Et sted i Jesper Steins nye, skarpe nærbillede af tiden, ugerne, omkring en alkoholikers afvænning, beskriver han hele bogen med ganske få ord: »(...) det er en 54-årig ædru alkoholiker, som har set lyset – alt for sent – og som nu lader det skinne ubønhørligt ned over årene og det levede liv, som med nutidens blik forekommer mørkt og druknet i narcissistisk smerte.«

Sætningerne rammer så præcist, fordi de, ud over at indkapsle hele bogens handling og tematik, også lige akkurat lader den sarkasme og bitterhed, som bogen også udtrykker, træde frem. Det forurettede. Alkoholikere, der er blevet tørlagte, har nemlig alle sammen mistet noget. Nogen har taget noget fra dem. Og det er ikke fair.