Langfredag. En korsfæstelse er en psykisk krænkelse, en offentlig udstilling af den dømte. Retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen fortæller om verdenslitteraturens mest berømte dødsfald.

Naglerne var det mindste af det hele

Man kalder sommetider påsketiden for Jesu lidelseshistorie. Men hvor meget lider man – i virkeligheden – når man bliver korsfæstet? Hvor ondt gør det? Hvor meget led Jesus for eksempel på en skala fra 1 til 10?

»Når jeg tænker på alle de torturofre, jeg har set, så vil jeg sige, at vi ligger på en 6-7 stykker. Jesus lider, da han skal slæbe tværliggeren til sit kors hele vejen op til Golgata. Og så da han får slået naglerne i. Derefter er det en mathed. Mathed og træthed, men ikke så meget egentlig smerte. Hvis lidelsen skal højere op, taler vi om at få knust alle lemmer eller om at blive garrotteret. Det vil sige, at man henrettes ved langsomt at blive kvalt, indtil nakken knækker. Og her er den psykiske lidelse – rædslen og frygten for døden, som man ved kommer om lidt – jo en afgørende del af det hele.«

Ordene kommer fra Jørgen Lange Thomsen, professor emeritus i retsmedicin og forfatter til Berømte dødsfald, skrevet med Maria Helleberg. Lange Thomsen er 78 år gammel og har et langt liv med død og ødelæggelse bag sig. Han har obduceret hundredvis af mishandlede og ødelagte kroppe, han har været med til at åbne massegrave på Balkan, han har stået i stanken fra bunker af døde børn i Thailand efter tsunamien. Han stod midt imellem de iturevne kroppe, efter at tårnene var kollapset i 2001 i New York. Han ved, kort sagt, en hel del om menneskelig ondskab og lidelse.

»Efter min mening brugte man korsfæstelse for at hænge de dødsdømte op, så alle kunne se dem. Her hænger en af de udstødte, en af dem, vi ikke kan lide, en af dem, som samfundet ikke har brug for. En, som har gjort noget forkert, siden han nu hænger dér. Så det er en ydmygelse og en nedværdigelse oven i dødsstraffen. Man bliver råbt ad, hånet, spyttet på, imens man hænger der,« forklarer Jørgen Lange Thomsen.

Vi sidder i hans højloftede spisestue i Odense. Den helt enorme sanktbernhardshund Saxo er blevet sendt ud. Professoren dissekerer omhyggeligt et gåsebryst med sin kagegaffel. Jeg har lokket ham med kager til kaffen. Han tager en mundfuld. Tænker lidt.

»Det kan måske også minde om gabestokken, bortset fra at man ikke dør i en gabestok. Eller et skafot ved en hængning eller en offentlig halshugning, hvor bødlen står højt oppe over mængden og hoverer. Det værste i den sammenhæng var de såkaldte strikkedamer ved guillotinen i Paris under Den Franske Revolution. De sad og så det show, hvor folk på rad og række blev ført op og henrettet, én efter én. Det er tilskueren – det at nogen ser på – der gør det ekstra forfærdeligt.«

Man skal gøre sig klart, forklarer retsmedicineren, at henrettelsen af Jesus – der ellers ofte ses som noget enestående – faktisk var en så rutinemæssig begivenhed, at det for de implicerede romerske soldater nok har grænset til det decideret kedsommelige.

»Under slaveoprøret, som Spartacus anførte i 73-71 f.v.t, korsfæstede han, som Lektor Blomme i Det forsømte forår kalder for ‘den smældfede Crassus’, fanger langs hele Via Appia i Rom. De hang og rådnede deroppe, kødet faldt af knoglerne, og fuglene åd af dem. Det har nok haft en kortsigtet præventiv virkning, fordi den, der ser 6.000 henrettede slaver, bliver paralyseret,« siger Jørgen Lange Thomsen.

MAN DØR BESYNDERLIGT nok ikke i sig selv af at blive klynget op på et kors. For man dør ikke af at blive udstillet og forhånet. Men der går nogle hårrejsende dage forud, og allerede dér ligger en flig af forklaringen på Jesu død.

»Jesus blev tortureret i dagene op til henrettelsen. Han blev pisket, og der skal man gøre sig klart, at de romerske piske havde modhager for enden af læderstropperne, så hele ryggen blev flænset op. Og så fik han en tornekrone på. De lange syle, der går ind i kraniets hud, er også en del af torturen. Selve naglerne giver blødninger, og kroppen mister noget væske. Men hvis naglerne har en diameter på under én centimeter, så dør man ikke af det. Ikke på kort sigt i hvert fald,« forklarer retsmedicineren.

Det, en korsfæstet person dør af, er, at han til syvende og sidst ikke kan få vejret.

Jørgen Lange Thomsen, professor emeritus i retsmedicin og forfatter

Der har til alle tider verseret en diskussion om, hvordan Jesus i virkelighedens verden overhovedet blev naglet til korset. Blandt retsmedicinere er spørgsmålet rent teknisk.

»Jeg ved den dag i dag ikke, om han fik slået naglerne ind i håndfladen eller i håndleddet. Der er mange, der siger, at han ikke kan have fået naglerne slået ind i håndfladen – hvor stigmata jo ellers altid er afbildet i kunsten. Teorien er, at hvis man hænger i et søm, der er slået igennem hånden, så vil det rive hånden op, ud mellem fingrene, fordi der ikke er andet end lidt muskulatur til at holde vægten. Hvis man derimod er korsfæstet i håndleddet, med et søm slået ind igennem membranen mellem albuebenet og spolebenet, så sidder man bedre fast. Men jeg tror nu mest på håndfladen, for det er sådan, det er skildret, og der er det også nemmest at få sådan et spir ind. Man har den samme diskussion med fødderne – er det i fodryggen eller i anklerne? Og er det i begge fødder samtidig eller ved siden af hinanden? Jeg tror på fodryggen, som man så må overstrække for at gøre det. Og så virker det altså mest sandsynligt, at man har sømmet hver fod fast for sig. Hos de klassiske malere ses de ofte oven på hinanden. Men de var jo – ligesom os andre – heller ikke til stede,« smiler retsmedicineren.

I RETSMEDICIN SKELNER man mellem dødsmåden og dødsårsagen. Det sidste betegner, hvad man præcist – i medicinske termer – dør af. Dødsmåden er i Jesu tilfælde drab. Men hvad er egentlig dødsårsagen?

»Det, en korsfæstet person dør af, er, at han til syvende og sidst ikke kan få vejret. Hjertet belastes, fordi man ikke bevæger sig, så blodet hober sig op. Der er ingen cirkulation, fordi man bare hænger stille i timevis. Og så falder man tilbage med ryggen mod den lodrette stolpe. I begyndelsen bruger man sin muskulatur omkring ribbenene og i mellemgulvet til at hæve brystkassen, og den bliver også brugt til at trække ryggen væk fra stolpen. Men efterhånden som man bliver udmattet, så falder man tilbage på stolpen og kan så ikke få udvidet lungerne mere. Der samler sig sekret i lungerne – det skal ud med vejrtrækningen og med en eventuel hoste. Til sidst får man så ikke ilt nok.«

Jesus hang ifølge Biblen på korset i seks timer. Og normalt sluttede en korsfæstelse meget dramatisk.

»Når det blev solnedgang – eller simpelthen spisetid – slog de romerske soldater de korsfæstede fanger ihjel ved at gennemføre det såkaldte crurifragium. Man knuste benene med jernkøller eller ved at slynge store jernkugler i kæder imod benene. Det øgede dels smerten, dels øgede det dødsprocessen. Så bløder man ud i vævet, blodtrykket falder, og de åbne sår bløder også mere. Men det dør man nu ikke af i sig selv. Man kan tænke på folk, der brækker begge ben i en trafikulykke. Det sker hver dag, alle steder og hele tiden. Det dør man overhovedet ikke af. Nej, Jesus døde af kombinationen af det hele: blødninger i sår, lavt blodtryk, manglen på ilt. Alt det kan man ikke overleve, ikke på én gang. Den korsfæstede ender i det, man medicinsk kalder for shock. Det er en tilstand karakteriseret ved lavt blodtryk og høj puls. Så kommer der ikke ilt til hjernen, kredsløbscentret svækkes, kredsløbet står af – og kredsløbet er man afhængig af, hvis man skal leve.«

Romerne føjede ofte spot til skade i dødsprocessen. En af dem stak Jesus med et spyd i siden. En anden romer tilbød ham en svamp med eddike, da han sagde, at han var tørstig. En teori er, at svampen dyppet i eddike var en ondskabsfuld gestus mod en mand, der tørstede. Jørgen Lange Thomsen mener dog, at der er tale om noget endnu mere modbydeligt og krænkende.

»Romerne brugte en svamp dyppet i eddike, når de skulle tørre sig bagi,« som han lakonisk siger.

BARE TANKEN OM overværelsen af selve dødsøjeblikket gør så stort indtryk på enhver, at det er blevet et motiv i kunsten. Stabat Mater – »Moderen stod« – er både navnet på musikstykker og værker i billedkunsten.

»Maria har stået og set, hvordan hendes søn det ene øjeblik havde muskeltonus, altså spænding i musklerne, og hvordan den i det næste øjeblik var væk. Dødens indtræden kan man almindeligvis tydeligt se.«

Jørgen Lange Thomsen fortæller, at han på et personligt plan livet igennem har været meget optaget af den menneskelige smerte i Jesu død, ikke mindst siden en af hans lærere i skolen opførte hele korsfæstelsen for eleverne. Han lagde ækle stemmer til farisæerne og det hele. Så meget desto mere kan retsmedicineren se en smule trøst i en nyere tanke, der dukkede op for et par år siden.

»Der er vi så nok lidt ovre i det blasfemiske. I 2002 fremsatte den praktiserende læge K. Ytrehus i Tidsskrift for Den norske lekeforening den teori, at Jesus var bevidstløs, men ikke død, ved nedtagningen, og at han ved at blive lagt ned – så blodtrykket steg igen – fik sin tilstand bedret, så han senere kunne tages levende ud af graven. Man må erkende, at det er påfaldende, at Pontius Pilatus selv prøver at få Jesus benådet. Ligesom det er påfaldende, at Jesus lige netop ikke fik knust benene, hvilket ellers netop var det, man døde af ved en korsfæstelse.«

Professoren har observeret, hvordan kolleger – ofte de mest kyniske, bryske og benhårdt sandhedssøgende retsmedicinere – sagtens kunne være kirkegængere. Personligt er han også åben for den åndelige side af sagen, selvom han samtidig er dybt videnskabelig. Han samler begge dele i et lille, paradoksalt erindringsglimt.

»Jeg boede på The American Colony – et af de fineste og ældste hoteller i Jerusalem – og der sad jeg og kiggede ud ad vinduerne, og jeg så skråningerne udenfor og den halvvisne bevoksning. Og dér synes jeg altså pludselig, at jeg så Jesus komme gående. Det var så mærkeligt, men nu var det hele også meget suggestivt. Du ved, man er i Jerusalem for første gang, det var ved juletid, man er åben, og jeg var dernede for at … Ja, hvad fanden var det egentlig, jeg skulle? Nå jo, jeg skulle undersøge et torturoffer. Jeg har ofte undersøgt torturofre og mennesker, der er døde i myndighedernes varetægt i fængsler rundtomkring i verden. Og så sidder man uvilkårligt dér og kommer til at tænke på retfærdighed, etik, lidelse og så videre. Og så kigger man ud ad vinduet …«

Spørgsmålet er så, om man kan leve med to så strittende forklaringer samtidig? Var Jesus skindød? Eller er hans genopstandelse fra de døde et regulært mirakel? Er verden naturvidenskabelig? Eller er den myte, ånd, religion? For Jørgen Lange Thomsen er den på en måde begge dele.

»Jeg kan sagtens rumme, at der er to domæner. Vi kan være videnskabelige, men der er også et andet sted, hvor folk har deres trosforhold. Jeg er vel selv det, man kalder agnostiker, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro, men jeg er principielt imod, at videnskabsmænd prøver at ‘bevise’ ting og sager fra Bibelen. Det er primitivt og barnligt. Folk skal have lov at have deres tro i fred. Og videnskabsmænd kan også sagtens selv have en stærk tro. Jeg har selv trang til at opleve et mirakel, og det tror jeg også, at mange af mine kolleger gennem tiden har haft,« fortæller han.

Jørgen Lange Thomsen lægger kagegaflen på sin tallerken. Gåsebrystet er, så vidt man kan se, væk.