Affald
Søren Hansen, civilingeniør
I forlængelse af Jens Olaf Pepke Pedersens glimrende gennemgang i WA #4 af problemerne med klimaplanen for affaldssektoren bør det gøres klart, at sagen faktisk er endnu værre. Forbrændingsanlæggene må ikke mere brænde plastic, da den jo stammer fra råolie og derfor i klimaregnskabet vil bidrage til CO₂-udslippet.
I stedet skal plastic genbruges, altså omdannes til ny plastic. Her løber man ind i det problem, at plastic ikke er noget homogent stof, men består af en lang række forskellige typer. Før genanvendelsen skal det sorteres, så man har 100 procent rene fraktioner af hver type. Den sortering er imidlertid ikke mulig for eksempelvis blandet husholdningsplast. Den består af mange af typerne, og man kan hverken visuelt eller maskinelt skille den ene type fra den anden.
Det har medført mange interessante krumspring, primært baseret på eksport til andre lande til »genbrug«. Dette »genbrug« har så bestået i afbrænding, for eksempel i Sverige eller Tyskland, eller, hvad der er endnu værre, videreeksport til lande i Fjernøsten, hvor vores plastic er havnet på lossepladser. Herfra har noget af den fundet vej ud i havet og er endt som bidrag til plasticøerne.
Så i stedet for en sikker og forureningsfri afbrænding her i Danmark har vi ofret energi og kræfter på håndtering og transport til ingen verdens nytte. Forleden kom historierne så frem om elektronikskrot, der også skulle »genbruges«, men endte på ulovlige oplagringspladser eller med ulovlig eksport. Det meste af elektronikken består af plastic og kunne snildt brænde i affaldsforbrændingen, hvor det endda er muligt bagefter at udvinde de dyre metaller fra asken og slaggerne.
Danmark havde en yderst velfungerende affaldsforbrænding, der forureningsfrit leverede 25 procent af vores fjernvarme. På grund af politiske klimahensyn og urealistiske drømme om genbrug vil man nu berøve den det brændbare materiale (plastic, træ med mere), den har været baseret på. Reelt er der ikke nogen fornuftige forslag til, hvor fjernvarmen så skal komme fra. Hvad gør vi så? Fryser?
Hudlægesult
Signe Smith Jervelund, lektor i sundhedstjenesteforskning, Københavns Universitet
I disse tider med social afstand lider mange mennesker af hudsult, men vi er også nogle med hudlægesult. Adgang til sundhedsvæsenet er et komplekst koncept, men afhænger først og fremmest af tilstrækkeligt og tilgængeligt udbud af sundhedsydelser. I vidt omfang er det velfungerende i Danmark: Vi har et overvejende skattefinansieret sundhedsvæsen med vederlagsfri behandling på langt størstedelen af ydelser. Vi har mange læger og sygeplejersker pr. indbygger, og vi har relativt kort afstand til sundhedsydelser. På den måde er der ingen formelle adgangsbarrierer til sundhedsvæsenet.
Der er imidlertid også en tidsmæssig dimension af tilgængelighed: at ydelser skal leveres, når der er behov. I juleferien oplevede jeg, at det ikke skete. Min toårige datter fik et ukarakteristisk, kløende udslæt på store dele af kroppen, som i løbet af juleferien forværredes. Min praktiserende læge konstaterede, at der kunne være tale om fnat, og henviste til en hudlæge, men meddelte mig samtidig tørt, at jeg godt kunne spare mig at forsøge at få fat på en, da de alle sammen var lukket indtil den 4. januar. På trods af den besked tænkte jeg, at der alligevel måtte være en chance. Men der blev jeg slemt skuffet. Af de 17 hudlæger i københavnsområdet, jeg kontaktede, havde alle på nær tre en telefonsvarer, hvor de proklamerede, at de holdt lukket indtil den 4. januar og i øvrigt havde 3-11 ugers ventetid. De tre hudlæger, der ikke havde lukket, kunne jeg ikke få kontakt til, selvom jeg indtalte telefonsvarerbeskeder, sendte sms’er og ringede og ringede. I min desperation kontaktede jeg også to private hudlæger med fuld egenbetaling, men de havde ingen tider før i starten af januar.
I min datters tilfælde betyder det, at hun må gå i flere uger med et kløende udslæt, som potentielt er smitsomt og muligvis forværrer sygdommens sværhedsgrad (og derved også behandlingssuccesen). Som patient oplever jeg således, at der er et relativt stort udbud af hudlæger, men der er bare ingen af dem, der har åben, eller som man kan få kontakt til inden for rette tid. Der er altså ikke let og lige adgang til denne del af sundhedsvæsenet. Og hvis der reelt ikke er tilgængelige hudlæger i givne perioder, har vi faktisk formelle adgangsbarrierer til dele af det danske sundhedsvæsen.
Få ting er lette i sundhedsvæsenet, men en mulig løsning kunne være at skele til den vagtordning, som vi kender fra de praktiserende læger. Det hjælper ikke på vores længsler efter hudkontakt, men det kan afhjælpe vores trængsler med hudlægesult.
Uligeløn
Harun Demirtas, sygeplejerske og styrelsesmedlem, Dansk Kvindesamfund, og Helena G. Hansen, forkvinde, Dansk Kvindesamfund
På arbejdsmarkedet har vi store problemer med ligeløn. Stadigvæk. Kvinder har dårligere chancer for at klare sig på arbejdsmarkedet på grund af en tjenestemandsreform for offentligt ansatte, der siden 1969 har bundet os fast. Da man vedtog reformen, regnede man ikke kvinders løn som hovedindtægt, men som et supplement til mændenes løn. Manden blev regnet som hovedforsørger og lønplaceret efter det, mens kvinder blev placeret lavere, fordi de først og fremmest skulle passe på hjemmet, manden og børnene. I dag er det omvendt: Kvindernes kræfter er de mest synlige. De kvindedominerede fag får os gennem sundhedskrisen, og kvinderne står forrest i køen for at hjælpe landet.
Mens sygeplejerskerne utrætteligt tager tunge vagter med dagens sygeste coronapatienter, mens pædagogerne nødpasser vores børn, og SOSU-hjælperne tager sig af vores sårbare bedsteforældre – og samtidig ikke får en eneste krone ekstra – har Dansk Arbejdsgiverforening omvendt rost den seneste VIVE-rapport om ligeløn. Angiveligt skulle der ikke være noget problem. Siden har en rapport fra Institut for Menneskerettigheder konkluderet, at de traditionelle kvindefag stadig er lavt placeret i lønhierarkiet, og at bestemte faggrupper endda er faldet i løn, siden tjenestemandsreformen blev vedtaget, til trods for fremgang i uddannelse og kompetenceudvikling.
Kønnet må ikke afgøre lønnen. Men når man ser på en pædagogs løn, kan man konkludere, at den er markant lavere end lønnen hos andre faggrupper med tilsvarende uddannelsesniveau, kompleksitet og ansvar. For eksempel inden for tekniske fag. Desværre oplever vi, at politikerne bliver ved med at lukke emnet ned med henvisning til overenskomstforhandlingerne. Men eftersom tjenestemandsreformen i 1969 blev vedtaget ved en politisk beslutning, bør det også være politikernes ansvar at rette op på den.
Efterkommerbørn
Frederik Thuesen, seniorforsker, VIVE
Der mangler vigtige nuancer både i Frede Vestergaards artikel i WA #2 om indvandrerne som en trussel mod velfærdsstaten og i Christopher J. de Montgomerys replik til artiklen i WA #3. Når de Montgomery slutter af med at skrive, at efterkommernes beskæftigelsessituation bestemt ikke ser ud til at udgøre nogen trussel mod velfærdsstaten, så er det en påstand, man må sætte spørgsmålstegn ved ud fra Danmarks Statistiks rapport om indvandrere i Danmark 2020. Her fremgår det blandt andet, at ikkevestlige efterkommermænd har en alderskorrigeret underbeskæftigelse i forhold til etnisk danske mænd på 14 procent. Det er et problem, både for dem selv og på sigt for velfærdsstaten. Hvis deres børn – som de foreløbige resultater fra folkeskolens afgangsprøve kunne tyde på – ikke får bedre karakterer end forældrene, bliver det også et problem for tredje generation, som Vestergaard påpeger.
Man får imidlertid også let det indtryk af Vestergaards artikel, at det over en bred kam går elendigt med integrationen, bortset fra når det handler om enkelte etniske grupper som vietnamesere, iranere og afghanere, hvor efterkommerne klarer sig bedre, hvad angår skolen, end andre ikkevestlige indvandrere. Her er det imidlertid også vigtigt at være opmærksom på den markante positive udvikling, der har været for kvindelige efterkommere af ikkevestlige indvandrere. Deres alderskorrigerede beskæftigelsesindeks er kun 11 procent under etnisk danske kvinder, mens indvandrerkvinder fra første generation ligger 34 procent under etnisk danske kvinder. Dermed ligger døtrene altså hele 23 procentpoint over deres mødre. Det er en succes på integrationsområdet og en bemærkelsesværdig positiv udvikling, at det så markant er lykkedes at forbedre døtrenes uddannelses- og beskæftigelsessituation.
Formodentlig er de kvindelige efterkommeres stigende uddannelsesniveau og beskæftigelse mere et produkt af en langsigtet tendens end af politiske regelændringer, for eksempel 24-årsreglen og andre ændrede regler på området for familiesammenføring. Det indikerer en undersøgelse fra 2009 fra SFI (nu VIVE). Vi har dog stadig brug for mere viden om de mekanismer, der kan styrke chancerne for at få integrationen til at lykkes, også hvis vi i højere grad skal lykkes med at bryde den sociale arv fra anden til tredje generation.
