Leder. For få år siden var København en lille, trist, indadvendt by. Nu er hovedstaden en af verdens mest attraktive byer. Alt det, københavnerne elsker, er Enhedslisten imod.

Drømmebyen

Drømmebyen Af Martin Krasnik

KØBENHAVNERNE bør bruge en stund i stemmeboksen på tirsdag på at forestille sig, hvordan byen så ud engang: Det værste var ikke de hyppige demonstrationer og politiske optøjer, de dårlige spisesteder, den giftige jord og det snavsede vand i havnen, nej, det var stemningen, fornemmelsen af konstant krise i en by, hvis gamle bydele henlå i kedsommelig stilstand, en hovedstad vendt indad i provinsiel selvglæde. København var på alle parametre en lille by. Nu bader vi i havn og kanaler, spiser ude konstant, pengene vælter ind i kommunekassen, alverdens turister strømmer til. Nye bydele tages i brug, gamle udvikler sig, broer bygges, byen er åben. København er blevet en stor by.

DRØMMER københavnerne om noget helt andet? Mener mange, at noget er galt med den udvikling, der hædres overalt? Tager man deres kryds på tirsdag bogstaveligt, er svaret ja. Næsten en fjerdedel siger, at de vil stemme Enhedslisten, et parti, der grundlæggende ønsker en anden by.

RØDT chok vil det være, hvis Enhedslisten bliver hovedstadens største parti. Først og fremmest betegner det et af de mest fascinerende paradokser ved vores tid. Det nye København har mange fædre og mødre. En af dem er den detroniserede Frank Jensen, der etablerede et bredt samarbejde med store, langsigtede aftaler. Men udviklingen er først og fremmest et ægteskab mellem velvillig kapital, politisk kompromis og hårdkogt byplanlægning. Hver gang, der er indgået aftale om nye byggegrunde, er det sket på forventningen om økonomisk afkast, indbringende virksomheder og nye skattebetalende beboere. Københavnerne er blevet rigere og rigere. Og samtidig er de blevet rødere og rødere.

OG hvordan så forklare dette paradoks? Én årsag må være, at venstredrejningen er et økonomisk overskudsfænomen. Jo mere velhavende og privilegerede, desto mere tillader man sig at se bort fra den virkelighed, der har skabt byen. En anden forklaring må være, at politiske holdninger ofte indebærer et vist hykleri, og her kommer det helt tæt på den personlige livsførelse: Man støtter indvandring og hædrer folkeskolen, men sætter børnene på privatskole for at undgå tosprogede unger og lærere uden uddannelse. Man vil gerne have en blandet by, blot ikke dér, man selv går tur om søndagen. Man vil af med byens biler, dog ikke sin egen. Man elsker metroen, men stemmer på et parti, der har været imod den og nu vil ødelægge dens økonomi totalt.

LEVER man sådan og stemmer Enhedslisten, er der noget, man ikke tager helt alvorligt; sig selv eller politik eller begge dele. Det handler mere om følelser og identitet. Om at stemme sig til en bedre samvittighed. Men kan det virkelig være rigtigt, at København er blevet en sådan drømmeby, hvor virkelig politik er ophørt, og det eneste problem synes at være antallet af parkeringspladser?

BLÅT flertal eller en blå borgmester får man tilsyneladende aldrig i et København, hvor mange lykkeligt ignorerer, hvad der har skabt byens helt overvældende succes: åbenhed og vækst. Man må give, at Enhedslisten i modsætning til mange af dets vælgere nu står ved, at de faktisk ønsker noget andet: En by, der ikke længere skal vokse. En by, hvor der faktisk ikke skal bygges billigere boliger, fordi man er imod hvert eneste konkrete forslag. En by, hvor det tager årevis at få en lokalplan igennem og endnu flere år, før et byggeri kan gå i gang. En by, hvor central styring vil kvæle frit initiativ og privat virkelyst. En lukket by. Det kan godt lade sig gøre. Sådan var København engang. Måske skulle de gode københavnere, der ofte fortæller hinanden, hvor vidunderlig byen er blevet, tænke over, hvordan det mon er gået til? kras

Find frem, læs eller genlæs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.

Side 14






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank