Gravjagt. I en lille by i Nebraska leder man efter de børn, der døde, mens de var anbragt på en kostskole for indfødte børn. Et gammelt kort afslører en kirkegård, men børnene er …

Som sunket i jorden

Som sunket i jorden Af Amalie Schroll Munk

GENOA, NEBRASKA – Genoa ligger midt ude i ingenting. Landevejen, der fører ind i den lille by i det østlige Nebraska, er lang og flad. Det samme er markerne, der omgiver den. En traktor snegler sig afsted, et godstog brager forbi, og i en flagstang på byens hovedgade hænger det amerikanske flag og vajer i vinden. Ellers er her stille.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor det var lige præcis her, man sendte de børn hen, som ikke måtte flygte. Hvor skulle de flygte hen?

Det er snart 100 år siden, at børn af den oprindelige amerikanske befolkning blev fjernet fra deres familier og fragtet til Genoa Indian School. Den statsdrevne kostskole var Amerikas fjerde af slagsen: Den åbnede i 1884 og lukkede i 1934. I den tid nåede tusindvis af børn at bo på institutionen, hvor mere end 600 elever opholdt sig ad gangen. Formålet var at »civilisere« og »assimilere« indfødte børn. »Dræb indianeren og red mennesket,« som grundlæggeren af kostskolesystemet, Richard Pratt, udtrykte det. Så børnene blev iklædt ens militæruniformer og fik klippet håret af, og mange blev givet nye navne.

Nogle forlod skolen med en uddannelse, der gav dem muligheder, de ellers var afskåret fra. Andre tog herfra med så mange ar på sjælen, at deres voksenliv blev fyldt med psykiske problemer og årelange misbrug.

Atter andre nåede aldrig væk. Deres korte liv endte, mens de gik på skolen. Nogle af børnene ligger her endnu. Men hvor?

Paven undskylder

Da en ung arkæolog i forsommeren fandt en gravplads med resterne af mindst 215 børn ved en tidligere kostskole i det sydvestlige Canada, vakte det stor opmærksomhed. Siden har man på andre canadiske kostskoler fundet resterne af op mod 1.000 børn. De makabre fund fik canadierne til at måbe, og premierminister Justin Trudeau lovede – som så mange gange før – at »komme til bunds« i problemet.

Også paven kom på banen: I begyndelsen af april udsendte han en officiel undskyldning på vegne af den katolske kirke, som op gennem 1900-tallet drev mange af kostskolerne.

Men mens man i Canada taler om et »kulturelt folkedrab«, er emnet længe blevet ignoreret i deres naboland mod syd. Og det på trods af, at der i USA har eksisteret mere end 350 kostskoler.

Vi ved, at børnene for længst er døde. Men vi har brug for at vide, hvor de er. Og når vi finder dem, vil vi græde af sorg, men også af glæde.

Judi gaiashkibos, leder af Nebraska Commission on Indian Affairs

Sidste år skete der dog noget: USA fik sin første indfødte indenrigsminister, Deb Haaland, der i sommer bestemte, at alle forhenværende amerikanske kostskoler skulle undersøges for gravpladser. Processen er besværlig – særligt hvis man faktisk finder gravene, og et omfattende dna-arbejde skal sættes i værk – men for landets indfødte befolkning er sagen uhyre vigtig. Ved at finde kostskolernes døde børn tror man på at kunne få den afklaring og anerkendelse, som familier har hungret efter i årtier.

Resultatet af Deb Haalands arbejde kan ses i en rapport, der netop er udkommet. Heri står det sort på hvidt, at myndighederne i USA betragtede »opløsning af indfødte familier« som en vigtig del af landets plan om at udrydde oprindelige kulturer ved at »assimilere« indfødte børn. I rapporten fastslås det, at »hundredvis« af indfødte børn døde på kostskolerne, og at man forventer, at dødstallene vil stige til »tusinder eller titusinder«, når eftersøgningen er slut. Samtidig konstateres det, at man indtil nu har fundet gravpladser ved 53 forskellige skoler.

Gravpladsen i Genoa er dog endnu ikke fundet. Så nu har man taget sagen i egen hånd.

Siden sensommeren har man ledt efter resterne af de elever, som døde på skolen i Nebraska. Gravjagten har udviklet sig til et mysterium: Man ved, at børnene er her, men ingen lader til at vide, præcis hvor de skal lede – eller hvor mange de skal lede efter. Stort set alle officielle dokumenter forsvandt eller blev ødelagt, da skolen lukkede, men ud fra gamle avisudklip og dødsannoncer har forskere fundet frem til, at mindst 86 børn mistede livet, mens de opholdt sig på Genoas kostskole.

Dødsårsagerne varierer: Ét barn døde af et vådeskud, et andet druknede, et tredje blev ramt af toget, et fjerde fik en »rygmarvsskade«, men langt de fleste døde som følge af de sygdomsudbrud, der hurtigt bredte sig blandt de tætpakkede elever. Mens nogle af børnenes lig blev sendt hjem til deres familier, blev andre begravet på skolen under ukendte omstændigheder.

Jagten på de døde børn tager udgangspunkt i et gammelt håndtegnet kort fra 1899. Med sirlig skrift er et enkelt område fremhævet med ordet »kirkegård«. Samme sted er markeret på et nyere kort fra 1920.

Men dér, hvor kortet viser en kirkegård, ligger i dag en cementaffaldsplads.

Et detektivarbejde

Det er et halvt år siden, at Dave Williams fik jobbet som Nebraskas statsarkælog. Hans første opgave er også en af hans karrieres sværeste: Find Genoas kirkegård. Williams, der tidligere har arbejdet som arkæolog i South Dakota, er ganske fortrolig med nedgravede knogler. Men det er første gang, at han specifikt leder efter børn.

»Et detektivarbejde,« kalder Dave Williams det, da vi mødes på hans kontor lidt uden for Nebraskas hovedstad, Lincoln: »Vi aner ikke, hvad vi skal forvente, hvis vi finder dem.«

Ved at sammenligne de gamle håndtegnede kort med nutidens gps-koordinater har Dave Williams fremstillet nye og mere præcise kort over området, hvor kirkegården burde være. I måneder har teknikere med radarudstyr gennemsøgt stedet, men uden held. Så nu skal endnu større arealer eftersøges.

Foto: Dave T. Williams
Foto: Dave T. Williams

Hvis radaren ikke viser noget, er næste skridt at tilkalde et hold schæfere fra Iowa, som er specialiseret i at finde begravede mennesker. Hundene kan efter sigende snuse sig frem til spor, som end ikke moderne teknologi kan opfange.

»Men vi er løbet ind i nogle problemer,« siger Dave Williams. Han tøver lidt: »Særligt to af dem er vanskelige.«

Det første problem handler om Genoas lokale jordejere. Efter kostskolens lukning blev de fleste bygninger revet ned, og jorden blev senere udstykket til forskellige landmænd. En udvidet eftersøgning kræver deres tilladelse, og mange ønsker ikke at få deres jord endevendt af hverken arkæologer eller hunde. »Det her er Midtvesten,« lyder det fra Williams. »Her passer man godt på sin private ejendom.«

Det andet problem handler om kanalen. Kort tid efter at kostskolen lukkede, blev en kanal udgravet i den sydlige del af byen. Desværre for Dave Williams løber den faretruende tæt på det område, som på kortet er markeret som en kirkegård. Hvis det viser sig, at det dybe vandløb er gravet ud midt i gravpladsen, kan hverken radar eller hunde stille meget op. Alligevel er statsarkæologen fortrøstningsfuld:

»Hvis det var dig, der udgravede en kanal og pludselig stødte på menneskeknogler, ville du så ikke fortælle det til nogen? Skrive det ned et sted?« spørger han. »Det ville jeg. Og derfor tror jeg heller ikke, at børnene ligger under kanalen.«

Også Margaret Jacobs, der er historieprofessor ved University of Nebraska, undrer sig. I 20 år har hun forsket i kostskolesystemet, og i de seneste år har hun brugt adskillige timer på at kortlægge, hvad der skete i Genoa, og på at identificere de børn, der døde på skolen.

»Vi har været igennem tusindvis af dokumenter og har læst side op og side ned. Hvis nogen havde fundet en kirkegård, mens de udgravede kanalen, så ville det stå et sted. Og vi ville have læst det,« siger Jacobs.

Men hvis børnene ikke ligger under kanalen, hvor ligger de så?

»Advarsel! Farligt vand!«

I Genoa får jeg selv syn for sagn. Jeg kører ind i byen, og fra hovedgaden drejer jeg mod syd. Efter at have krydset jernbaneskinnerne kommer jeg til det, der i folkemunde bliver omtalt som »lossepladsen«.

Det er her, kortet viser en kirkegård.

Området udgøres i dag af en enorm dynge cement, store marker og en bred, dyb kanal. To skilte møder mig, da jeg parkerer bilen: »Advarsel! Farligt vand!« står der på det ene. Og på det andet: »Kun cementaffald! Færdsel på eget ansvar.«

Det er svært at forestille sig, at man her – et eller andet sted – for 100 år siden skulle have begravet de børn, som aldrig fik lov at komme hjem, og som nu heller ikke får lov at hvile i fred. Måske er de gravet op, kun kort tid efter at de blev lagt i jorden. Måske bliver de snart fundet af et hold schæfere med god lugtesans. Måske finder man dem aldrig. Det sidste er næsten ikke til at bære, siger Judi gaiashkibos.

»Vi skylder børnene at gøre alt for at finde dem.« siger hun. »De fortjener at komme hjem.«

Judi gaiashkibos er født ind i Ponca-stammen – én af de mere end 500 indfødte stammer i USA – og så er hun datter af en mor, der har gået på Genoas kostskole. Moderen, Eleanor, var elev på skolen i en årrække i 1920erne. Det samme var hendes to søstre. Når Judi gaiashkibos i dag forsøger at finde Genoas gravplads, leder hun derfor ikke kun efter børn, der fortjener at »komme hjem«. Hun leder efter børn, der kunne have været hendes egen familie.

I to årtier har Judi gaiashkibos været leder af den regeringsnedsatte kommission Nebraska Commission on Indian Affairs, og i dag mødes vi i Genoa. Fra cementkirkegården går vi sammen mod en rød murstensbygning et stykke derfra. »US Indian School« står der med store bogstaver hen over facaden. Det er den eneste bygning, der står tilbage af de 30 bygninger, der engang udgjorde Genoas kostskole. I dag er det et museum, der skal lære turister og skoleelever om stedets historie.

Der findes ikke mange dokumenter, der beskriver hverdagen på kostskolen, men med tiden er en række breve skrevet af skolens tidligere forstander Samuel Davis dukket op. Her beskriver han, hvordan han og personalet afstraffede eleverne med tæsk og langvarig isolation, hvis de formastede sig til at flygte. Landmænd og lokale blev desuden lovet en dusør, hvis de angav bortløbne »desertører«.

Op gennem 1920erne fik politikerne i Washington, D.C., tilsyneladende nys om, hvad der foregik, og i 1929 blev to tidligere ansatte på Genoas kostskole indkaldt til en høring i Kongressen.

»Nogle af børnene blev tæsket som hunde, indtil blodet flød,« lød det ifølge avisen Omaha World-Herald i vidneudsagnet fra en tidligere ansat, Julie Carroll. »Det er overraskende, at der kan eksistere sådan en institution, hvor hvide mænd hersker over indianske børn.«

Herefter fortsatte Genoa Indian School sit foretagende i yderligere fem år.

Som at være i krig

Det er først som voksen, at Judi gaiashkibos er blevet bekendt med, hvad der fandt sted på kostskolen. Hun voksede op i en søskendeflok på ti, og gennem sin barndom har hun kun hørt sin mor omtale skolen få gange.

»Mange kostskolebørn havde det, som om de havde været i krig: De var langt væk hjemmefra og overlevede forfærdelige ting,« siger Judi gaiashkibos. »Som forælder har du ikke lyst til at belaste dine børn med de fortællinger og give traumet videre, har du?«

Men Genoa satte alligevel sit præg. På skolen havde moderen lært at begå sig i den »hvide verden«, som Judi gaiashkibos kalder det. Hun lærte at arbejde hårdt – og at man ikke måtte begå fejl. Den strenge disciplin førte hun videre til sine børn: Judi gaiashkibos husker, at hun som barn kunne vaske gulvet i hele huset, men når moderen kom hjem, ville hun påpege den ene plet, barnet havde overset.

»Jeg tror, det kom fra Genoa,« siger Judi gaiashkibos. »Ingen ville sige til indianerne, at de gjorde det godt nok.«

Det samme hører jeg fra historieprofessor Margaret Jacobs. Hun fortæller, at de langvarige kostskoleophold har trukket et trist spor ind i nutidens indfødte befolkning. I USA lever en ud af tre indfødte familier under fattigdomsgrænsen. 85 procent af de indfødte kvinder har været udsat for vold, viser et studie fra justitsministeriet – og 82 procent af mændene. Det meste af volden foregår i hjemmet.

»Når du tager børn væk fra deres familier i en meget ung alder, lærer de ikke, hvad det vil sige at være en god forælder. De går glip af basal livslæring. Det har været ødelæggende for generationer,« siger Jacobs. Hun tilføjer:

»Jeg har altid ment, det var forkert at kalde det skoler. Det var brutale institutioner, der havde til formål at adskille børn fra deres familier, deres land og alt, de kendte. Børnene oplevede så megen sygdom og død – og ikke engang i døden respekterede man dem. Spørger du mig, er det uretfærdighed i sin reneste form.«

Det er den uretfærdighed, der har sat sig i efterkommere som Judi gaiashkibos. Det er derfor, det er så magtpåliggende for hende at finde den kirkegård. Hun har tænkt sig at gøre, hvad hun kan, for at få det til at ske – også selvom nogle lokale jordejere sætter sig imod:

»Hvis de ikke giver os tilladelse til at udvide eftersøgningen, vil jeg bruge al den magt, jeg har, og al den juridiske handling, det kræver, for at få dem til at give sig,« siger hun. »Det her viser mig ikke deres styrke. Det viser mig deres frygt.«

Lossepladsen

I Genoa bor omtrent 1.000 indbyggere. Sådan har det været i årtier. Da kostskolen lukkede i 1934, opstod et ramaskrig, for skolen beskæftigede ikke blot mere end 500 ansatte. Den var også byens stolthed. Et slags adelsmærke.

I dag kan de fleste, jeg taler med, dårligt huske at have hørt om kostskolen. Nogle husker historier om en kirkegård. Én husker at have leget på »lossepladsen«, og at der gik rygter om, at der lå nogen begravet nedenunder. Men ingen aner, hvor børnene er blevet af.

»Mange her i byen ved i det hele taget ikke ret meget om den skole længere,« siger en hvidhåret mand, Rick Christensen, da jeg møder ham foran hans parkerede pickuptruck.

I Genoa ligger et beskedent antal forretninger: en frisør, et vaskeri, en autoforhandler, en kaffebar. Jeg går ind ad døren hos sidstnævnte, hvor der dufter af hjemmebag. »Patriotisme er at støtte dit land altid og din regering, når den fortjener det,« står der på et skilt på disken, hvor en kvinde står og hælder kaffe op. Hun hedder Michelle Reis og arbejder på cafeen. Det er først for nylig – »efter alle de historier, der hele tiden bliver skrevet i avisen« – at hun har hørt, at der skulle være en ukendt gravplads i byen. Hun smiler, da jeg spørger, hvad hun ved om kostskolen.

»Jeg ved i hvert fald, at den sikkert ikke var så slem, som medierne gør den til,« siger hun. »De børn fik en god uddannelse, og byen var glade for dem. Og nu skal Genoa så fremstilles som et skrækkeligt sted.«

Ligesom Michelle Reis er mange af byens borgere bange for, at snakken om døde børn sætter deres by i et dårligt lys. Det er »urimeligt«, lyder det, især fordi alle, der havde med skolen at gøre, for længst er døde.

På den måde taler sagen om Genoas forsvundne kirkegård lige ned i en af tidens mest splittende amerikanske debatter, som lidt forsimplet kan optegnes således: Mens venstrefløjen vil have fortiden, grim og grum som den kan være, frem i lyset, så alle kollektivt kan skamme sig over den og tage afstand fra den, vil højrefløjen ikke påduttes en dårlig samvittighed eller høre tale om, at de eller deres børn skal bøde for nedarvet uretfærdighed.

Genoa er en konservativ by i en konservativ stat. »Trump 2024« står der på små papskilte i flere forhaver. Set i det lys er det måske ikke så sært, at ikke alle i byen er lige begejstrede for eftersøgningen på kirkegården, eller at nogle jordejere ikke har lyst til at få finkæmmet deres private grund.

Men det er Judi gaiashkibos og de andre ligeglade med. De kæmper fortsat for at komme til bunds i kostskolens grusomheder. For børnenes skyld:

»Vi ved, at børnene for længst er døde. De er væk. Men vi har brug for at vide, hvor de er. Og når vi finder dem, vil vi græde af sorg, men også af glæde. Så kan vi synge de sange og bede de bønner, som de fortjener, og som de ikke fik lov til at få af de mennesker, der lagde dem i graven,« siger Judi gaiashkibos og tilføjer så:

»Vi har ventet i alle disse år. Vi vil vente al den tid, det tager. Vi giver ikke op.«

 

Artiklen er opdateret onsdag den 11. maj kl. 20 med oplysninger fra det amerikanske indenrigsministeriums rapport, som blev offentliggjort efter avisens deadline.