Interview. »Når man er i 50erne, er livet bare dejligt. Var der ikke hele tiden nogen, der råbte og skreg, at der er en klimaforandring på vej, ville jeg synke ned i sofaen med et godt glas rødvin og ikke foretage mig yderligere.« Frank Hvam om klimakampens nødvendighed, om indsnævringen af humoren og om, hvorfor han må lave en alliance med de unge.

Frank og Frank

Frank og Frank Af Klaus Wivel

»Klokken er et minut i midnat på dommedagsuret, og vi bliver nødt til at handle nu,« sagde den britiske premierminister, Boris Johnson, da han for en lille måned siden åbnede for klimatopmødet COP26 i Glasgow. Tre uger efter, klokken to minutter over et, cykler jeg rundt om et hjørne i Vesterbros Kødbyen og ser Frank Hvam stå midt på gaden iført hue og mørkeblå skjorte i novemberkulden. Vi hilser, køber en kaffe i en lille stand og sætter os op på hans kontor.

Jeg er ikke kommet for at bede komikeren oprulle resultaterne af klimatopmødet. Jeg vil tale med ham om noget, som også har med klimakampen at gøre, omend på et andet plan: nemlig forholdet mellem humor og (klima)moralisme og om kløften mellem det menneske, vi bør være, og det, vi er. Frank i Kødbyen og Frank i Klovn, så at sige. Denne menneskelige systemfejl er efter min mening en af de afgørende forklaringer på, hvorfor vi har så svært ved at »handle nu«, og hvorfor alle disse klimatopmøder indledes så pompøst og alarmistisk og afsluttes så fladtrykt og nedslående.

Anledningen er en leder, jeg skrev her i avisen inden topmødet, hvor jeg gik i rette med den evindelige dommedagsretorik og den depression og såkaldte klimaangst, vi ser hos bekymrende mange unge. Jeg ønskede at indgyde en sund dosis optimisme: Unge vil generelt set leve længere, blive bedre uddannet og få bedre vilkår end deres forældre, skrev jeg. Trods klimaforandringerne.

Ugen efter sendte Frank Hvam et indlæg til avisen, hvor han venligt og morsomt gik i rette med, hvad han mente var en bekvem ældre herres belærende tone. Min instinktive tanke, da jeg læste teksten, var, at klovnen i Frank Hvam var mere på linje med mig end den moralist, der havde skrevet indlægget. Det skrev jeg til ham, jeg ville tale med ham om. Han var med på ideen.

VI HAR SAT os over for hinanden på det overraskende ryddelige lille kontor, nærmest minimalistisk indrettet med et udstoppet antilopehoved som den  markante afvigelse. Jeg spørger, hvad problemet er med folk som mig, født 1971.

»Du siger mange fornuftige ting, men der er en undertone af, at klimakampen er kommet et sted hen, hvor børnene skal gå hjem, og de voksne skal tage over,« siger Hvam, selv født i 1970.

»Når man er i 50erne, er livet bare dejligt. Var der ikke hele tiden nogen, der råbte og skreg, at der er en klimaforandring på vej, ville jeg synke ned i sofaen med et godt glas rødvin og ikke foretage mig yderligere. Vi har vidst, hvor galt det har stået til, i noget tid. Skrigehovederne holder os på dupperne.«

– Hvordan?

»Var vi nogensinde kommet hertil uden Greta Thunberg? Hun har jo ene pige mobiliseret den vestlige ungdom. Det er bedre, at hun skriger nu, end at hun skriger om 30 år. Vi to har ikke så mange år tilbage, og hvis man er 20, kan jeg godt forstå, at man har mere travlt, end vi har.«

– Når vi det hurtigere ved at appellere til frygt?

»Det mener jeg er en konstruktiv følelse. Evolutionært har frygten reddet os igennem millioner af år. Verden var ikke blevet som i dag, hvis ikke mennesker havde skreget op og lavet ballade. Vi kommer ikke fremad stille og roligt, men i kæmpe slagsmål.«

– Vi ældre skal droppe den docerende tone?

»Livet er ikke en 100-meter, det er en uendelig stafet. Og jeg synes, at nogle i vores generation løber surmulende frem mod målstregen, og to meter før kaster de rasende stafetten ad helvede til og råber ‘røvhuller’ efter de unge. Aflever nu stafetten ordentligt.«

Jeg griner allermest ad den midaldrende hvide mand, som forvirret raser mod de nye tendenser. Det er en komisk motor i Klovn. Frank-figuren er magelig, reaktionær og kværulerende. Og er, må jeg indrømme, en meget stor del af mig selv.

Frank Hvam, komiker

JEG SIGER, AT hvis vi virkelig skal gøre noget »radikalt« ved klimakrisen, som der ustandselig stilles krav om, må vi inden for ganske få år lade alle fossile brændstoffer blive i jorden. Sker det, bliver vores tilværelse meget fattigere. Det er de fossile brændstoffer, der skaber vores velfærd; lys i lampen, varme i rørene, varer i butikkerne, al den komfort, vi tager for givet.

Det er her, Frank fra Klovn kommer ind i billedet. Med ham har Hvam med pinefuld dygtighed skabt det mest usle, usympatiske og principløse menneske nogensinde set på dansk tv. Han er essensen af menneskelig svaghed. Som jeg ser det, må vi erkende, at vi alle har noget af Frank i os. Derfor har vi så vanskeligt ved at gøre det rette i klimakampen.

»Vi er jo ved at gøre noget ved det, selvom det ikke går så hurtigt, som man kunne ønske sig. Du har ret i, at vores magelighed er vores største modstander, i hvert fald her i Vesten,« siger Frank Hvam.

– Det er også det menneskelige uden for Vesten, der forpurrer idealerne. Indien og Kina vil gerne op på vores levestandard, og det kan de i øjeblikket kun ved at bruge fossile brændstoffer. Derfor bygger de kulkraftværker. Det skal de lade være med, siger vi til dem. Det ødelægger klimaet: »I bliver nødt til at forblive fattige.« Det tror jeg ikke, de har lyst til.

»Det tror jeg heller ikke. Men jeg håber på, at Vesten kaster en masse penge i innovation og forskning og finder fælles løsninger, som de kan have gavn af. Og jeg er ikke enig i, at vi bliver fattigere i Vesten. Jeg tror tværtimod, at vi bliver fattigere, hvis vi bliver med at brænde kul af. Kul har givet, men nu begynder kul at tage.«

– Men jeg er ude på at pirke til noget andet: splittelsen i dig. Jeg tror godt, at du kan se, hvad der er så svært ved det her. Det er vores menneskelighed, der står i vejen.

»Ja, men hvis vi fokuserer på opgaven, bliver det ikke det fald i levestandard, du frygter. Så vil der inden for kort tid komme nye løsninger, som vil være lige så magelige. Jeg kører i elbil. Det gør jeg, fordi den er billig og bedre, og så fem procent, fordi jeg er idealistisk. Frank fra Klovn kører også i elbil, og der er ikke nogen, der er gået ned i levestandard. Men det er rigtigt, at det kommer til at koste penge.«

– Mener du virkelig, at det alt sammen er gjort ved, at vi kører elbil, sorterer skrald og spiser grønt?

»Nej, min elbil redder ingen. Vi må allesammen gøre det, vi kan overskue. Jeg tror ikke på antimaterialisme, jeg tror heller ikke på, at vi skal holde op med at leve. Jeg tror ikke på puritanismen og moralismen, hvor vi slår hinanden oven i hovedet, for hvem er egentlig bedst, når det kommer til stykket? Havet kommer til at tage af kysterne, mens steder i Stillehavet forsvinder. Det må være hårdt at have boet samme sted så mange år for at se det forsvinde. Folk på Stillehavsøer er begyndt at købe land i Australien, så de kan flytte derover. Jeg forstår godt, de er i panik.«

– Det bliver vi ikke uenige om.

»Jeg voksede op på landet, og sommerfugle, insekter, mange af fuglene og dyrene er væk. Vi lukker grundvandsboringer hele tiden, fordi der kommer gift ned i grundvandet. Vi sætter et kolossalt aftryk på kloden i vores generation. Min onkel er fisker, og fiskene er væk, og når fiskerne snakker om, at 20-30 procent af dansk farvand skal fredes, er det ikke for fiskernes blå øjnes skyld, men fordi de ikke kan fange fisk længere. Så det er en spændende opgave for os at få vores aftryk på jorden gjort mindre. Derfor forsøger jeg at få det ud i comedy, selvom det var svært i starten. Man skal ikke kloge sig og være moralsk, men bare være et lille menneske, der yder sit bidrag. Og jeg er den største hykler: Jeg flyver og sviner, men det gør ikke, at jeg ikke har et ønske om, at tingene bliver bedre.«

Collage: Mathias Hoeg
Collage: Mathias Hoeg

FØLGER MAN BLOT en anelse med, har man ikke kunnet undgå at høre komikere på Frank Hvams alder og ældre beklage sig over de stadig snævrere grænser for, hvad man kan gøre nar ad. Hvordan være komiker i en stadig mere moraliserende tid?

»Det er ikke nemt at være hellig og sjov på en gang, men det interessante er, at det efterhånden er dem, der kræver at køre i en V8er og spise kød to gange hver dag, der er de hellige. De er de komiske. Når en ældre kvinde sælger sin billet til NorthSide Festival, fordi hun ikke kan få spareribs på festivalpladsen, så griner jeg. Det tangerer en god veganerjoke.«

– Kan du ikke have svært ved at placere dig i tiden?

»Der sker så meget nyt, #Metoo, tiden er blevet woke og krænkelsesparat. Jeg synes tit, det går over gevind, og jeg både griner og hidser mig op, men jeg er også nysgerrig, for der er ved Gud plads til forbedring. Jeg har en håndskrevet papirlap hængende på min opslagstavle med et Ib Michael-citat: ‘Man skal aldrig gå i rette med tidsånden. Der er en grund til, at den er, som den er.’ Den lap bør alle over 50 have hængende.«

Gælder det også muhammedtegningerne, vil jeg vide. Frank Hvam var en af meget få komikere, der forsvarede den trængte Flemming Rose og Jyllands-Postens tegninger i sin tid.

»Der er en døende bevidsthed om, at i vores generation var der noget, vi kunne tale om, og at det kan vi ikke længere,« svarer han.

»Nu generaliserer jeg og kommer helt sikkert til at gøre nogle uret, men det forekommer mig, at unge komikere i dag slet ikke har den sag i deres bevidsthed. De oplever det ikke som selvcensur, fordi de ikke får impulsen til at tale om det. Den er taget ud af dem. De synes, det er noget pjat at tegne Muhammed, hvis nogen bliver kede af det. Men det er da interessant, at de ikke føler, det begrænser dem. Vi lidt ældre stoler ikke på vores mavefornemmelse, og i en improvisations-situation skal vi overveje: ‘Er det fedt at sige det nu? Eller bare totalt outdated?’ Der er kommet et filter, som desværre får os til at virke langsommere,« ler han.

– Det har der ikke været før?

»Nej, som ung frygtede jeg intet. Selvom der nok også var ting dengang, andre former for selvcensur, som bare var anderledes. Vi er aldrig helt frie, selvom vi bilder os ind, at vi er det. Når man er vokset op med en tone og en måde at gøre ting på, stoler man på sine impulser. Men zeitgeisten ændrer sig, uden at ens impulser gør det. Og der skal man bruge sin hjerne.«

– Er grænsen blevet mere snæver, eller er den flyttet et andet sted hen?

»Grænsen er flyttet. Da muhammedtegningerne i 2005 blev taget ud af deres kontekst, ramte globaliseringen os, og den er allestedsværende nu. Med mobiltelefonen kan alt lægges ud og blive fundet af andre ude i verden.«

– Har du taget dig i at sige noget fra scenekanten, du fortrød?

»Det gør jeg hele tiden, også i forhold til, hvad andre synes er elegant. Open-mics synes jeg er det bedste sted at være med strøtanker og skud fra hoften. Der er en utrolig nerve i det, fordi det nogle gange går rigtig godt og andre gange rammer helt ved siden af. Men tanken om, at jeg bliver filmet, og at jeg skal stå til ansvar for det, er forfærdelig.«

Frank Hvam fortæller om en episode til et show, hvor han talte om indvandring. Pludselig var der en ung kvinde, der rejste sig og råbte: »Gør du grin med syriske flygtninge!?«

»Normalt ville jeg have svaret igen, men jeg kunne se, hvordan der blandt publikum var enkelte, der tog deres mobiltelefoner frem og begyndte at filme. Så jeg gled bare af.«

– Men i Klovn har der absolut ikke været noget, I ikke har gjort nar ad.

»Nej. Men Frank er altid blevet straffet til sidst. Casper og Frank har været idioter og blev behandlet som idioter af deres omgangskreds. Men jeg er ikke sikker på, at det kan blive ved med at redde os, hvis vi laver noget, der er tilstrækkeligt forkert i scene 3. Det er jo ikke sikkert, at folk når hen til den sidste scene, hvor jeg bliver 'hængt'. Det vil blive set på som utilgiveligt. Det kan godt ske i dag.«

– Bliver I vist i andre lande?

»Ja, vi har været på Netflix og den amerikanske streamingtjeneste Hulu. Nu bliver Klovn genindspillet i Tyskland, Holland og Belgien, men det er genindspilninger, så der kan de skrue ned for det voldsomste. Det har også været vist i Norge og Island, men de er tæt på os. I USA kan meget ikke lade sig gøre. De købte Klovn – The Movie til et remake, men de havde problemer med de tissemænd og den homoseksualitet, der var i den. Nu bliver den ikke lavet i den version længere. Men Sverige har været forfærdelig fra dag ét. Vi blev først vist på en lille kanal, der ikke blev set af nogen, og da vi så sendte Klovn – The Movie til Göteborg Film Festival, fik vi at vide, at det var det værste lort, og at vi aldrig skulle sende noget igen.«

– Hvad skyldes det?

»Hvis man ikke tror på den gode intention, er det bare pure evil. De læste det, som at vi ikke kunne lide mennesker – at det var kvindefjendsk, homofobisk og pædofilt. Hvis man ikke anerkender os som medlemmer af menneskeracen, kan det kun ses som møgbeskidt.«

Frank Hvam nævner Dave Chappelle, en af USAs mest berømte komikere, hvis nyeste show på Netflix, The Closer, har været genstand for enorm kontrovers, fordi han gør nar ad alle: fra feminister til transkønnede.

»Den tur, han fik, var ikke rar. Jeg har ikke set showet, men jeg ved, at han går til makronerne, men med stor kærlighed til menneskeheden. Det er et mirakel, at Netflix stod imod, men det har været en ubehagelig tur, og følelsen af, at folk elskede ham, har nok forladt ham. Det kan ske, at Netflix ikke laver et show til, fordi det er en kommerciel maskine. De tåler ikke så meget. Angsten sidder uden på tøjet.«

– Dave Chappelle er måske for stor til at kunne røres, men hvad med en komiker niveauet under? Det kan ødelægge deres karriere. Er det overvejelser, de gør sig?

»De unge er blinde for det, de går slet ikke derhen. Men de gamle har altid kæmpet. Det er både prisværdigt og latterligt.«

– Er det så sværere eller nemmere at være komiker i dag? Der er flere tabuer at tage fat på?

»Der er masser at snakke om i forhold til identitetspolitikken og woke. Mange komikere gør det, men standupscenen er blevet mere spændende, hvad angår komikernes baggrund. I mange år har det været hvide heteroseksuelle mænd fra middelklassen. Nu er det pludselig muslimske transvestitter og folk med fysiske og psykiske lidelser, damp og autisme. Det er megafedt. Alt, hvad vi skjulte i vores barndom og betragtede som svaghed, gør de til deres styrke. De er ikke bange for at sige: ‘Jeg er sådan og sådan.’«

– Hvor meget er du selv ude at optræde?

»Jeg er meget ude på de små comedyscener. At finde på noget om dagen og optræde med det om aftenen, er lige så stort et kick, som det var første gang. At lave store onemanshows og lægge det på Netflix ville jeg være stolt over, men det ville også give mig bekymringer. Kan jeg forblive mig selv på så stor en scene med så stort publikum, hvis min måde at tale om tingene på er blevet for kontroversiel? Det er spændende at få udviklet sin komik og lave jokes på nye måder, men om jeg evner det og har lyst, ved jeg ikke.«

– Casper & Mandrilaftalen for tyve år siden var nihilistisk og upolitisk. Er du blevet mere politisk i din komik i dag?

»Ja, eller måske mere samfundsinteresseret. Men det er et alderdomstegn. Jeg vil jo nødig sendes ud i snestormen, fordi jeg ikke kan bruges til noget. Hvis jeg vil bevare min relevans, må jeg indgå i en alliance med ungdommen eller i hvert tilfælde forstå, hvorfor de tænker, som de tænker. Er det slesk og mangel på integritet?«

– Ha! Ja! Betyder det så, at du aldrig gør grin med klimakampen?

»Jo jo, det mener jeg, jeg allerede gør. Men jeg griner allermest ad den midaldrende hvide mand, som forvirret raser mod de nye tendenser. Det er en komisk motor i Klovn. Frank-figuren er magelig, reaktionær og kværulerende. Og er, må jeg indrømme, en meget stor del af mig selv.«

Side 31






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank