet. Således viser det nye studie, at klumperne skyldes romernes anvendelse af calciumoxid, som dannes ved kraftig opvarmning af kalksten. Når calciumoxid indgår i betonblandingen, bliver den færdige beton mere robust og opnår selvhelende egenskaber, lyder det.
Forskerne testede endda opdagelsen ved at lave henholdsvis en efterligning af romernes betonblanding og en moderne udgave uden calciumoxid. Da ingeniørerne efterfølgende lavede revner i betonen og lod vand løbe ned i dem, kunne de efter to uger konstatere, at den romerske beton var helet, mens den moderne fortsat var krakeleret.
Ingeniørerne håber, at det nye studie kan bane vej for udviklingen af mere langtidsholdbar moderne beton, der igen kan bidrage til at mindske drivhusgasudledningen fra betonproduktion.
Science Advances, 6. januar
MIT News, 6. januar
