Det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine bragte ved årtusindeskiftet en liste over de 11 vigtigste medicinske landvindinger i de sidste tusind år. En af disse var anvendelsen af statistik i medicin. Det stod nævnt side om side med andre essentielle opdagelser som menneskets anatomi og fysiologi.

Der er ingen tvivl om, at statistik har spillet og spiller en enorm rolle i at forstå og afdække, hvordan verden hænger sammen, og mange videnskabelige opdagelser er først blevet gjort udelukkende ved statistisk analyse af data – først senere er de underliggende mekanismer blevet opdaget og forstået.