Det var et suprematistisk kors for tanken, da jeg for en tre-fire år siden fik nys om, at Hanne-Vibeke Holst planlagde at skrive en roman om den fantastiske, stadig ikke efter fortjeneste kanoniserede danske billedhugger Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984): Hvordan og hvorfor og med hvilken ret ville dog en af vores mindst originale og nyskabende skønlitterære forfattere skrive en roman om en af vores mest originale og nyskabende billedkunstnere?

Nu ved novembers begyndelse 2022 er det med en uendelig, dyndtung træthed i øjnene, jeg netop har afsluttet læsningen af de 565 sider, der udgør den realiserede, nådesløst hjælpeløse roman, der har fået den bombastiske titel Kriger uden maske, og som forfatteren i de kun lidt mindre omfangsrige, forskræppende interview i de store dagblade så godt som proklamerer, at hun vil skrive en efterfølger til – det vil jeg gerne bruge denne anmeldelse til at give hende så lidt lyst til som overhovedet muligt.