Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye med hinanden om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.
Kære Asker
Kort før VM-starten blev den gamle engelske forward Gary Lineker interviewet af det spanske dagblad El País. Topscoreren fra VM i 1986 er i dag 61 år, BBC-vært og berømt for sine skarpe indfald og udfald på Twitter.
I El País blev Lineker præsenteret som manden bag »det shakespeareske mundheld«: »Fodbold er et simpelt spil. 22 mand jager rundt efter en bold i 90 minutter, og i sidste ende vinder tyskerne.«
Lineker var smigret over Shakespeare-associationen og kvitterede: »Kender du baggrunden for det? Det var lige før VM i 1994 i USA, og en fyr var ved at skrive en bog med det formål at forklare fodbold for amerikanerne. Lige i situationen forekom det mig ikke at være videre intelligent. Jeg oplever det samme med mine tweets. Jeg forsøgte bare at belyse tingene fra en anden vinkel.«
Linekers knitrende definition har altså frydet verden i 28 år. Men han er snart nødt til at revidere den. I den afsluttende puljekamp mod Sydkorea ved VM 2018 i Rusland slap de tyske verdensmestre to scoringer ind i overtiden og måtte forlade slutrunden med en sidsteplads i puljen. I går eftermiddag gjaldt det så Japan i tyskernes premierekamp i Qatar.
Asker, jeg ved, at du i Kultur-sektionen i denne uge fortæller historien om, hvordan de hårdføre tyske blev sårbare. Det glæder jeg mig virkelig til at læse. Men vi er også nødt til at berøre Tysklands premierekamp her og nu.
Længe så det ud til, at tyskerne var tilbage på det formidable spor, som gjorde dem til verdensmestre i 2014. Legende og lystent rykkede tyskerne frem mod det japanske mål.
På midten lignede Ilkay Gündogan en kat, der var listet ind blandt laboratoriets forsøgsmus. Leipzigs David Raum lignede et godt bud på dette VMs bedste venstreback. I offensiven lignede det 19-årige Bayern München-vidunder Jamal Musiala slutrundens åbenbaring.
Efter nynnende belejring og beskydning af det japanske mål kom Tyskland foran på et straffespark i det 33. minut, eksekveret af Gündogan. Og det fortsatte efter pausen med et gispende smukt højdepunkt i det 51. minut, da Musiala gled forbi fire-fem japanske forsvarere, før han med højrefoden huggede bolden over mål.
Varmt, blødt und ganz herrlich. Og så døsede tyskerne hen i pompøs magelighed. Japanerne behøvede bare to skarpe fremstød i det 75. og det 83. minut: 1-1 ved Ritsu Dōan og 2-1 ved Takuma Asano, sidstnævnte scoring i en betagende kombination af nænsom nedtagning i fuldt løb og brutalt hug mod nettaget. Forsvarskæmpen Niklas Süle og keeper Manuel Neuer lignede flodheste, der glaner på trafikken.
Hvilket drama, hvilket formidabelt facit.
Kære Joakim
Den kamp var nemlig så eksemplarisk for Det Nye Tyskland: betagende, legende og så en blunder. Det Gamle Tyskland, det vil sige før Löw, Klinsmann og Sommermärchen i 2006, ville have vundet den kamp 1-0 uden at efterlade sig nogen tvivl – eller mindeværdige øjeblikke.
19-årige Musiala er en vidunderlig spiller, men jeg er næsten endnu mere vild med den endnu yngre Youssoufa Moukoko. Han fik kun de sidste minutter i går, men han kan stadig nå at drible verden ned i sin lomme i løbet af de næste fire uger.
Tyskerne kunne ikke. Det kunne spanierne til gengæld, da de senere på dagen mødte Costa Rica.
Det kunne de. 7-0 er den største spanske sejr ved et verdensmesterskab og en tangering af den største VM-sejr overhovedet i 20 år.
Det er ikke bare noget, man gør, og en stor del af æren bør tilfalde landstræner Luis Enrique. Det er lykkedes ham at skabe et landshold, der i sit koncentrerede sammenhold minder om et klubhold, og hvor ikke de største navne, men helheden er i højsædet.
Det kan virke helt vildt, at han helt har udeladt Liverpools midtbanegeni, Thiago, af truppen, men så ser man gårsdagens midtbane og tænker: Ah, derfor. De to unge Barcelona-spillere Pedri og Gavi var levende og direkte foran gamle Sergio Busquets, der bestemt ikke har fordums styrke, men som i går spillede en flot kamp.
Fremme i front finder vi karakteristisk nok tre ikke længere helt purunge forwards – Ferran Torres, Marco Asensio og Dani Olmo – der ikke rigtig kan få klubkarriererne på skinner, men som på landsholdet gør hinanden gode.
Det klæder desuden Spanien, at ronkedorerne Sergio Ramos og Gerard Piqué er parkeret hjemme i Spanien. Det nuværende mandskab er ungt og nykkefrit (hvis vi lige glemmer fodboldhistoriens mest enerverende back, Jordi Alba), selvom jeg stadig tvivler på, at defensiven kan modstå de stærkeste modstandere.
Og costaricanerne? Her vil jeg læne mig op ad TV 2s medkommentator, Morten Bruun: Holdets profiler er blevet fire år ældre og dårligere end ved VM 2018, hvor de var fire år ældre og dårligere end i 2014, da de var et ret godt hold.
Det er jo inciterende, at disse to kampe foregik i samme Gruppe E. De to resultater betyder, at tyskernes VM-skæbne kan være beseglet allerede i søndagens anden puljerunde. Hvis Japan vinder formiddagskampen mod Costa Rica, vil Tyskland være tvunget til at besejre Spanien i den sene aftenkamp. Donnerwetter for et opgør.
Med disse to opgør i hovedet – Tyskland-Japan og Spanien-Costa Rica – glemte man helt, at Marokko og Kroatien tidligere på dagen afviklede en flot 0-0-kamp.
Hvis 0-0-kampe er af den kvalitet, som vi så i dette opgør og i Danmarks premierekamp mod Tunesien, må hele turneringen for min skyld gerne ende 0-0. Det vil give lidt problemer med at udpege, hvem der går videre fra puljerne, men i knockoutfasen klarer straffekonkurrence det jo.
Marokkanerne gjorde indtryk. Dyb kompetence over hele banen, garneret med ekstraordinær klasse hos Sevilla-keeper Yassine Bounou og i højresiden med Achraf Hakimi og Hakim Ziyech. Marokko kan nå langt.
Det vil også være et spørgsmål om selvbevidsthed. I hvor høj grad vil mandskabet føle og udstråle, at de er helt naturlige kombattanter i en kvartfinale, i en semifinale?
Der var ingen tvivl hos de kroatiske VM-toere fra 2018. Så prægtige i deres banebesiddelse, at jeg – og sikkert mange andre – blev temmelig provokeret af, at alle åbenbart ikke er lige for fodboldloven. Hele tre gange greb Luka Modric fat i modstanderens trøje, når en marokkaner rykkede forbi ham. Ikke én gang fik han gult kort. Han burde være blevet udvist.
I ét tilfælde var det Hakimi, som blev revet omkuld. Han slog ud med armene i vantro, og man så vrede i hans blik: Jeg er også en stor spiller, i Paris Saint-Germain, hvad foregår der? Er det, fordi jeg ikke har vundet Ballon d’Or? Er det, fordi jeg er marokkaner?
I det lange turneringsløb kan Hakimi & co. dog sagtens nå længst. Modrics trøjeriveri var nemlig også et simpelt udtryk for en generel svaghed hos dette kroatiske storhold: De er blevet gamle og langsomme.
Det samme gjaldt dæleme Belgien i den sene aftenkamp mod Canada. En variation på Lineker-mundheldet kunne være: »22 mand og en bold, og Belgien vinder i sidste ende aldrig.«
Belgien så svage ud – med undtagelse af målmand Thibaut Courtois, der er fire meter lang og spændstig som en stangspringsstang.
Kevin De Bruyne havde ikke nogen god kamp, men han skal nok komme i gang. Eden Hazard bør dog ikke starte inde. Han, der var Premier Leagues bedste 2012-19, er blevet en flødebolle. Han er kun 31 år, men han gider jo ikke længere.
Ud med ham, og ind med Brighton-spilleren Leandro Trossard. VM er for folk, der vil det. Der er slet ikke tid til at skulle fiske hovedet ud af egen røv. Farvel, Eden.
Men hov – vi bør ikke glemme canadierne, sikke et hold! Americana powerbold med den energiske landstræner John Herdman på sidelinjen. Herdman er englænder, men ligner en, som tror, han træner et footballteam. Det er fedt!
Det er trist, men vi er nødt til at tale om VAR. Canadierne bliver udsat for det værste VM-røveri i flere årtier, da en belgier helt tåbeligt spiller den canadiske forward Tajon Buchanan fri i det belgiske felt, hvorpå han saves ned af Jan Vertonghen. Clear and obvious straffeforseelse, nok slutrundens hidtil tydeligste. Og så er canadieren vinket offside – på en belgisk pasning!?
VAR skred ikke ind. Her vil jeg gerne spørge: Hvad skal vi så med VAR?
Det spørgsmål stiller jeg mig selv under hver eneste fodboldkamp. Jeg foragter det system, som intet godt gør for spillet.
Så fanger systemet en offsidescoring, flot. Men hvad så? Jeg er ligeglad. Hvis dommerne er upartiske, ender heldet med at udligne uheldet, genialiteterne med at udligne fejlene. Hvad skal vi efterhånden snakke om? Fodbolden må ikke blive alt for renfærdig.
Når det er sagt, så var det den zambiske dommer, Janny Sikazwe, der var mest til grin. Som altid, fristes man til at sige.
Tidligere i sin karriere var Sikazwe med til at fixe en kamp i den afrikanske Champions League, og under De Afrikanske Mesterskaber tidligere i år var han igen i centrum: Mod slutningen af Tunesien-Mali fløjtede han kampen for tidligt af, i det 86. minut. Stillingen var da 1-0 til Mali. Det var tuneserne forståeligt nok ikke helt tilfredse med, så de fik ham overtalt til at spille lidt videre. Dog kun indtil det 89. minut, hvor Sikazwe igen sluttede kampen præmaturt.
Hvorfor er sådan en mand med ved VM?! Er dommerudvælgelsen mon en form for global udlignings- og medlidenhedsordning?
»Min holdning er, at landet er, som det er. Jeg ser på det fodboldmæssige. Det er op til politikerne at gøre deres arbejde. Qatar og Frankrig underskriver stadig forholdsvis store kontrakter, og de to regeringer kommer fint ud af det med hinanden.«
Det var da rene ord for de qatarske riyaler. Det franske fodboldforbunds præsident, Noël Le Graët, fastslår i et interview med tv-kanalen RTL, at »der har været en overdreven kampagne« mod VM-værten Qatar.
Schweiz – Cameroun kl. 11: 1-0
Uruguay – Sydkorea kl. 14 på TV 2
Portugal – Ghana kl. 17 på TV 2 Sport X
Brasilien – Serbien kl. 20 på DR1
