Satellit. Mange briter stresser over, at de har svært ved at få plads til juletræet, men i år er der en løsning: det halve træ. Imidlertid er det ikke til halv pris.

Halve juletræer

Briterne bor småt, og mange har længe klaget over, at det er svært at få plads til det klassiske juletræ. Faktisk siger tre ud af fire briter ifølge en undersøgelse, at det kniber. Men nu er der kommet en løsning på problemet: Pladsbesparende juletræer.

Flere forretninger er nemlig begyndt at sælge halve juletræer. De syntetiske træer er skåret over fra top til bund og kan derfor stå klos op ad væggen.

En anden mulighed er det såkaldte blyantstræ; et højt, slankt træ med en diameter på kun 57 cm, hvor det er bredest. Og for dem med nysgerrige småbørn og kæledyr er der parasol-træet, hvor grenene først starter halvvejs oppe ad stammen.

»Vi ville have et træ, der ikke stressede os i år,« skriver »Bobbly Bob« fra Leigh i en anmeldelse af det halve træ på Argos’ hjemmeside. »At det kan stå op ad væggen, er faktisk en gamechanger. Man går ikke ind i det hvert femte sekund, og dekorationerne rækker dobbelt så langt.«

Imidlertid løser det pladsbesparende træ ikke et andet presserende problem; nemlig at mange briter i år har færre penge på lommen at holde jul for. Halvt træ betyder nemlig ikke halv pris. Mens de tre pladsbesparende modeller koster mellem 345 og 805 kroner, kan et helt træ fås fra 160 kroner. rod

Den britiske økonomi halter, og det får briterne til at savne EU. Meningsmålinger viser, at over halvdelen af briterne fortryder Brexit.