Det mest overrumplende læsemoment i årets bedste bøger, i hvert fald for mig, må være det, der finder sted på side 181 i Pernille Abd-El Dayems primært liflige novellesamling Omsorgsdage, 23 sider inde i den sidste novelle, »Michelle føder«, om den yngre kvinde Michelle, der venter barn sammen med sin noget ældre kæreste, Eric, da man føler sig helt tryg ved liflighedens sitrende forfinede akkuratesse.
Michelle og Eric og deres lille datter har netop delt en øm stund på stuen: »– Hun bor der, hva? sagde Eric./ Selvom det lød lidt dumt, gav Michelle ham ret. Det var en særlig måde babyens ben lå let bøjede og med krummede tæer, der forsikrede Michelle om, at datteren boede, hvor hun lå.«
Og så, efter en stor, sort adskillelsesprik, sker det:
»To personer kom ind på stuen i vinterjakker kun lige lynet ned til midt på brystet. Den ene lynede sin lidt længere ned og bøjede sig over Michelle og datteren./ – Tillykke. Men I ved godt, hvorfor vi er her, det er selvfølgelig ikke rart, det er ikke sjovt, det, der skal ske nu./ Michelles næse hvilede på babyens hals, en lille hule mellem kind og kraveben./ – Vi skal have barnet med, sagde den nedlynede./ – Man kan sige, at det er en rigtig lortetjans, tilføjede den anden jakkeklædte./ – Skal du være sjov også, sagde Eric og gjorde ansats til at rejse sig./ – Men bliver det med eller uden samtykke?/ – Uden, sagde Eric med svag stemme, der alligevel lød, som om den skreg./ – Fat det. Lad mig lige.«
Det er, som om bogen her på falderebet bliver en helt anden, knækker over i to. Som om den pludselige, knivskarpe brutalitet totalt underløber hele den forudgående, varsomme underfundighed. Hvilket den ved nærmere eftertanke og -smag netop ikke gør, måske faktisk tværtimod. Det er varsomheden og underfundigheden, forfinelsen og akkuratessen, selve lifligheden, som udgør modstanden mod den forældreskabsdiskvalificerende brutalitet.
DER ER NOGET SLÅENDE tidstypisk ved denne dobbelthed af varsomt og brutalt, herunder det æstetisk brutale, i dette tilfælde det bratte, voldsomme spor- og gearskift til systemets kidnapning. Se bare Glenn Bechs som manifest genrebetegnede knækprosabog Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, der raser mod og hvæser ad de privilegerede chauvinister og antichauvinister og gør det af hele det knuste, igen og igen sammensyede provinsbøssehjerte:
»jeg ved godt handelsskoledrengene mente det for sjaw når de råbte/ svans ad hvad som helst/ negativt/ at de ville have svært ved at forstå mig/ hvis jeg 15 år senere meddelte/ jeg ikke havde det lige så sjaw// min hemmelighed:/ da homorygterne peakede, lagde jeg mig til at sove/ i en dynge sne// nytårsnat// lige dele meningsfuldt og meningsløst i bagklogskabens lys/ at hvad der er lol for nogle/ kan betyde døden for en anden// Låååå-lå-lå-lå-lå-lå-lålåååå// som homo gav det absolut ingen mening/ at tage med mine venner i byen/ i Horsens/ altså/ forestil jer at tage i byen usynlig/ med 0 % chance for at score/ eller synlig/ med 95 % risiko for vold og udskamning.«
Eller Gry Stokkendahl Dalgas' hybrid af »digt, oversættelse, essay og fanfiction«, At performe transkønnet vrede, som deklarerer vreden på forsiden, men har placeret en omhyggelig, fuglebogsagtig illustration af en gærdesmutte på bagsiden. Da en sådan gærdesmutte på side 129 tager ordet som jegfortæller af fortællingen om sit kompagniskab med Frankensteins monster, er det klart nok årets overrumplende læsemoment nummer to. I bogens autofiktive noter følger vi Gry-jegets operation for at få grønt lys til en kønsforandrende operation frem til, at hun omsider står ansigt til ansigt med den berygtede overlæge, der har magten over hendes skæbne:
»Slut april, 2022: En solsort flyver over min skulder, min kæreste og jeg går fra Riget, under stilladserne og de blomstrende kirsebærtræer. Vi ser grågæssene nippe af græsset. Det var Michael Vestergaard, der varetog den informerende forsamtale. Jeg mødte ham. Jeg så de blodige billeder af operationen.// Han virkede rar. En mand, der bærer et arbejde, udmattet af det og med en familie derhjemme. Måske to teenagedøtre. Jeg så hans smil og bag det: hans tørre humor. Han kunne være min onkel: Denne mand, der har forårsaget så meget smerte for mennesker som mig. Han er sikkert elsket af sine kolleger. Et hjerte i klinikken.«
Solsorte, grågæs, gærdesmutter versus overlæger.
DEN LILLE KUNSTNERFAMILIE i Nanna Storr-Hansens digtsamling Bøgetid, mor, far og utvangsfjernet barn, flyttet fra boligblokken ud på landet, kunne godt ligne de privilegerede, på samtlige niveauer selvgode og hellige antichauvinister, som Bech vrænger ad i sit manifest, men det gider Storr-Hansen ikke undskylde for, hun lader varsomheden bruse sprogkunstnerisk vitalt og stærkt mod de og det brutale:
»Alle skal føde/ november er mild og travl/ børn stimler sammen/ i klumper/ klistrer til hinanden/ og skærmen/ nye Pokémons er løse/ i parken/ sniger pigespejderne ind på os/ mens vi gynger/ vi er unge forældre/ jeg lærer min datter/ navne på dyr/ som vil uddø/ i hendes levetid/ høne/ svin/ du er varm, mand/ sorgen dækker/ din hånd/ da jeg rækker/ ind efter den/ dynen/ en vinterstald/ tør og mørk/ lærketræet lyser nu/ med sine fjer/ orange og stolt.«
Godt, hårdt, sårbart nytår!
