Krystalglasklart fyrværkeri
»Hentai« af Rosalía.
Med superstjerner som catalanske Rosalía er det svært at være kulturpessimist. Forvandlingskuglen MOTOMAMI er et album med lag efter lag af legesyg pop med et ekvilibristisk overskud, centreret om Rosalías stemme af krystalglas, der både kan klinge frostrent og snitte som et knivskarpt stykke knust glas over struben.
For os, der ikke mestrer Rosalías modersmål, er hendes klaverballade »Hentai« et godt sted at begynde. Nummeret handler om sex, men man klarer sig fint igennem akten uden at forstå ordene, og mister man troen, bliver man beroliget, når Rosalía i omkvædet slår over i medsangskriver Pharrell Williams amerikanske fraser og i små gisp synger: »So, so, so, so, so, so good.«
En mesterlig opvisning i timing, kontrol og tilbageholdenhed. Først med Rosalías stemme alene med de afventende akkorder og lyden af klaverets kasse og pedaler rungende som en slags langsom vejrtrækning i baggrunden. Men så stiger intensiteten i nøje afmålte doser for så at kulminere i et forvrænget trommefyrværkeri.
Snigmord på dansegulvet
»Venom« af Ravyn Lenae.
Man har næsten glemt de to lange år i pyjamas. Men 2022 var året, hvor vi fandt nøglen frem fra skuffen og åbnede den rustne lås til dansegulvet. Med vanlig sans for timing blev det Beyoncé, der klippede snoren til natklubben med kontrolleret hedonistiske Renaissance. Men så man godt efter, kunne man ane, at en anden allerede var landet i balsalen med sin turkise motorcykel fra det ydre rum.
Den amerikanske r&b-sangerinde Ravyn Lenae er en af tidens allerbedste sangskrivere, og med nummeret »Venom« fra det fantastiske album Hypnos vinder hun den første dans. Lenae svæver med sin sødmefulde r&b-vokal æterisk som en giftedderkop af florlet candyfloss over de hvinende synthesizere, der skyder op fra det pumpende trommespor, der effektivt holder tempoet oppe.
»Why do you flee where you belong? You know it's wrong,« synger Ravyn Lenae for så at levere den uundgåelige konklusion i slutningen af nummeret: »You're gonna get what you deserve.« Et giftigt, sukret snigmord på dansegulvet. Inciterende.
Benzin på bålet
»Always There« af Daphni.
Det føles, som om streaming både har gjort musikken hyperlokal og grænseløs, men måske er det langfra nyt. Når »Always There« med den elektroniske musiker Dan Snaith med kunstnernavnet Daphni begynder at strømme ud af højtalerne, lyder det som en hektisk båndsløjfe fra et stykke sydamerikansk eller caribisk musik.
Men i virkeligheden er det bidder fra nummeret »Thiely« med den senegalesiske gruppe Étolie de Dakar, der på tærsklen til 1980erne fusionerede latinamerikansk inspiration med den lokale musiktradition.
»Thiely« er et vuggende dansenummer, men Snaith får langsomt båndsløjfen til at vokse fra slumrende gløder til et brændende bål.
Det opskruede tempo gør en del af arbejdet, men Snaith har også en særlig evne til gradvist at puste til ilden med små næsten uhørlige ændringer, der får en til at tigge om et beat, der kan få det hele til at eksplodere.
Det forløsende housebeat kommer, men så tager Snaith det væk igen for at lade det vende tilbage med endnu større styrke som en dunk benzin på flammerne.
Tal til hånden-energi
»Munch (Feelin' U)« af Ice Spice.
Ungdommen rummer tvivl og usikkerhed, men også en af verdens mest potente energikilder: en slags frydefuld sitrende ustabil kerne af ubekymret overmod, der bobler, før voksenlivets hårde realiteter får tøjlet øjeblikkets magi.
Der går en lige linje fra det ikoniske »Duh« på Billie Eilishs »bad guy« til et af årets store virale hit, »Munch (Feelin' U)« med den unge rapper Ice Spice fra Bronx, der over et rastløst drill-beat rister den naive mand, der er alt for besat af hende og ikke har fattet, at hun ikke for alvor er interesseret.
»He want my body, he tellin' me, 'Please'/ I'm walkin' past him, he sniffin' my breeze,« lyder det demonstrativt uinteresseret fra Ice Spice. Ren frisktappet tal til min hånd-energi til 2022, og jeg foregiver ikke at forstå alt, men tager gerne til takke med at indånde brisen.
En af de store diskussioner i 2022 var, om drill kan bevæge sig uden for fra genrens aggressive banderevir mod den brede mainstream med livet i behold. Ice Spice kunne ikke være mere ligeglad.
Som et lyn gennem tågen
»Neon« af Jockstrap.
Det er ingen nyhed, at dæmningerne mellem tidligere så opdelte genrer er gennembrudt, og væskerne nu flyder frit. Men der er alligevel noget radikalt over den britiske duo Jockstraps æstetik af abrupte genreskift.
Deres evne til at fremkalde en lugt af noget velkendt, men underligt anderledes, og en sikker sans for gode sange forhindrer, at musikken bliver som et barn, der blander alle farverne sammen og ender med armygrøn.
»Neon« åbnes med tudende vind og dyb lejrbålsguitar, mens sanger Georgia Ellery synger kryptisk i mørket. Pludselig svinger hendes stemme op i et højere register, og en filmisk trip hop-tåge glider ind og kvæler guitaren.
Midt i tågen tæller en tikkende highhat ildevarslende ned, indtil Ellery konstaterer: »We’ll make it to another morning/ Despite the difficult borning.« Men så hæver hun stemmen og spørger: »But is it working?« mens en forvrænget guitar skærer som et lyn igennem det tyste landskab.
»I want do this again,« lyder svaret, men jeg vender gerne tilbage til Jockstrap.
Terapeutisk dæmonuddrivelse
»Walking« af Denzel Curry.
Rappere går også i terapi, og noget ved 2022 fik dem til pludselig at udgive deres musikalske terapinoter og lufte deres indre dæmoner. Denzel Curry var en del af den skramlede Soundcloud-generation, men vender sig på sit nye album Melt My Eyez, See Your Future mod en blødere lyd med tydelig inspiration fra 1990ernes hiphop.
Fortidens skygger hænger over »Walking«, der lader et spøgelsesagtigt vokalsample fra 1970erne køre dæmonisk i ring, og sammen med det fodslæbende trommespor og Currys uvanligt drøje flow får man en fornemmelse af at slæbe sig afsted i den dybe sand.
Det perfekte lydspor til Currys kamp for at slippe fortidens dæmoner i en verden præget af den samme racisme og tragedier som for 30 år tidligere: »The same ol' story in a whole different era/ I'm watchin' massacres turn to runnin' mascara.«
Men så undervejs i nummeret løftes vi pludselig op fra sandet: Beatet skifter gear, og Curry begynder at tale om at kæmpe mod dæmonerne med terapi. Måske er der en vej fremad.
