Jydekortet. Er det en fordel at være jyde i politik, eller bliver jyskheden misbrugt? Fremtrædende jyder giver svaret.

Stærk og sej

Stærk og sej Af Hans Mortensen

Den dybe giftighed i gengældelsen er jydens styrke,« skrev Aksel Sandemose i sin erindringsbog Rejsen til Kjørkelvik, hvor han forsøgte at afhandle sit anstrengte forhold til fødebyen Nykøbing Mors, som han havde gjort verdensberømt under navnet Jante.

I fald Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er bekendt med Sandemose-citatet, kan det givet vække en vis genklang. Hans nu eksilerede næstformand Inger Støjberg var egentlig indsat for at give det stærke jyske Venstre stemme i det gamle bondeparti, men som bekendt endte det rivende galt, og Støjberg er nu politisk løsgænger, mens Ellemann bestyrer et vælgermæssigt halveret parti.

I sit opgør med partiformanden har Inger Støjberg slidt betydeligt på det jydekort, som partiet selv udstyrede hende med ved valget til næstformandsposten.

»Jeg kan konstatere, der er forskel på Skive og Frederiksberg,« sagde hun i et af sine mange udfald mod partiledelsen. Og budskabet er ikke til at tage fejl af: Her står en politiker opvokset i sorteste muld blandt hårdføre vindblæste træer modsat dem, der har levet i læ mellem alleens stadsgartnerplejede lindetræer.

Gummistøvler, håndboldhal og rugbrødsmad er blevet politiske markører, på samme måde som skibsværftets olieplettede kedeldragt var det for 1970ernes marxister, når de holdt pause fra studiet. Arbejderklasse ville man være. Jyde vil man være. For Vorherre, men ikke mindst for vælgerne.

Selvom det i hvert fald i Venstres tilfælde kan konstateres, at hævngerrighed af betydelig kvalitet og giftighed også kan fremelskes i nordsjællandske Græsted, er det alligevel værd at undersøge, om der skulle forefindes en særlig jyskhed, og hvori den i givet fald består. For selvfølgelig er der forskel på Skive og Frederiksberg, og det sætter man givet pris på begge steder. Denne artikels forfatter har boet begge steder, så det kræver ikke yderligere dokumentation, hvorfor vi straks går videre.

»Der er resterne af en jyskhed eller rettere resterne af en bondekultur,« siger forfatter Knud Sørensen, der fra i sin udkigspost i Sandemoses Nykøbing Mors har fulgt forvandlingen af det landlige Danmark gennem mere end et halvt århundrede.

»Hvis man ser historisk på det, er det sådan, at København stod for forandring, mens landsbyen stod for at holde fast i det uforanderlige. Det hang sammen med, at alle i landsbyen var afhængige af landbrugets vilkår og dermed af naturen. Det har ændret sig, og i dag er det mere udjævnet på grund af teknologien. Vi ser det samme i fjernsynet, og mange af dem, der bor på landet, kører på arbejde i en by. Men der er stadig en forskel. Eksempelvis kan man stadig se et stort fællesskab om at løse opgaver i de velfungerende landsbyer,« siger han.

Ifølge Knud Sørensen er det netop de særlige vilkår på landet, der har betydning for det, der ofte fremhæves som særlige jyske karaktertræk – besindigheden, som for storbyens folk kan fremstå som langsommelighed.

Go’daw

At disse særlige egenskaber har potentiale som salgsargument, blev til fulde dokumenteret, da TV 2 i midtfirserne introducerede reklamefjernsyn. »Go’daw, jeg hedder Lars Larsen – jeg har et godt tilbud.« Pludselig kunne alle sige det, og Larsens puder, dynebetræk og madrasser gik som varmt brød, også i storbyerne. Kunne man have forestillet sig en lignende succes for et firma kaldet Københavnsk Sengetøjslager? Næppe. I hvert fald ikke i Danmark og slet ikke i Jylland.

At provins og storby har et modsætningsforhold, er hverken dansk eller nyt. Digteren Knud Sørensens forgængere i det jyske kæmpede, ikke uden en vis bitterhed, for at opnå anerkendelse fra det københavnske parnas. Steen Steensen Blicher nåede det knap i levende live, og den lige så jyske Jeppe Aakjær havde sine fejder med københavnerpressen, selvom han ikke var så miskendt, som han gerne gjorde indtryk af.

»Den danske professor er sikkert ofte lige så fortrolig med gloserne i Mahabharata som i E Bindstouw, endda det godt kan være, at hans bedstemor gik til præst hos St. Blicher; og den filologiske student, der ville rødme som en jomfru, hvis han røbede uvidenhed ved et fransk verbum, han ville med stor frejdighed, ja næsten med pral, forsikre dig om, at han ved Gud ikke aner, hvad julen hedder på jysk,« erklærede Aakjær i talen »Jydsken og Højdansken« i 1907.

Læs også om den nye bog, der beskriver Dansk Folkepartis historie og partiets tabte rolle som dansk politiks centrum.

Selvom det er et stykke over 100 år siden, Aakjær sukkede over hovedstaden, kan man stadig støde på modsætningen, som i nyere udgave kan lyde således:

»De har græs mellem tænderne fra Noma/ De pudser kostbare fjer/ Men vi har altid haft det nordiske køkken/ Til at vokse op af markerne hér.«

Ordene er den nordjyske musiker og sangskriver Allan Olsens og stammer fra albummet Jøwt fra 2013. Men egentlig kan Allan Olsen slet ikke lide at dyrke modsætningen mellem storby og provins.

»Jeg har faktisk kun gjort det i den sang og så en til om den københavnske metro. Den sidste kunne jeg endda lige så godt have skrevet om den århusianske letbane, men som det byggeri udviklede sig, havde den bare fået alt for mange vers. Men normalt er det en palaver, som jeg plejer at holde mig ude af,« siger han.

»Når Inger Støjberg og andre politikere gør sig til af at være jyske, så krymper min skostørrelse. Det er jo et forsøg på at udnytte nogle arketypiske billeder af, hvordan vi er. Men helt ærligt kan jeg ikke se forskel på, om jeg står på en roemark ved Holbæk eller en roemark ved Hjørring. Eller om jeg står på gågaden i Aarhus eller i København. Faktisk er Danmark jo blevet utrolig ens over de sidste 30-40 år.

Men selvfølgelig er der forskel på Hvide Sande og Amager – nogle gange også store forskelle, og det gør heller ikke noget. Jeg har selvfølgelig også et udgangspunkt, som betyder noget, når jeg skriver sange. Men det betyder da ikke, at jeg ikke lige så gerne vil stå på en scene et andet sted i landet end det, jeg kommer fra.«

Når Allan Olsen har en særlig afsmag for forsøg på at slå politisk mønt af en modsætning mellem jyder og københavnere, skyldes det, at de mest problematiske skel faktisk er skabt af netop politikere, siger han.

»Vi har jo lidt en speciel situation i Danmark, fordi vores hovedstad ligger så yderligt i landet. Det ser man ikke i andre lande, men det hænger selvfølgelig sammen med, at vi engang var et meget større land. Det betyder nok noget, at al politik og al magt ligger i et hjørne af landet. Mange af de modsætninger, der kommer til udtryk i dag, er født af reformer, som politikere har lavet. Kommunalreformen for eksempel. Der har været en kraftig centralisering, som er politisk besluttet, og derfor er det da også helt ude i hampen, at man skal høre levebrødspolitikere gøre sig til af, at de er specielt jyske. Det er dem, der med skyklapper har besluttet de ting, der skaber problemer i provinsen. I dag er det sådan, at en børnefamilie, der gerne vil flytte til en landsby, ikke kan låne penge af kreditforeningen. Så er det da klart, at befolkningstallet falder. Der er et godt sted at sætte ind, hvis man vil provinsen noget godt. Det andet med at gå og finde på alle mulige modsætninger giver jeg ikke noget for,« siger Allan Olsen, der alligevel godt tør give et bud på, hvad en særlig jyskhed kunne bestå i.

»I det jyske er der måske en større skepsis over for det anderledes, som kommer af, at man har været nødt til at være nøjsom og passe på det, man har. Der er måske også en lidt langsommere tilgang, som betyder, at man tænker sig om en ekstra gang, før man handler. Og det kan jo indimellem være en fordel, hvis man er hjertekirurg for eksempel.«

Kummefryseren i Sønder røv

Trods Allan Olsens afsmag er det tvivlsomt, om jydekortet vil forsvinde fra den politiske dagsorden. Især i det gamle bondeparti Venstre har det betydeligt bundtræk. De sidste 30 års Venstre-historie handler i høj grad om, hvordan man håndterer vælgerkorpset fra det, som et poetisk medlem af partiets ungdomsorganisation engang omtalte som »Sønder Røv«, samtidig med at man gør sig tiltrækkende for nye vælgergrupper i storbyerne.

I 1986 fik Venstres dengang nybagte partisekretær Claus Hjort Frederiksen foretaget en undersøgelse af partiets vælgere. Ikke blot var der foruroligende få af dem – sammensætningen tydede på, at der ville blive færre.

Internt blev undersøgelsen berømt for at vise, at Venstres vælgere drak mere kirsebærvin end gennemsnittet af befolkningen. Ganske vist tydede tallet ikke på noget egentligt misbrug, men kirsebærvin var fortrinsvis for ældre mennesker på landet, og dem blev der færre af. Det viste sig yderligere, at Venstre-vælgernes foretrukne ugeblade var Familie Journal og Landsbladet, og at de havde færre skrivemaskiner og pladespillere, men til gengæld flere kummefrysere end gennemsnittet af befolkningen.

Med det bagtæppe gik partiet under formand Uffe Ellemann-Jensen i gang med en bevidst moderniseringsproces, der skulle gøre Venstre attraktivt for en bredere vælgergruppe. Det gik skidt i begyndelsen, men blev som bekendt bedre, hvilket måske kan tjene som en trøst for senere formænd med samme efternavn og opgave.

Men historiens gentagelser kan også lære, at det er en proces med indbyggede problemer, og i Venstre har »Sønder Røv« det med at lade høre fra sig på de ubekvemmeste tidspunkter. Valgaften 2015 kunne partiet fejre generobring af regeringsmagten, men skummet på festøllet var foruroligende tyndt. Venstre var for første gang i årtier kun det næststørste borgerlige parti. De gamle sikre landområder – eksempelvis i det sydlige Jylland – havde foretrukket Dansk Folkeparti.

»Vi blev opmærksomme på, at der var opstået nogle skævheder, når det gjaldt uddannelsespladser og statslige arbejdspladser,« siger Dansk Folkepartis daværende pressechef Søren Søndergaard. »Det formulerede vi en politik omkring op til valget i 2015. Eksempelvis om udflytning af statslige arbejdspladser og oprettelse af en politiskole i Vestdanmark, og der ramte vi noget, der havde stor opbakning. Men det var aldrig formålet at tale København ned, og det synes jeg heller ikke, vi gjorde.«

Læs også Weekendavisens interview med Søren Søndergaard om nederlaget til socialdemokraterne, han ikke så komme.

I dag har Søndergaard forladt Christiansborg, hvor han dog stadig anses for lidt af et mastermind udi politisk kommunikation, og han tror ikke meget på, at jydekortet spillet som personligt brand har stor effekt.

»Jeg tror ikke, der er nogen stor gevinst for en politiker ved at fremstille sig selv som jyde. Her tror jeg på det gamle »don’t tell it, show it«. I stedet for at fortælle, hvor jysk man er, skal man bare være ægte og stå ved, hvem man er. Det andet er faktisk ikke specielt jysk,« siger han og nedtoner i det hele taget, at der skulle være en uoverstigelig modsætning.

»Mange af forskellene på Jylland og hovedstaden bygger på myter, men det er myter med en eller anden kerne af sandhed. Jeg oplever det meste som godmodigt drilleri. Som jyde, der har boet mange år i hovedstaden, synes jeg, man bliver taget godt imod – måske også bedre end københavnere bliver taget imod i Jylland,« siger Søndergaard, der giver sit bud på en egentlig forskel med et meget konkret eksempel:

»Der er da noget, der aldrig bliver ens: Forleden læste jeg en avis, der havde testet fastelavnsboller. Blandt andet var der et sted i Aalborg, hvor man kunne få to for 30 kroner. I København ville man selvfølgelig tro, at der var noget i vejen med dem, når de blev solgt til den pris. Til gengæld ville man aldrig sælge en eneste københavnsk fastelavnsbolle til 50-60 kroner i Aalborg.«

Olsen banden i jylland

Netop prisbevidstheden og forholdet til penge er et godt bud på en central forskel. Både når det gælder muligheden for at sælge jyske dyner i København og i politik, mener Venstres Bertel Haarder.

»Det med Lars Larsen bunder i en grundforestilling om, at jyder er troværdige i pengespørgsmål. Jyder vil altid være bange for at blive snydt af en københavner. Det gælder nok ikke omvendt. Derfor er København ikke et brand i provinsen. Det er »Copenhagen« til gengæld i resten af verden, og det tror jeg faktisk, at også jyder er stolte af. Man kan godt fornemme det samme i politik, hvor jyder altid er utilfredse og synes, de er blevet snydt. Det er de sjældent, men de har fået meget ud af at sige, at de er,« siger Bertel Haarder, der faktisk hylder en kulturel modsætning.

»Der er en grund til, at vi i den del af kulturen, der kigger bagud, dyrker bestemte typer. Vi ser det i Matador, hvor Mads Skjerns indremissionske søster Anna repræsenterer en figur, der på ingen måde kunne være fra øerne. Og det samme gælder Idas forældre fra Ringkøbing i Krøniken. Mest tydeligt er det måske i The Julekalender, hvor der er nogle stærkt karikerede typer i kartoffelavler Sand og københavneren Benny. Det nyder vi, fordi vi godt kan lide, at der er forskel,« siger Haarder, der til gengæld ikke bryder sig om forsøg på at slå politisk mønt af forskellene.

»Der er da forskel, og det skal der helst blive ved med at være. Det, jeg ikke kan lide, er, når man tager patent på at være jysk – ligesom jeg ikke kan lide, at man tager patent på kristendommen.«

Jagten på jyskheden og dens politiske betydning skal vel slutte, hvor den begyndte – nemlig i Sandemoses Jante/Nykøbing Mors. Eller i hvert fald med en mand, der oprindeligt er derfra – nemlig Gyldendals tidligere litterære direktør Johannes Riis.

»Jeg forstår ikke det der med at gå og prale af at være fra Jylland. At være fra et bestemt sted er et vilkår, man har fået fra fødslen. Det er selvfølgelig med til at præge én som person, men det er ikke noget, man skal gå og fremhæve sig selv som særlig sund og rigtig for,« siger han.

Johannes Riis har svært ved at komme med en præcis definition på en særlig jyskhed, men også han ender i pengesagerne.

»Hvis man skal tale om, at der findes en speciel jyskhed, ender det let i floskler som sindighed og grundighed. Men der er nok alligevel noget om, at netop det hører med til at være fra landet. Hvis man spørger folk, hvorfor de har sommerhus, er svaret jo ofte, at det handler om at komme ned i tempo. Men jeg har svært ved at se kontrasten mellem Jylland og resten af landet. Det er en kunstig modsætning, men selvfølgelig er der en kontrast mellem land og by, og det er snarere den, der gør sig gældende her. Forskellene bygger ofte på nogle karikaturer, vi har af hinanden, og det er helt fint. Hvis man for eksempel ser Olsen-banden i Jylland, kan man se Karl Stegger som den lidt langsomme jyde, de regner med at kunne snyde med lethed, og det er selvfølgelig ham, der ender med at snyde dem,« siger Johannes Riis, der til gengæld har let ved at pege på adfærd, som ifølge ham ikke er jysk.

»Jeg har svært ved at holde ud, at Inger Støjberg fører sig frem som noget særligt, nemlig som jyde i modsætning til Jakob Ellemann. At være jysk er ikke noget, man skal gå og rose sig af. Hvis man kan tale om, at noget er ujysk, så er det vel faktisk netop at prale,« siger han.

Og dermed har vi vel tilnærmelsesvis fået indkredset jyskheden. For at få den sidste bid med giver vi til slut ordet til Aksel Sandemose:

»Et stærkt folk med tilstrækkelig humoristisk sans til at lade sine dårer leve. At dårerne ikke i senere tider viste samme overlegenhed vil Gud tilgive dem, jojo, det vil han, for der findes ikke fra Hammerfest til Cape Town noget menneske, som ikke er jyde for Herrens åsyn.«

Læs også Klaus Wivels leder: 'Støjbergs afgang er Løkkes ansvar'

Side 3



Skribenternes avis

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby

Morten Beiter