Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.
62 kampe spillet, kun to tilbage. Nogen, der kan huske åbningskampen mellem Qatar og Ecuador? Det var, før vi vidste, at gamle Enner Valencia ville finde sin vante VM-form; før verden kendte Yunus Musah og Azzedine Ounahi og Salem Al-Dawsari og Ritsu Dōan og Vincent Aboubakar og Cho Gue-sung og Giorgian de Arrascaeta. Før Marokko.
Før Tyler Adams og Alexis Mac Allister var mere end et par gode Premier League-spillere; før Richarlisons capoeira-mesterværk og Harry Kanes straffekoks, før d'herrer Teun Koopmeiners og Wout Weghorsts frisparksgenialitet mod Argentina, før Gonçalo Ramos' hattrick og Cristiano Ronaldos the end-tårer. Før vi vidste, at søndagens finale ville komme til at stå mellem Argentina og Frankrig, mellem de seneste ti års største spiller, Lionel Messi, og de kommende ti års, Kylian Mbappé.
Det føles som meget, meget længe siden, Kasper Hjulmand stadig var Mr. Perfect, Eden Hazard fortsat var belgisk landsholdsspiller, og Tyskland endnu troede, at den gik nu nok. Men der er blot gået 27 dage, og det er næsten ikke til at forstå.
Et verdensmesterskab er et intimt folde-ud-univers. Verden kommer, verden ser, og verden spiller, og så er verden væk igen. Som i en feberdrøm oplyses alt, det mindste tilskrives stor betydning, nogle oprejses, andre tilintetgøres.
VM har aldrig været en paradisisk tilstand, snarere et Nangijala med rosenhaver, hvide duer og rideture ad snoede floder – og skiftende tiders Tengil'er og Katla'er. Fra Mussolini i 1934 over general Videla i 1978 til emir Tamim bin Hamad Al-Thani er fodboldens største og smukkeste fortælling ofte blevet kapret af onde magter.
VM er samtidig en voldsom kværn. Alt og alle køres igennem og kommer forandrede ud på den anden side. Som en fireårlig overgangsrite, der damper planeten og fornyer menneskeheden på godt og ondt, bringer os videre, forhåbentlig lidt klogere.
Denne årgang har været særlig styg. Under de otte stratosfæriske stadioner klaprer knoglerne i takt, en skærende tonegang om nødvendige menneskelige slagger. I løbet af de seneste tre uger har endnu to bygningsarbejdere mistet livet på eller omkring Qatars stadioner. Landets VM-komité hævder, at kun tre har mistet livet de seneste 12 år. Det kan ingen tro på.
I sidste uge fortalte en DR-reporter, at ja, der er da mange dumme ting ved VM i Qatar, men dét at slutrunden ligger midt i klubsæsonen, og spillerne dermed møder op i topform, faktisk er ret fedt. Denne kyniske ignorance har været en del af VMs brændstof.
Hver dag har budt på nye ufatteligheder fra det grinagtige til det groteske og ligefrem isnende:
– Kongefamiliens uventede forbud mod ølsalg på VM-arenaerne kun to døgn før åbningskampen, hvorfor hovedsponsoren Budweiser måtte skynde sig at fjerne alle spor.
– De snesevis af engelske og hollandske fans, som blev inviteret til VM af værterne med alt betalt mod et løfte om stemningsskabende adfærd og angivelse af eventuelle uromagere.
– Qatars rådgivende Shura-råds fordømmelse af de »ondsindede kampagner« fra Europa.
– De betalte fans fra Libanon, unge mænd iført Qatar-trøjer og placeret bag det ene mål.
– Sikkerhedsvagternes selektive symbolpolitik: nej til regnbuer og støtte til fordel for demonstranterne i Iran – og ja til det palæstinensiske flag.
– VM-komiteens kritik af de »elitære, orientalistiske og til en vis grad racistiske« europæere.
– Samme komités indrømmelse (og senere benægtelse) af, at der nok alligevel var »omkring 400« bygningsarbejdere, der havde mistet livet i VM-forberedelserne.
– Det populære fodbold-tv-program Al-Majlis hån af de slagne tyskere.
– Alle de bortgemte migrantarbejdere, enten fløjet ud af Qatar eller sat i lejre langt ude i ørkenen.
– De pløjemarklignende fodboldbaner som følge af for få stadioner (men tak skæbne for, at man ikke byggede flere!).
– Paris Saint-Germain-præsidenten Nasser Al-Khelaifis helt utrolige opfordring til ikke at blande sport og politik.
– Den minutiøse rangorden af stadionpublikummet i almindelige mennesker, VIP, VVIP og sågar VVVIP.
– Belgisk politis fængsling af politikere og embedsmænd fra Europa-Parlamentet, mistænkt for at have modtaget millioner i bestikkelse til gengæld for rosende omtale af VM-værten.
– Qatar-regimets slogan »Verden forenet mod korruption«, der skulle ihukomme FNs årlige Antikorruptionsdag den 9. december.
– Den amerikanske stjernejournalist og lgbt+-aktivist Grant Wahls pludselige død på tribunen under kvartfinalen mellem Argentina og Holland.
– En række nepalesiske organisationers fællesbøn til FIFA-præsident Gianni Infantino om ikke at lade hånt om migrantarbejdernes skæbne.
Eller hvad med fremmødet på stadion, der er blevet kunstigt pumpet op, både ved hjælp af pivfalske tilskuertal, pludseligt opjusterede kapaciteter og klakører inviteret ind på stadion (men fra hvor?) i løbet af kampene? Hvorfor? Fordi FIFA og Qatar har ønsket sig – og fået – det højeste enkelttilskuertal (88.966) siden VM 1994, og et turneringsgennemsnit pr. kamp, der akkurat passerer Tyskland 2006 (52.609) og ender som VM-historiens fjerdehøjeste.
Sådan skriver tyrannerne deres historie.
På dagens pressemøde i Doha roste FIFA-præsident Gianni Infantino værtslandet for en flot og medrivende slutrunde.
