Det første vindpust rammer mig på Rauland Skicenter, cirka 900 meter over havet onsdag den 16. februar. Jeg står i fuld mundering, slalomski, vindtæt tøj, tykke vanter, skibriller, da jeg mærker telefonen brumme i inderlommen. Jeg når at rode den frem og besvare opkaldet, et dansk nummer, inden den går ud. En kvindestemme, jeg får ikke fat i navnet, præsenterer sig som journalist på Ekstra Bladet.
Du har lavet en podcast med Martin Krasnik om mænds seksuelle fantasier, siger hun. Synes du, det er god timing?
Jeg lavede podcasten på Weekendavisen 13. januar og har ikke tænkt så meget på den siden og heller ikke vidst, hvornår den ville blive lagt online. Tankerne ræser gennem mit hoved, og jeg mærker en kold skylle ned ad ryggen. Forrige weekend blev Mia Skadhauge Stevn myrdet i Aalborg. Og nu er der en podcast, hvor alle og enhver kan høre, hvordan jeg udleverer skamfulde fantasier om at begå voldtægt!
Nej, svarer jeg. Det er utrolig dårlig timing. Jeg kommer vist til at lyde, som om det her er noget, jeg har tænkt grundigt over, men sagens sammenhæng dæmrer først for mig i det øjeblik, jeg siger det. Jeg får ikke sagt, at jeg ikke var klar over, at podcasten lige er lagt online.
Journalisten spørger mig om de ting, der bliver talt om i interviewet, kussesult, pikken som kompasnål, voldtægtsfantasier, og hun spørger: Hvis vi gik i byen, ville du så have lyst til at voldtage mig?
Jeg bliver overrumplet af spørgsmålet og tænker: Hvad er det dog, jeg har sagt i den samtale? Har jeg sagt, at jeg har lyst til at voldtage nogen? Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad jeg har sagt. Det er et tilbagevendende problem for mig, når jeg kommer hjem fra et interview eller foredrag, og min kone spørger: Hvad snakkede I om? Øh, det kan jeg ikke huske, indrømmer jeg. Så griner hun og ryster på hovedet. Men denne gang er det ikke sjovt.
Jeg svarer benægtende på journalistens spørgsmål, men ret svævende, idet jeg desperat forsøger at genkalde mig samtalen. Umuligt. Den er væk. Jeg ved, at jeg kan finde på at sige mange mærkelige ting i interviews, fordi jeg ofte bevæger mig i et ingenmandsland mellem, hvad jeg selv er, og hvad jeg kan forstå og sætte mig ind i. Det er det ingenmandsland, jeg manøvrerer ret uproblematisk i, når jeg skriver romaner og skildrer mine fiktive karakterers indre liv og samtidig blander det sammen med mine egne følelser i en pærevælling.
Samtalen med Ekstra Bladets journalist fortsætter i måske ti minutter. Jeg kan mærke, hun har en stærk sag, og at hun jagter mig rundt i mine svævende forklaringer og selvmodsigelser, mens jeg bliver ved med at forsøge at huske, hvad jeg har sagt.
Da jeg endelig kan stikke telefonen tilbage i lommen, er alt forandret. Jeg er tør i munden, føler en isnen i brystet og har hjertebanken. Og jeg bander mig selv langt væk for min dumhed.
Men hvad sagde du i den podcast? spørger min kone.
Jeg ryster på hovedet. Jeg kan ikke huske det.
Og det svar har hun jo hørt før.
DA JEG LIDT SENERE går ned til bilen sammen med min ene søn, skriver jeg en sms til journalisten: »Hej og tak for snakken. Jeg håber, jeg i forvirringen med mine børn på pisten fik sagt noget, der gav mening. Det er meget vigtigt for mig, som jeg sagde, at skelne mellem ‘have lyst til’ og ‘at fantasere om’. Jeg kan have fantasier om at begå selvmord, slå nogen ihjel, få kræft eller komme i fængsel. Men det er ikke noget, jeg har lyst til. At have fantasier om at begå voldtægt hører til disse selvdestruktive fantasier. Det er jo meget relevant lige nu, efter drabet på Mia, men jeg synes alligevel, timingen er dårlig, og er bange for, at podcasten og de artikler og Facebook-tråde, der måtte følge i kølvandet, vil føles ekstremt krænkende for de pårørende. I det lys fortryder jeg nu podcasten, i hvert fald at den er kommet lige nu.«
Hun kvitterer hurtigt for sms’en og lover, at hun vil trykke den ordret. Jeg føler, at angsten letter lidt, men den bliver ved med at murre.
Vi bliver jo nødt til at høre podcasten, siger min kone.
Ja, ingen tvivl om det. Vi bliver nødt til at høre, hvad fanden jeg har sagt. Men det er svært at finde tid. Vi bor hos min mor i min hjembygd og pendler frem og tilbage til Rauland hver dag, cirka en times køretur. Vi er sammen med børnene hele tiden, og de skal selvfølgelig ikke lytte med.
De næste dage pibler det ind med foruroligende beskeder om, at det stormer på sociale medier og forskellige blogs. Jeg er ikke selv aktiv dér, men jeg får det refereret fra forskellige sider og kan overhovedet ikke genkende mig selv i det, der bliver sagt.
Én udtalelse genkender jeg dog, nemlig om, at det at være feminist handler om at have en sjov frisure. Dén kække kommentar kan jeg godt huske. Den var ikke møntet på kvinder, men på visse opportunistiske mænd, der forsikrer os om, at de er feminister, men som jeg opfatter som utroværdige og derfor havde lyst til at drille. Men alt det andet? Jeg aner det faktisk ikke. Jeg burde jo gå i enerum og lytte den forbandede podcast igennem. Den varer trods alt kun en halv time. Men jeg føler en mærkelig irrationel frygt for dette alter ego, der sidder i et studie og bralrer ud med sine hemmeligste fantasier, så jeg får det ikke gjort. Og min kone har det ligesådan.
Jeg kommunikerer under forløbet med min redaktør og pressekontakt på Gyldendal, og de beroliger mig. Men internettet koger, og angsten kommer hele tiden i nye isnende bølger. Samtidig bliver vi ved med at pendle op til Rauland.
Samværet med familien, at suse ned ad de stejle bakker og mærke vinden og kulden og farten, sidde rundt om et bål og spise brankede pølser, tager toppen af angsten. Om aftenen, hjemme hos min mor, følger vi situationen i Rusland-Ukraine og ser Vinter-OL, hvor Norge haler den ene medalje efter den anden i land. Jeg har en planlagt rejse til Sankt Petersborg og Arkhangelsk om tre uger, men den ser ud til at gå i vasken nu. De bekymrende storpolitiske nyheder tager også lidt af fokus fra min private ængstelse. Men jeg sover dårligt om natten. Man er altid fanget i centrum i sit eget univers.
Søndag tager vi hjem med færgen fra Oslo. De fleste passagerer er danskere, og jeg er en smule paranoid og synes, jeg mærker, at folk sender mig blikke.
OM MANDAGEN brager det løs, værre end før. Jeg får flere henvendelser fra medierne om interview, én vil lave en ny podcast med vinklen »at viske tavlen ren«, en anden ringer for at aflyse et arrangement, fordi, som han siger, enten taler vi om det, og så kommer det hele bare til at handle om det, eller også taler vi ikke om det og bliver beskyldt for at være tonedøve. Jeg forstår pointen og er kun lettet over aflysningen.
En journalist ringer fra Jyllands-Posten, og jeg væver igen rundt i mine forsøg på at forklare mig. Jeg føler ikke, jeg gør situationen bedre for mig selv.
Næste dag har jeg et online-arrangement for SPOR, foreningen for folk med senfølger af seksuelle overgreb, hvor det er meningen, jeg skal fortælle min egen overgrebshistorie. En af arrangørerne ringer og fortæller, at der har været voldsom vrede på deres Facebook-side, hvor flere har beskyldt mig for selv at være en krænker. Han er åben over for at holde arrangementet alligevel, men vil advare mig om, at der kan komme stærke reaktioner, og at de er svære at styre, især når folk sidder ved deres skærme og ikke fysisk er til stede.
I første omgang bliver vi enige om at gennemføre, men senere, efter at have talt det igennem med min kone, bestemmer jeg mig for at aflyse. Jeg sender dem et statement, som jeg beder dem lægge på deres Facebook-side.
Kære alle
Jeg er meget ked af, og også ret nervøs og forskrækket over, den voldsomme tumult, der er opstået i forbindelse med min og Martin Krasniks podcast. Podcasten blev optaget den 13. januar om eftermiddagen, men blev først for nylig lagt online, dvs. efter drabet på Mia Skadhauge Stevn. Jeg var også meget ked af denne meget uheldige timing.
Martin og jeg forsøgte i podcasten at kaste et kritisk blik på mandlige seksuelle fantasier, ikke på en hø-hø-agtig måde, men ved at fremlægge dem så ærligt, vi kunne, og uden pæne omskrivninger. Det er efter min mening fantasier, som mange mænd har, hvor absurde de så er, og derfor synes jeg, det er vigtigt med opmærksomhed omkring dem. Det udløste en del forlegen latter, for det gør pinlige indrømmelser jo.
Men det er enormt vigtigt at adskille seksuelle fantasier og de reelle handlinger, dvs. voldtægter og andre overgreb. Jeg har selv mærket dem på min krop, da jeg var ung. Jeg blev seksuelt misbrugt af min far, da jeg var teenager, et forholdsvis kortvarigt og ikkevoldeligt overgreb, som alligevel har påvirket mig dybt og haft alvorlige konsekvenser i form af selvdestruktiv adfærd. Dette har jeg bl.a. skrevet om i min debutroman Kalak, og det var egentlig det, jeg ville have fortalt om til det her arrangement, som jeg nu vælger at udsætte.
Seksuelle fantasier har vi alle, også de onde, dårlige, destruktive osv. De virkelige seksuelle overgreb handler derimod muligvis om at udøve dominans, at mangle empati og medmenneskelighed, eller simpelthen at mangle kærlighed. Det handler altså om alt muligt andet end sex. Men da det jo har et seksuelt udtryk, bliver det blandet sammen hermed, og det er en af grundene til, at det skaber så mange smertefulde følelser hos ofrene.
I håb om at vi inden længe vil kunne mødes fysisk og med venlighed og gensidig respekt dele smerten for dermed at fordele smerten.
Hilsen
Kim Leine
Da Jyllands-Posten bringer deres artikel, er den alligevel god, og SPORs forperson, Helle Borrowman, citeres med en udtalelse, der viser en vilje til åbenhed om de her ting.
Men alligevel er angsten nu oppe i det røde felt på grund af den massive opmærksomhed. Jeg føler ikke, jeg kan være i mig selv, men kan jo heller ikke komme ud af situationen. Jeg er låst fast. Min kone har det også dårligt. Hun fortæller, at hun får mærkelige blikke og stramme ansigtsudtryk, når hun afleverer børn og lignende. Vores venner og familie er foruroligede. Jeg kan også mærke på min ene søn, at han har fået fornemmelsen af, at noget er galt. Samtidig får vi stadig ikke hørt den fordømte podcast, der efterhånden er vokset til dæmoniske dimensioner i vores fantasi.
ENDELIG TAGER VI os tid til at lytte den igennem tirsdag aften, efter at børnene er puttet. Og det er forunderligt. Vi ser på hinanden: Var det bare det? Jeg adskiller jo fantasi og lyst, jeg erklærer mig solidarisk med MeToo og feminismen, jeg siger, jeg skammer mig over mine fantasier. Hvordan kan det her udløse sådan en vrede?
Næste dag rumler det igen. Det er som en levende organisme eller et monster, der bare vil op og ud i lyset. Jeg får sporadiske glimt af Facebook-opdateringer. Nogen beskylder mig for at være krænker, da det jo er alment kendt, at incestofre bliver sådan. En virkelig beskidt myte, som jo ikke kun går ud over mig. Andre udtaler, at de smider mine bøger ud.
Jeg skriver forvirrede og selvmodsigende mails til forlagets pressekontakt og mine redaktører, jeg arbejder på et statement, hvor jeg lægger mig fladt ned og én gang for alle undskylder, undskylder, undskylder. Jeg skriver til Martin Krasnik og siger, jeg gerne vil have fjernet podcasten.
Alle disse ting falder til jorden igen, man taler mig til fornuft og forsikrer mig om, at det nok skal gå i sig selv. Det er jo bare en shitstorm. Jeg går en tur i Kongens Have med min redaktør, og igen føler jeg mig beroliget.
Det tikker ind med støtteerklæringer. En kvindelig præst skriver: »Jeg har lige hørt interviewet. Jeg vil bare sige, at jeg synes, det er det smukkeste og fineste indlæg, jeg har hørt/læst i MeToo-debatten, for det er jo det, det er. Eller det var det, det blev. Og en shitstorm er jo bare en shitstorm. Men skønt med ærlig tale mellem kønnene, det synes jeg, var befriende. Faldt lige over begrebet ‘interpassivitet’, som er, når vi lader os diktere af en slags fællesholdning, som vel er det, der sker på nettet. En besynderlig frivillig umyndiggørelse.«
Når jeg skriver romaner, bevæger jeg mig frit ind og ud af forskellige personers sind. Jeg skildrer følelseslivet hos både voldtægtsmænd og deres ofre, hos psykopater og neurotikere og sindssyge, og nogle gange hos helt almindelige mennesker. Der kræves indlevelsesevne for at gøre det. Og der kræves en vilje til at gå ind i mørket og skrive derindefra. Intet menneskeligt må være skjult.
Når jeg så skal tale om mænds seksuelle fantasier, i dette tilfælde med udgangspunkt i en tekst jeg har skrevet, operaen Pan, er det ikke så mærkeligt, at jeg kommer ud på gyngende grund, så der opstår en gråzone mellem den, jeg er, og det, jeg kan sætte mig ind i.
Samtalen med Martin Krasnik lagde op til, at vi begge bevægede os ud i det her territorium. Jeg kan høre på mig selv, at jeg lyder meget famlende, mine sætninger er afbrudte og stammende, og jeg får ikke udtrykt mig særlig klart. Jeg forsøger at tænke, mens jeg taler. Problemet var bare, at der var en mikrofon. Jeg kan godt forstå, at nogle lyttere har undret sig, og at nogle finder det ubehageligt. Men raseriet forstår jeg ikke.
Jeg synes, der er meget lidt vilje og plads til, at man udtrykker noget, der er ubehageligt for tiden. Det er sket flere gange i de senere år, blandt andet reaktionen på Hanne Viemoses HHV, FRSHWN, Iben Mondrups Vittu og et interview med Christina Hagen, hvor hun ærligt erkender racistiske tendenser hos sig selv. Det har udløst laviner af vrede på sociale medier, ikke mindst Facebook, der retteligt burde hedde ragebook. Hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor er det så nemt at tale om mørket hos de andre, men aldrig i os selv? Svarene blæser i shitstormen.
