Siden sidste valg er der faldet ro over udlændingepolitikken forstået som indvandringspolitikken. Efter Socialdemokratiets kursskifte er der bred enighed om at bremse indvandring af flygtninge og migranter, der ikke kan klare sig på det danske arbejdsmarked, samt at gøre en større indsats for at hjemsende migranter, der ikke har krav på asyl.

Men der er få synlige forbedringer, hvad angår integrationen af dem, som allerede er her. Nogle grupper har ifølge Danmarks Statistiks årlige publikation om indvandrernes forhold efter mange år i Danmark stadig store problemer. Danmarks Statistik har siden 2007 omfattet både vestlige og ikkevestlige indvandrere og har efterhånden lagt stigende vægt på indvandrernes efterkommere. Lige før jul kom Indvandrere i Danmark for 14. gang.