Armbindsgate. Hvis nordeuropæiske lande insisterer på at markere politiske holdninger på fodboldbanen, kan VM hurtigt udvikle sig til en helt anden slags slagsmål end det, en dommer skal styre. Det er en sikker måde at få den skrøbelige institution til at forvitre.

Fodboldens frihedsbrøl

FIFA har ikke gjort meget rigtigt de sidste mange år, og derfor bør det bemærkes, når fodboldorganisationen for en sjælden gangs skyld har retten på sin side. Noget så banalt som det stykke stof, en landsholdsanfører bærer på venstre overarm under VM i Qatar, er sagens iltre omdrejningspunkt, og her er FIFAs standpunkt blevet genstand for Dansk Boldspil-Unions vrede, hjemlige medietæsk og SoMe-foragt. Man nægtede således Danmarks anfører, Simon Kjær, at tage et anførerbind på med ordene OneLove og et hjerte i regnbuefarver – en støtteerklæring til lgbt+-personer kloden rundt. Anførerne for Tyskland, Holland, Belgien, Wales, Schweiz og England får heller ikke lov at bære det omstridte bind.

HAR denne sag overhovedet betydning nok til at nævnes på denne plads? Ja, intet andet illustrerer så præcist den komfortzone, nordeuropæere forlader, når deres synspunkter skal forsvares i mindre modtagelige miljøer, som man eksempelvis finder det i Qatar. Armbåndsaktivismen ligner idealisme, men kan nemt forveksles med magelig, kortsigtet åndshovmod. FIFA truede angivelig Simon Kjær med et gult kort eller det, der var værre, hvis han mødte op med dette ureglementerede anførerbind på armen. Det ville den danske anfører alligevel ikke risikere. Modigt? Ikke specielt. Men Simon Kjær opdagede måske for første gang, at hans holdning ikke som i Europa er friktionsløs, populær og gratis, og at han trods alt er kommet til VM for at spille fodbold. Det sidste er svært nok, som tirsdagens kamp viste.

DESVÆRRE har man et andet syn på homoseksualitet i Qatar, og det er det, FIFA har skævet til. Var VM holdt i eksempelvis Norge, ville organisationen næppe have stillet sig så trodsigt an. Det må stå enhver frit for at anse den attituderelativisme for hyklerisk, men at organisere et VM for hele kloden må nødvendigvis medføre en vis pragmatisme. Og her skal FIFA balancere mellem dybt forskellige kulturelle sindelag. I Qatar er homoseksualitet strengt forbudt og kan give flere års fængsel. Landet styres af sharialoven, ifølge hvilken homoseksualitet bør straffes med døden.

RET har FIFA alligevel i denne sag – Qatars barbariske love til trods. Det er muligt, at det er komplet omsonst at holde politik ude af fodbold – se bare på, hvordan VM-værten bruger denne begivenhed til at hæve sig op på verdensscenen. Men fodboldspillere behøver ikke hjælpe til med at fremme denne uværdige og opsplittende krydsbestøvning, mens kampen er i gang; politik savner vi bestemt ikke i alle andre aspekter af tilværelsen. VMs tiltrækningskraft er dybest set, at begivenheden kan samle alle på kryds og tværs af politiske og kulturelle forskelle. I det forum kan gamle tilsyneladende urokkelige hierarkier bryde sammen og nye opstå på bare halvanden time. Saudi-Arabiens begejstrede letvægtere kan slå de selvlækre argentinske millionærer; tunesiske andenrangsspillere kan spille lige op med kostbare, rådvilde og gumpetunge danskere på en fyrig blanding af vild energi og snilde, alt sammen udtrykt i den monstrøse og publikumsopgejlende tackling, en slumrende og forbløffet Christian Eriksen blev udsat for i kampens første minutter. Det er fodboldens frihedsbrøl, som kom til udtryk der – højt nok til at løfte et hårdt plaget land i en stund.

HER vil mange nok spørge, om en støtteerklæring til homoseksuelle virkelig er en politisk handling? Er det ikke tværtimod en universel menneskerettighed, der hyldes? Jo. Men sådan ser man ikke på det i store dele af resten af verden og slet ikke i de muslimske lande, hvor støtte til lgbt+-personer ligefrem anses for at være et helt igennem forargeligt standpunkt. Bør den forkvaklede holdning da ikke bekæmpes? I den grad! Men fodboldbanen er ikke det rette sted. Konsekvenserne for spillet vil blive for uoverskuelige. Et sundt tankeeksperiment kunne således være at vende sagen på hovedet: Lad os forestille os, at den qatarske anfører fik lyst til at udtrykke, hvad man i hans hjemland og i resten af nabolaget fra officielt hold mener om homoseksualitet. Hvis Simon Kjær må bære sit regnbuefarvede bind, ville det jo være hyklerisk at forbyde Qatars landshold at udbasunere det stik modsatte synspunkt. Banen kan på den måde hurtigt udvikle sig til en helt anden slags slagsmål end det, en dommer skal styre, og med hele verden som bagtæppe. Sådan kan man hurtigt få den skrøbelige institution, et VM i sidste ende er, til at forvitre. Der skal opretholdes et rum, hvor kloden kan mødes på trods af alt ævl og kævl. Ellers må vi splitte landsholdsturneringer op efter, om vi deler værdier med vores modstandere. Det ville være gavnligt, hvis en forvirret Kasper Hjulmand, der heller ikke kan beslutte sig for, om han skal være menneskerettighedsforkæmper eller landsholdstræner, når samme erkendelse. Gerne hurtigst muligt, inden vi alle må sande, at han fejlede både som det ene og som det andet.

Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye med hinanden om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.