Vermand er en af hovedpersonerne i Kim Leines nye opera, Pan, som er bygget over Hamsuns roman af samme navn, og hvor moderne mænd kalder sig feminister, selvom de i det gedulgte drømmer om at udsætte kvinder for deres kompromis- og hensynsløse drift. Denne moderne mand havde Kim Leine og Martin Krasnik en samtale om i Avistid (10. februar), hvor de tilstod selv at kende til det samme viljefaste begær, som ikke spørger om lov, og som også er en del af maskulin potens.
Samtalen har vakt harmfyldt kritik. Ikke kun fordi de kunne tale om mandens lyst som en drift, der er blottet for alle hensyn og moral over for kvinden. Kritikken handlede også om, at det var upassende at tale om maskulin lyst på denne måde efter drabet på Mia Skadhauge Stevns, som kort forinden var blevet myrdet af den mand, der tilbød hende et lift hjem fra byen.
Det er en opstandelse, som jeg på flere måder finder urimelig. Jeg fik ikke en fornemmelse af at høre to kvindehadere, der skamløst svælger i kussesult, og jeg kom endda til at le. Men jeg blev også lidt overrasket, for jeg er ikke vant til at føle mig betragtet på denne måde af mænd. De må civilisere sig ret godt, eller også stikker det ikke så dybt alligevel. Jeg spurgte min mand, om han også altid scannede damer, men det afviste han. Nogle af mine mandlige venner kender det dog godt, især oplevede de det i deres ungdom. Seksualiteten var for dem en drift i ordets mest kraftfulde betydning, den var nærmest at sammenligne med et vilkår, noget, der var nødt til at ske, men de var jo godt klar over, at de ikke kunne have sex med fremmede kvinder her, der og alle vegne, så de styrede sig og led i stilhed under deres pinlige, dyriske længsler.
Det mindede mig om en veninde, jeg havde som ung, og som fantaserede om at blive voldbollet af en mand, der var så smældfed, at når han lagde sig oven på hende, så ville hun overhovedet ikke kunne røre sig. Han skulle være vinduespudser og ligesom bare rulle ind og lande oven på hende, og når han skulle være så fed, var det ikke kun for at være tung, han skulle også være frastødende, det vigtige var hendes nej, det skulle kunne være rigtig stort, og det skulle bare mases helt ned, mens han tilfredsstillede sig på hende. Det morede vi os meget over, men det var også alvor.
Jeg kom også til at tænke på alle de kvinder, som kan fantasere om at blive taget af et helt hold soldater. Eller måske bare voldtaget af én mand eller måske to. Mænd, som holder dem i arme og ben og gør dem fuldstændig hjælpeløse. Nogle kvinder nøjes med at blive bundet, måske bare hænderne, det tæller også. Andre vil bare holdes fast. Men hver gang handler det om det samme: magt og afmagt.
Hvis kvinder fantaserer om at blive taget af et hold soldater eller har andre billeder, hvor de mærker deres fuldkomne afmagt, skal de så i moralsk fængsel ligesom Leine og Krasnik? Eller bør kvinder lære ikke at skamme sig over at have den slags fantasier, ligesom de for eksempel heller ikke skal skamme sig over at være for tykke? Fordi ligesom vi ikke vil have nogen kropsidealer, vil vi heller ikke underkastes nogen fantasiidealer? Er det faktisk en flot præstation, som skal hyldes, hvis kvinder vil tilstå, at de har den slags forbudte lyster? For det er vigtigt aldrig at skamme sig over noget? Hvorfor er det ikke en nobel sag at gå på barrikaderne for kvinders trang til at kaste sig ud i lystfyldt afmagt?
Da jeg stillede spørgsmålet på Facebook, svarede nogle, at kvinders fantasier om underkastelse jo ikke handlede om at skade andre, så derfor var det noget andet. Andre forstod bare ikke, at kvinder kunne have den slags lyster. Klart, at mænd kan nyde bare at tage for sig af retterne, men kvinders trang til at blive taget var uforståelig.
Omvendt kunne man også anlægge den synsvinkel, at hvis man nu elskede alle soldaterne, og de elskede én tilbage, ligesom man elsker sin mand, så ville det måske bare være en fryd at kunne gange den udveksling af kræfter, som det seksuelle møde er, op med 20 eller 100? Og dertil kunne man tilføje: Kvinden behøvede ikke engang tilfredsstille mændene og gøre sig umage – der ville bare blive leveret fuld service. Måske slet ikke så tosset en tanke?
Og hvad med de kvinder, der står nøgen i døren og tager imod deres elsker, ikke gider nogen snak, men bare fører ham ind i sengen og sætter sig overskrævs på ham?
Leine og Krasniks samtale fik mig også til at tænke på mig selv, der indimellem kigger på mænd lige præcis dér. Det kan være vejrmanden i fjernsynet, det kan være én, som går i sine egne tanker på gaden. Det ved jeg godt, at jeg ikke må, så jeg har kun fri fest foran vejrmanden, det arme menneske. Men jo, vi kvinder kan også gøre os tanker om, hvordan mænd ser ud uden tøj på. Har han hår på hænderne, har man måske også hår over det hele, hvor spændende! Og hvordan ser han mon ud, når han kommer eller bare snapper efter vejret? Ork, jamen, hvis mænd vidste, hvad vi kvinder tænker om dem.
LAD OS VÆRE ÆRLIGE: Mødet mellem mand og kvinde er svært og kræver en vis dristighed. Selvfølgelig er der mange, både i ægteskaberne og på datingsiderne, der dyrker sex på samme måde, som når man kommer hjem med en pakke fra Ikea: Man følger anvisningen og ved, at hvis man gør det i den rette rækkefølge, og hvis man bare kan holde boremaskinen nogenlunde lige, så ender det med et klædeskab. Sådan dyrker mange af os vores seksuelle lyster og får tilfredsstillelse med daten, ægtefællen eller i sidespringet; og ikke et ondt ord om det, for det storslåede kan ikke være hverdag.
Og dog drømmer vi altid om mere end et klædeskab. Men så er sex en alvorlig affære. Så er det et møde, hvor alt kan gå godt eller galt. Så er der ikke noget med at spørge: Må jeg godt? Eller: Sig, hvordan vil du gerne have det? Det skal man kunne mærke. Der ikke styr på noget. Det er en ordløs – en kropslig og en sjælelig – undersøgelse af, hvor grænserne går, og det er en kamp for at overskride dem og for at opretholde dem. Alt sammen med henblik på at finde øjeblikket, hvor grænseoverskridelsen er størst og altså bedst. Der, hvor den ikke kun er et fald, men også en opstigning til himmels. Det handler om at blive skubbet og skubbe tilbage; at blive presset ud over kanten uden at ville det, fordi det er for farligt, men også gerne ville det, fordi han eller hun, der skubber, vil gribe én. Men et langt øjeblik er man frit svævende. Det handler om den fuldstændige overgivelse – helt uden forbehold, kattelemme og selvbeskyttelse. Det handler om at blive mødt dér, hvor man er mest ene. Dér, hvor troskaben kan vise sig.
To kan ikke blive ét uden en grænseoverskridelse. Det er voldsomt, og derfor er sex og mødet mellem os også så sindsoprivende. Det er farligt, hvis man ikke kan læse den anden, og hvis man ikke kan »skrive sig selv«. Det er farligt at sige nej til en mand, for måske bliver han træt af én. Det er farligt, når en kvinde siger nej, for måske vil hun slet ikke. Det hele kan gå for hurtigt og føles som et overgreb. Man kan komme til at gøre skade. Eller det magiske kan ske, og man kan blive vakt til en kærlighed så dyb, at den ikke tåler svigt. Man kan blive mærket for livet.
Hvem vil risikere dét?
Derfor må mænd ikke ville være soldater, og derfor er kvinder ulogiske, hvis de vil tages af soldater. Men som Kierkegaard siger: Ikke at vove er at miste sig selv.
DET FORUNDERLIGE ER, at den, der hengiver sig til sin seksuelle nydelse som en drift, vil opleve, at sex går fra at være noget, der skal ydes og regnes ud og passe sammen, til at være noget, der er forbundet med fuldkommen uskyld. Fordi man hengiver sig til at mærke, hvordan alt det hårde og alt det bløde er nødt til at vise sig foran hinanden nu, og alt, hvad der sker, det er simpelthen nødt til at ske nu. Det er ikke ham eller hende, der gør det. Det er ikke med vilje. Det er uden skyld. Man er faldet ind i mødet, som man falder ind i en form, et tegn, og det er noget, som er større end os selv, og som vi følger sammen.
Hvordan skal alt dette kunne ske, hvis ikke der er en vilje og et mod til at overskride alle grænser? Og en trang til at opretholde grænserne – ikke for at bevare dem, men for at udskyde overskridelsen? Fordi uden den vildeste grænseoverskridelse, heller ingen himmel for hverken ham eller hende? Mænds magt og hårde begær handler ikke om ligegyldighed over for kvinder, lige så lidt som kvinders afmagt og underkastelse handler om at ville ydmyges. Det handler om at miste fodfæstet. For kvinden, men også for manden, for kraften går begge veje, og når Leine og Krasnik taler om kussesult og længslen efter at vælte et hus og voldtage alle damerne, så har jeg kun én ting at sige: Praise the Lord!
DET SEKSUELLE MØDE er farligt, hvis det skal være det, vi gerne vil have det til at være. Der er så meget på spil, og derfor vil der altid herske en tilstand af uoverensstemmelse mellem kønnene. Når så mange kvinder harcelerer over Leine og Krasniks samtale, er det måske, fordi de instinktivt opfatter denne iboende fare, og måske er det i virkeligheden den, de protesterer over. Vi mærker jo, at de to berører en kraft, der er så vild, at den ikke tillader nogen skamløshed. Men Leine og Krasnik er ikke skamløse. De taler sandfærdigt og halvt blufærdigt, halvt skamfuldt om mænds begær efter at overskride kvinders grænser. Det er en drift, der altid har eksisteret og altid vil gøre det (thank God), den er et vilkår ved den menneskelige og dyriske natur, og vilkår kan man ikke moralisere over uden at blive lidt fjollet. Det ville i mine øjne give mere mening, hvis kritikerne ville oprøres over det, når folk er lette på tråden og dyrker sex, som om det ikke betyder noget. Det er da mere skamløst. Men måske bør man nøjes med at gøre sig klog på egne lyster og ulyster.
Vi befinder os i en ny sædelighedsfejde, hvor mænd skal berøves deres manddom. Og nej, jeg mener ikke, det er i orden, hvis den mandlige chef siger, at »enten sutter du min pik, eller også ødelægger jeg dig«. Og nej, det er heller ikke i orden, at chefen kigger ned ad én, som om han overvejer at lægge én ned, heller ikke selvom man har gjort sig umage foran spejlet. Men vi er vidne til en kastrationstrang, som kort sagt udspringer af, at frihed og grænseløshed alt for længe har stået alt for alene som det herskende samfundsideal. Nu er idealet kulmineret, det er blevet holdt for helligt på bekostning af modidealet, som også har sin skønhed og berettigelse, og derfor viser det nu sin vrangside. Normskredet er blevet for stort. Det har fået nogle til at tage sig for mange friheder og andre til at føle sig for skrøbelige; for hvordan sætter man grænser, når man aldrig har lært, at grænser er noget godt, og at man også skal kunne håndtere ubehaget ved at sætte dem for sig selv og andre?
Svaret er, at vi skal holde på formerne, vi skal ikke altid bare være os selv, men udfylde vores roller over for hinanden og tage dem på os. Autoriteter skal tage deres autoritet alvorligt i stedet for at foregive, at alle er lige, for det er vi ikke. Og høj som lav har pligt til at finde sin indre myndighed frem til at sige til og fra. Man skal tage sig selv på sig. Træde i karakter og betale alle de tab, der følger med, når man skal blive til sig selv. Sådan får man sin skæbne, og den skal man elske, som Blixen sagde, for uden en skæbne og uden at kunne elske den ender man med at holde sårbarheden hellig og dyrke sin følsomhed, sin skrøbelighed og alle sine mindre sorger, som er det hele en last. For alle har brug for et kors for at vide, hvem de er, og alle har brug for at kende sig selv.
Leine og Krasnik skal ikke i moralsk fængsel, fordi de har talt om kussesult. Heller ikke, fordi de gjorde det et par uger efter drabet på Mia Skadhauge Stevns. Hun blev ikke myrdet, fordi morderen var mand og hun kvinde, men fordi han var en karakterafviger, som hun var uheldig at komme i nærheden af. To procent af befolkningen er karakterafvigere, og der er sikkert flere mænd end kvinder iblandt dem, som slår ihjel, men det legitimerer ikke mistænkeliggørelsen af mænd. Det tager en karakterafviger at gøre kussesult til voldtægt og drab, og hvis jeg var mand, ville jeg protestere voldsomt over at blive associeret med en rå, simpel morder, bare fordi han og jeg havde det samme mellem benene. Det er simpelthen ikke i orden.
Maskulin amoralsk kraft er lige så vidunderlig som kvinders ubændige nej. Det er de kræfter, som den vildeste lykke, nydelse og uskyld imellem os er gjort af. Dyrk dem. Damer, luk ikke soldaterne ind! Vil de snuse jer i armhulerne, så skub dem bare væk! Jeres nej er en bøn til Vorherre! Bed alt, hvad I kan! Gå på knæ, bed endnu mere stædigt!
Han skal nok høre jer.
Birgithe Kosovic er forfatter.
