Forskerfejde. To filosoffer fra Københavns Universitet debatterer, hvad der egentlig er kernen i faget – at læse og fortolke eller at argumentere?
Filosofi for regnedrenge
I de seneste uger har en livlig diskussion udfoldet sig i det filosofiske tidsskrift Paradoks. Debatten handler om, hvad det vil sige at bedrive filosofi i dag, og omtales som »fænomenologifejden«. Den står mellem to forskere ved Afdeling for Filosofi på Københavns Universitet, begge med fornavnet Søren, og begge undervisere i det samme fag – Fænomenologi, hermeneutik og dekonstruktion – som er blandt det mest populære fag på filosofi. Det følger udviklingen i den europæiske filosofi i det 20. århundrede med prominente navne som Heidegger, Sartre, Levinas, Derrida og Agamben på pensum.
Fejden handler i første omgang om fænomenologi – en filosofisk tradition, som har sine rødder hos tyskeren Edmund Husserl, der i starten af det 20. århundrede var midtpunkt for et livligt filosofisk miljø, der forgrenede sig vidt og blev afgørende for de grene af filosofien, vi senere kom til at kende som eksistentialisme og dekonstruktion.
Del:


