Den nogle og 50-årige jegfortæller og filmmanuskriptforfatter i Alfred Hayes roman En færdig mand er for så vidt så godt som færdig, da bogen begynder. Producerne i Hollywood er holdt op med at ringe til ham for at tilbyde ham job, hans andet ulykkelige ægteskab er netop forlist, og han har faktisk ingen planer for resten af sit liv, da han en nat tager et fly fra Los Angeles tilbage til New York, hvor han tilbragte sin barndom og første ungdom. Kender han stadig nogen her? spørger han efter at være landet og taget ind på et hotel ikke langt fra Central Park, som han heldigvis stadig har råd til et værelse på. Ikke rigtigt, tænker han ved sig selv, mens sne falder i mørket udenfor, og han på hotellets brevpapir lidt åndsfraværende skriver en liste ned over jævnaldrende bekendte, der allerede er døde. Der er ret mange af dem, må han konstatere. Og deres afsked med livet har for det meste været trist og tavst, må han også konstatere. De har ikke haft mere at sige til verden, og verden har for længst glemt dem.

Men så kommer Asher, som den smukt oversatte romans gråhårede helt viser sig at hedde, i tanke om sin 85-årige tante Dora, som han vel trods alt kan aflægge et visit, og som da også en af de følgende dage tager hjerteligt imod sin midaldrende nevø. Og via Dora lærer Asher så sin unge nevø Michael, der drømmer om at blive forfatter, og hans kæreste Aurora, der drømmer om at blive jurist, at kende. Og havde romanen været skrevet i dur, ja, så havde de to 25-årige velsagtens indgivet Asher nyt livsmod, mens han på sin side havde beriget dem med sin livsvisdom.