At formidle klimakrisen kunstnerisk er svært. Enten bliver det et ekko af de fakta, de fleste efterhånden forstår (omend måske ikke begriber) – der udledes for meget CO2, vandstande vil stige, skove vil brænde, arter vil uddø, mennesker vil flygte, de unge har klimaangst, det gælder verden, som vi kender den – eller også bliver det de meget store følelsers skueplads. Vi kunne kalde det Greta Thunberg-patos. Sidstnævnte har nogle af os efterhånden udviklet en afsmag over for. Den smager for meget af dydsparade og selleribøffer.

Derfor er det en svær opgave, Sort/Hvid har stillet sig selv med opsætningen af Mens solen brænder, der udspiller sig som en dialog mellem en velmenende mor og en klimabevidst voksen søn. Forestillingens pressemateriale gør en dyd ud af at fremhæve, at Lotte Andersen og Louis Bodnia Andersen også er mor og søn i den virkelige verden – man tænker ellers, at det efterhånden må være svært for en dansk skuespiller ikke at spille over for et familiemedlem – men fred være med det.