Den sydkoreanske forsker Hyung-In Moon havde opdaget en smart måde – troede han selv – at omgå tidsskrifternes peer review på. Det er helt almindeligt, at forskere selv får mulighed for at foreslå egnede bedømmere til deres indsendte artikler, og Moon foreslog typisk anerkendte forskernavne på sit felt til bedømmelse af hans egne artikler, men også falske e-mails for de pågældende forskere, som kun han selv havde adgang til. På den måde kunne han indsende fabrikerede og selvfølgelig positive bedømmelser af sit eget arbejde i en andens navn.
Nogle gange foreslog Moon også navne på ikkeeksisterende forskere opfundet til lejligheden, men det var lidt mere risikabelt, hvis tidsskriftets redaktører skulle finde på at google navnene. Det var dog ikke de falske navne, der til sidst fældede Moon. Han blev opdaget, fordi hans »selvbedømmelser« altid blev indsendt lynhurtigt, som regel i løbet af 24 timer. Det vakte mistanke.
Ifølge hjemmesiden Retraction Watch skrev redaktøren af tidsskriftet Enzyme Inhibition and Medicinal Chemistry, Claudiu Supuran, til Moon og bad om en forklaring. Moon gik til bekendelse og har siden trukket 35 af sine forskningsartikler tilbage.
Som Moon er nogle forskere parat til at gå til yderligheder for at få deres navn på tryk og blive citeret af andre forskere. Begge dele giver anerkendelse og er med til at sikre karrieremuligheder. Nogle forskere har for eksempel hacket de store akademiske forlags databaser for at ændre på de bedømmelser, som danner baggrund for, om deres forskningsartikler skal trykkes eller ej. Andre forsøger at udnytte peer review-systemet til at skaffe sig flere citationer. Hvis man som faglig bedømmer systematisk beder andre forskere om at indsætte citationer til ens eget arbejde, vil det i sidste ende bidrage til en højere citationsrate for ens egen forskning og dermed større gennemslagskraft i forskningen. Men det er ikke god stil og kan være direkte ødelæggende for troværdigheden omkring peer review.
Nogle gange er det redaktørerne, der beder om at få flere citationer til deres tidsskrift. Det kaldes »citationstvang«, for der kan være en underliggende trussel om ikke at få udgivet forskningsartikler, hvis man ikke gør, som der bliver bedt om. En undersøgelse foretaget af forskere ved University of Alabama viste, at en femtedel af de adspurgte forskere inden for samfunds- og handelsvidenskaberne havde oplevet citationstvang, flest blandt yngre forskere. Alternativt kan man som forsker »bare« sørge for at citere sig selv hele tiden. Der er nogle forskere, der har så mange citationer til deres eget arbejde, at selvcitationerne udgør størstedelen af deres samlede antal citationer.
Artikelfabrikker
Forskningsverdenen ser ud til at være ramt af en bølge af forsøg på at omgås god videnskabelig praksis. De ovennævnte historier er få eksempler ud af mange. En særlig udfordring kommer fra fremvoksende økonomier, hvor også forskningen vokser hastigt. Kina har for eksempel for længst overhalet USA som verdens mest produktive forskningsnation. Dog er den kinesiske forskning stadig ikke så højt citeret som den amerikanske, blandt andet fordi forskere i Kina ikke har haft den samme tradition for at citere andre forskeres arbejde så meget som i Vesten. Kina har et stærkt ønske om at udkonkurrere USA og Europa på forskning og innovation, og der bliver taget mange midler i brug.
Citationsmønstrene i Kina er ved at ændre sig, og kinesiske forskere udgiver i stigende grad deres forskning på engelsk. Størstedelen af deres arbejde bliver dog stadig udgivet på kinesisk i tidsskrifter, der ikke er kendt uden for Kina. Under Den Kolde Krig sagde mange forskere, at det bedste, man som forsker kunne gøre for sin karriere, var at lære russisk. Grunden var, at der efter sigende foregik meget banebrydende forskning i det tidligere Sovjetunionen, der var helt ukendt for vestlige forskere. I dag vil det bedste råd til yngre forskere nok være at lære kinesisk.
I Kina er det lige omvendt. Her får forskere anerkendelse for at udgive deres forskning på engelsk. Inden for nogle fagområder, blandt andet medicin, er det ligefrem en betingelse for forfremmelse, at man har udgivet i højtrangerede engelsksprogede tidsskrifter. Derfor benytter flere kinesiske forskere sig i stigende grad af ghostwriters eller bestiller forskningsartikler på »artikelfabrikker«, der producerer forskningsartikler på samlebånd, oftest med fabrikerede resultater. Der er indtil videre fundet mange hundrede artikler, som er trukket tilbage fra anerkendte engelsksprogede tidsskrifter, og de stammer alle sammen fra artikelfabrikker, selvom de har forskere ved kinesiske hospitaler anført som forfattere. Over tusind artikler er nu under mistanke.
I september sidste år erkendte det kinesiske forskningsministerium problemet med de mange artikelfabrikker. Nogle kinesiske forskere udtrykte forhåbning om en reel forbedring. Andre, som for eksempel Fang Shimin, der er kendt som en dedikeret efterforsker af forskningssvindel i Kina og nu arbejder i Californien, var mere skeptiske.
»Forfalskning og manipulation har nu antaget kommerciel og systematisk karakter i den kinesiske forskningsverden, og der findes allerede regler mod den slags, som for længst burde være taget i brug,« sagde Shimin til Nature.
Troværdighed på spil
Problemerne er ikke afgrænset til Kina. Mange undersøgelser har peget på udbredt uredelighed og tvivlsom forskningspraksis også i mere etablerede forskningsnationer. Den seneste viden på den front bør give anledning til selvrefleksion blandt forskere over hele verden. En artikel i tidsskriftet Science and Engineering Ethics fra juni i år opsummerer tidligere resultater om udbredelsen af uredelighed og tvivlsom forskningspraksis. Tilsammen indgår besvarelser fra 23.228 forskere fra 18 forskellige lande.
Artiklen, der for øvrigt er skrevet af tre forskere ved kinesiske universiteter, kommer frem til følgende foruroligende tal: Gennemsnitligt tre procent af de adspurgte forskere indrømmer selv at have begået videnskabelig uredelighed, mens 13 procent indrømmer tvivlsom forskningspraksis. Ved spørgsmålet, om de har set andre forskere begå tilsvarende forseelser, er procentsatserne ikke overraskende endnu højere: Hele 16 procent hævder at have set andre forskere begå videnskabelig uredelighed, og 40 procent har overværet tvivlsom forskningspraksis.
Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente benægtelse af usunde arbejdsforhold i forskningen. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i videnskabens ellers så solide og moderne bygninger. Der er brug for en styrket indsats i forhold til forskningsetik og ansvarlig forskningspraksis. Forskningens barske konkurrencevilkår, der ofte er skyld i den udbredte svindel og fabrikation, skal ændres, hvis ikke forskningen i sidste ende skal miste troværdighed.
Det er en massiv opgave, som skal løses lokalt, nationalt og internationalt.
