Der går et søsterligt sus gennem litteraturen i disse år: Dy Plambecks Til min søster, Emma Bess' Mødre, døtre, søstre, Katrine Nørregaards Søster, min søster, Naiha Khiljees Kære søster og engelske Daisy Johnsons Søstre – og dertil naturligvis alle de motivbeslægtede romaner af for eksempel Malene Ravn, Vigdis Hjorth, Ingvild H. Rishøi, Johanne Lykke Holm og mange andre, hvor søsteren dog ikke har fået plads i titlen.

Til denne søsterflod føjer sig nu Selma Rosenfeldt-Olsens Det fælles bedste, en befriende god og ukonventionel kortroman, der i en stille, stilsikker, krydsklippende prosa skildrer søskendeparret Lora og Mannis tilværelse fra trediverne til tresserne, fra førkrigstid til efterkrigstid. Fra det nære til det sære.