Satellit. Skotland har fået ny førsteminister. Ikke bare er han med sine 37 år den yngste nogensinde, han er også den første muslim på posten. Politisk skal man dog ikke forvente sig de store nybrud: Han har tænkt sig at videreføre Nicola Sturgeons linje.

Progressiv muslim

Med Rishi Sunak fik Storbritannien sin første premierminister med anden etnisk baggrund; nemlig indisk. Nu har Skotland så fået sin: Mandag blev Humza Yousaf, der har pakistanske rødder, erklæret som vinder af formandsvalget i Det Skotske Nationale Parti (SNP) med 52 procent af stemmerne. Som leder af det største parti i det skotske parlament blev han også valgt til førsteminister.

Han får sin sag for. Ikke mindst, fordi sejren var langt mindre end forventet og dermed blottede et dybt splittet parti. Hans nærmeste modstander, Kate Forbes, takkede da også nej til et job i hans nye regering efter en ufin valgkamp, hvor de tre kandidater gik nådesløst til hinanden. Humza Yousaf, som er tidligere sundhedsminister, blev blandt andet holdt ansvarlig for det skrantende sundhedssystem.

Under valgkampen kom det også frem, at opbakningen til skotsk uafhængighed er faldet til 46 procent fra 50 procent for to måneder siden. Samt at partiet har mistet omkring en fjerdedel af sine medlemmer det seneste år.

Det har givet det britiske Labour-parti forhåbninger om, at det kan vinde op mod 20 mandater i Skotland ved næste valg, som resultat af SNPs faldende popularitet.

»Det var det bedst mulige resultat for os. Folk har allerede besluttet, hvad de mener om Yousaf, og de mener, at han er en mislykket politiker,« sagde en anonym Labour-kilde til The Times. rod