Italien har fået en kvindelig regeringsleder. Den første. Gennembruddet kom efter en årrække, hvor Italien på mange parametre har nærmet sig EU-gennemsnittet for ligestilling. En hård nød at knække er dog stadig den mandlige dominans i politik.
Et fænomen, som i Italien ofte flyder sammen med rendyrket chauvinisme og sexisme. Meloni er nået til tops i italiensk politik. Men det bjerg, hun har besteget, består af mænd. Nogle af dem synes stadig, at hvis kvinder har en plads i politik, så er det som dekoration.
En holdning, som Meloni selv ikke synes at udfordre, ud over med sit eget eksempel. Italiens nye regering tæller ud over hende selv kun seks kvindelige ministre, heraf de tre uden portefølje, og ingen af de øvrige tre har nøgleministerier. Så skævt har det ikke været længe.
Opsigtsvækkende var det også, at Meloni kort efter sin tiltrædelse som regeringschef udsendte et cirkulære med besked om, at hun ønsker at blive tiltalt som »hr. premierminister«. Det gav også stof til eftertanke, at det nye højreorienterede flertal til posten som formand for senatet valgte en mandlig parlamentariker, Ignazio Benito La Russa, som under et politisk møde for nogle år siden greb sig selv i skridtet og sagde, at venstrefløjens kvindelige parlamentarikere var imod stramninger på migrationsområdet, »fordi de er glade for, at de sorte kommer, fordi de (afrikanerne, red.) er så godt udrustet«. Det var også La Russa, som i 2011, da han var forsvarsminister, fremviste et skilt for pressen, hvorpå der stod: »Fissen længe leve, Berlusconi præsident.«
En forfatter og journalist, som har beskæftiget sig indgående med kønsdiskriminationen i italiensk politik, er Filippo Maria Battaglia. For nogle år siden udkom han med bogen Stai zitta e va' in cucina, »Klap i og gå ud i køkkenet«. Her bliver det grundigt dokumenteret, at diskriminationen er en konstant og tværgående faktor i italiensk politik. »De er næsten alle sammen taget i det over tid: republikkens præsidenter og grundlovsgivere, regeringsledere og partiformænd, kommunistpartiet og Silvio Berlusconi,« skriver forfatteren i sin indledning.
I vores ende af tidslinjen troner Silvio Berlusconi som en skamløs maschilista. Men han er ikke steget ned fra en fremmed planet, men et koncentrat af fortiden. Mens lande som Danmark og Storbritannien udvidede valgret og valgbarhed allerede før, under og efter Første Verdenskrig, ventede Italien til efter fascismens fald og afslutningen på Anden Verdenskrig. Det var fra starten klart, at der ikke var tale om en afklaret beslutning om at lukke kvinderne ind i magtens gemakker, men mere om noget, republikkens »fædre« følte sig nødsaget til, tidens omvæltninger taget i betragtning.
»Når det handler om at fejle, er vi (mænd, red.) kun alt for gode til det i forvejen. Det ville være for meget, hvis I andre (kvinder, red.) også begyndte på det,« udtalte den tidligere partisan Ferruccio Parri, Italiens første regeringsleder i efterkrigstiden, da valgret til kvinder var en realitet. En holdning, der faldt i tråd med kvindelige partisaners beretninger om »ligestillingen« i frihedskampen. Da den 20-årige partisan Olga Prati to år tidligere, mens krigen endnu rasede, nåede frem til sin enhed efter en farefuld færd op gennem bjergene, blev hun budt velkommen af sin kommandant med følgende ord: »Det var godt, du kom. Der er hul i mine bukser.«
En borg bygget af mænd
Filippo Maria Battaglia opholder sig i bogen længe ved »republikkens fædre«, som omplantede et gammelt kvindesyn til det nye Italien. Alcide De Gasperi, leder af De Kristelige Demokrater, der hurtigt satte sig på regeringsmagten og beholdt den i et halvt århundrede, udtrykte det meget direkte. »Vi har først og fremmest brug for jer som hustruer og mødre.« Hans politiske modpol, kommunistpartiets leder, Palmiro Togliatti, pakkede det mere ind, da han talte om vigtigheden af, at kvinderne, når de nu fik adgang til politik på lige fod med mændene, »ikke på nogen måder mister deres kvindeligheds attributter og ynder«. »Vi forventer ikke, at de kommunistiske kvinder løsriver sig fra deres hverdag og giver afkald på det, som de opfatter som deres pligter.«
Selv bevægede Togliatti sig ud i et menage a trois med sin jævnaldrende hustru og en yngre kvinde, som begge sammen med Togliatti var blevet valgt til den grundlovgivende forsamling. Det endte i skandale, som førte til, at den yngre kvinde, den senere parlamentsformand Nilde Iotti, blev lagt for had i store dele af sit eget parti, hvor hun blev omtalt som »elskerinden«, og man undgik at nævne hendes navn. Togliatti derimod blev tilgivet. Først da patriarken døde i 1964, begyndte Iotti at blive respekteret, »og den vigtigste og hurtigste fase i min politiske karriere begyndte«, fortalte hun senere. Hun døde i 1999 som et af den italienske kvindekamps store ikoner. 23 år senere nævnte Giorgia Meloni hende i sin tiltrædelsestale i det italienske parlament som »en af de kvinder, der vovede at bryde gennem det tunge glasloft over vores hoveder«.
Overflyvningen af kvindernes vilkår i italiensk politik afslører ikke mange åndehuller. Den politiske magt er en borg bygget af mænd og til mænd, som den katolske kirke er det. Og mænd i både kirke og politik er et langt stykke hen ad vejen enige om, at kvinden havde fanden skabt til at friste manden, hvilket hun så gjorde. Filippo Maria Battaglia fortæller om engang i 1952, da to nye unge kvindelige stenografer havde første arbejdsdag i det italienske senat. Indtil det tidspunkt havde de mandlige senatorer kun haft selskab af fire kvindelige kolleger, og stenograferne vakte postyr grænsende til tumult i kampen om at sidde tættest på dem i salen.
Det elevatorpanorerende kvindesyn kom også til udtryk i den politiske debat, som gik forud for lukningen af Italiens bordeller. De prostituerede blev blandt modstanderne aldrig beskrevet som ofre, men som beregnende kvinder, der misbrugte deres ynder til at korrumpere den mandlige moral. Til sidst blev bordellerne dog alligevel afskaffet ved lov, ligesom både skilsmisse og abort blev indført. Men hver gang blev kvinderne stukket dulgte motiver i skoene. »Kvinder, der aborterer, er tøser, der ønsker seksuel nydelse uden at tage konsekvenserne,« lød det blandt andet fra Antonino Macaluso fra det nyfascistiske parti, som senere blev til Giorgia Melonis Italiens Brødre.
Forslaget om lukningen af bordellerne var stillet af det kvindelige parlamentsmedlem Lina Merlin fra socialisterne. Et parti, som ironisk nok tre årtier senere under ledelse af Bettino Craxi introducerede såkaldte »værtinder«, hostesses, ved sine kongresser. »Lederne vil have dem smilende, slanke og langlemmede,« skriver Filippo Maria Battaglia i sin bog og citerer det socialistiske partiblad Avanti, som stolt noterer, at de syv piger, som under kongressen betjener præsidiet, »alle har en højde på mellem en meter og 78 og en meter og 83«.
Men Craxi, hvis seksuelle forbrug vakte misundelse, var ingenting i forhold til socialistpartiets okkulte sponsor, som kom til at overgå dem alle. En bygge- og mediematador ved navn Silvio Berlusconi, som Craxi var forlover for, da Berlusconi for anden gang giftede sig. Og denne gang med en kvinde, som, da hun efter 27 år forlod sin mand, sammenlignede ham med en drage, der lod sig fodre med jomfruer.
Hende den lille
Med Berlusconi kulminerer sexismen. Ikke bare i italiensk politik, men også i de mange shows på Berlusconis tv-kanaler, hvor afklædte kvinder er trækplastre mellem reklameblokkene. Selv trådte Berlusconi ind i politik i 1994 med en broget flok, der også talte et par verbale skallesmækkere. Kvinderne i parlamentet var i forvejen vant til at blive kaldt »luder« eller »so«, når nyfascisterne kogte over. Det fortsatte med en Berlusconi-politiker som Vittorio Sgarbi, der i dag er vicekulturminister i Meloni-regeringen. »Du er en halv so!« hørte man i parlamentet Sgarbi råbe til en kvindelig kollega.
Værst af alle gik det ud over den stærkt katolske venstrefløjspolitiker og minister Rosy Bindi. Hun levede ikke op til det fremherskende skønhedsideal, og dertil var hun ugift, hvilket provokerede Berlusconi og resten af højrefløjen. »Hun er ikke engang en kvinde,« sagde regionen Lazios nyfascistiske guvernør, Francesco Storace.
En anden Francesco, Cossiga, tidligere præsident for den italienske republik, fulgte op: »Jeg troede, at hun var grim og intelligent, men hun er bare grim, ond og dum.« Så afsiger Berlusconi sin egen dom, da han under et tv-show ringer ind og henvender sig direkte til Bindi: »De er altid kønnere, end De er intelligent.« Efter 27 år i parlamentet forlod Bindi politik i 2018, og hendes rolle som feministisk hadeobjekt er overtaget af andre, som den forhenværende formand for deputeretkammeret Laura Boldrini, som blandt andet er blevet kaldt en »ged«. For ikke at tale om det nu tidligere parlamentsmedlem og integrationsminister Cécile Kyenge, som af et højtstående medlem af partiet Lega blev sammenlignet med en orangutang. Nogle gange går det også ud over de kvindelige journalister. »Dig var der ingen, der gad tage tøjet af,« sagde for eksempel Italiens nuværende forsvarsminister, Guido Crosetto, for nogle år siden.
Det var i dette politiske rum, Giorgia Meloni blev til det, hun er i dag. Da Berlusconi først præsenterede hende for en større forsamling I 2009, kunne han ikke engang huske hendes navn, men kaldte hende bare for »hende den lille«. Dengang var hun nyudnævnt ungdomsminister i hans regering, og hun var hverken slank eller langlemmet eller lignede drageføde, og hun mindede mest af alt om én, der var gået forkert. Så måske er det ikke så underligt, at hun gerne vil tiltales »hr. premierminister«. Om ikke af andre grunde, så for at narre fjenden.
