ISRAEL er både en demokratisk og en jødisk stat. Det har været en historisk nødvendighed, en smuk realitet – og en modsætning: Hvordan sikre ikkejødiske mindretals rettigheder? Hvordan gøre det jødiske så bredt og inkluderende, at liberale demokratiske principper kan opretholdes? Gennem tiden har der været tilbageslag, der har fået modsætningen til at dirre. Med de nye magthavere er den jødiske etnonationalisme i gang med at kvæle det demokratiske, liberale Israel.
ER der mange rædsomme detaljer ved Israels nye regering, er en af de mest iøjnefaldende Itamar Ben-Gvir, minister for national sikkerhed. I en genopførelse af historien, der ville være en doven kliché, hvis den ikke var så sprængfarlig, vadede han tirsdag op på Tempelbjerget i Jerusalem i et provokerende brud på den aftale, der giver muslimerne kontrol over pladsen ved al-Aqsa-moskeen. Han kræver »ligeret for jøder« og påstår, at den nye regering ikke »vil tillade racistisk diskrimination«. Man siger, at jødisk humor rummer det tragiske og det morsomme, men Ben-Gvir mente det ikke som en vittighed.
VED at basere sig på den yderste højrefløj har Benjamin Netanyahu etableret den mest ekstreme regering i landets historie. Likud og de nationalreligiøse og ortodokse partier iværksætter nu et frontalangreb på landets demokratiske institutioner og principper: Højesteret skal undergraves, antiracistisk lovgivning fjernes fra landets basislov, og jødedommen defineres strengt ortodokst. Det vil presse religiøse hensyn gennem hele samfundet; underminere kvinders og homoseksuelles rettigheder, adgangen til abort og afsekularisere (og dermed smadre) uddannelsessystemet. Israels eksistentielle grundlag siden Anden Verdenskrig skal forandres: Statsborgerskab skal kun gives til jøder i streng ortodoks forstand: Israel skal ikke længere være en stat for alle de halve og kvarte jøder, som nazisterne fandt gode nok til gaskammeret.
AT det er kommet så vidt, skyldes mange års afvikling af det demokratiske Israel. Siden zionismens begyndelse har bevægelsens revisionister ønsket en etnonational stat uden rettigheder til minoriteter eller forankring i demokratiske principper. De blev først nedkæmpet og fortrængt, men de kom stærkt tilbage. Og med Netanyahu har de fået en politisk partner, hvis maske endelig er faldet.
FORLADE sig på landets demokratiske institutioner kan man ikke. En anden fremtrædende politiker, Bezalel Smotrich, bosætternes bedste ven, der også kalder sig »stolt homofob«, er nu Israels finansminister. Han og Ben-Gvir lægger ikke skjul på deres modstand mod enhver aftale med palæstinenserne. De vil udvide bosættelserne og annektere store dele af Vestbredden. Med kontrol over grænsepolitiet får Ben-Gvir sin egen milits til at dominere og kontrollere palæstinenserne.
DEN israelske historie er et mirakel, der er ved at blive en tragedie. Landet blev født på ruinerne af Holocaust for at skabe en stat for jøder, som også »stræber efter de højeste idealer, politiske, sociale, kulturelle, for alle indbyggere, uanset religion, race eller køn«, som præsident Herzog sagde i 1975, da han afviste FNs forsøg på at sætte lighedstegn mellem racisme og zionisme.
DEMOKRATISKE institutioner i Israel er blevet undermineret af en omsiggribende jødisk identitetspolitik, som Netanyahu har opildnet, og den 55 år lange besættelse har været en konstant motor. Flere og stærkere partier med navne som jødisk enhed, jødisk styrke eller jødisk hjem har allieret sig med stadig mere ortodokse partier, og sammen vil de gøre besættelsen permanent og fortrænge demokratiet.
VERDEN er så optaget af mere påtrængende kriser, at den ikke orker at interessere sig for Israel, medmindre der er krig med palæstinenserne. Men faktum er, at Israel er ved at at forlade den demokratiske verden, som må spørge, om Israel skal måles med en anden målestok end andre demokratier. Det er sørgeligt logisk, at den nye regering erklærer, at den ikke vil kritisere Rusland. Israel fører de facto en skammelig neutralitetspolitik i Ukrainekrigen. Det er ikke bare den nye regering, men et helt politisk system, der er blevet en hån mod de oprindelige idealer. Det sekulære, frie, demokratiske Israel har tilsyneladende givet op. Men tiden er kommet til at tage kampen op og indlede et opgør med de kræfter, der har taget magten i landet. Ellers bliver tragedien fuldendt. kras
