Kommentar. Tirsdag aften blev der skrevet nordisk litteraturhistorie. Niviaq Korneliussen er den helt rigtige modtager af Nordisk Råds litteraturpris, og timingen kunne ikke være bedre.

Hvis det bedste allerede er sket

Hvis det bedste allerede er sket Af Klaus Rothstein

Med tildelingen af Nordisk Råds litteraturpris 2021 til Niviaq Korneliussen står grønlandsk litteratur for første gang som vinder af den prestigefyldte pris. Det er en historisk, kolossal og fuldt velfortjent triumf for den 31-årige forfatter og hendes roman Blomsterdalen – og for grønlandsk samtidslitteratur.

Blomsterdalen – som allerede er oversat til ti sprog – bliver nu endnu mere synlig på kontinentet, hvor den vil blive læst som et bidrag til den europæiske samtidslitteratur. Vinderromanen er nemlig ikke en hjemstavnsfortælling fra Nordens udkant. Det er en civilisationskritisk, moderne roman.

Mens både amerikanerne og kineserne rækker ud efter Grønland, og den danske regering skal håndtere et forstærket grønlandsk selvstændighedsønske, fokuserer Korneliussen på, hvad danskertrætheden og de globale politiske spørgsmål betyder for det enkelte menneskes selvopfattelse som grønlænder.

I en groft satirisk passage lader Niviaq Korneliussen sin hovedperson svare ja eller nej på en række spørgsmål om, hvad det vil sige at være en del af det grønlandske fællesskab: »Er du stolt af dig selv? Går du med grønlandske smykker? Er du et naturmenneske? Synes du, at kunst skal have grønlandske motiver, før man kan kalde det for rigtig grønlandsk kunst?«

Med sin interesse for den eksistentielle hjemløshed, der rammer hovedpersonen, som hverken kan leve i Grønland eller i Danmark, og som klamrer sig til et håb om at leve i et tolerant Canada, munder romanen ud i et stærkt identitetspolitisk selvopgør.

I sin motivation skriver juryen, at bogen »handler om kærlighed, om venskab og om at være en del af et postkolonialt samfund«, og postkolonialistisk litteratur er det unægtelig. Men Blomsterdalen tegner først og fremmest sit samfundsportræt som påtrængende og vigtig realisme om den voldsomme række af selvmord, der bliver begået i Grønland. Som Niviaq Korneliussen sagde, da Weekendavisen besøgte hende i Nuuk sidste sommer: »Lige fra min barndom har jeg vidst, hvad selvmord var, og det føles så provokerende, at man ligefrem kan vænne sig til det. Jeg kan ikke tåle, at det næsten omtales som en naturlig død heroppe. Og jeg kan slet ikke forstå, at der ikke er større opmærksomhed om emnet fra politisk side.«

I romanen forsøger den navnløse hovedperson at få overblik over, hvor mange grønlændere der har taget deres eget liv, men statistikkerne er diffuse og ufuldstændige. Hun finder dog ud af, at 45 mennesker døde for egen hånd i 2019. Det betyder, at Grønland ville lande på hele 82 selvmord pr. 100.000 indbyggere. Til sammenligning er der i Lesotho, som officielt har verdens højeste selvmordsrate, 39 selvmord pr. 100.000 indbyggere.

Med sin undersøgelse af selvmordet som en evigt truende tilstedeværelse i livet – der er hele tiden angsten for nyheden om en skolekammerats, en nabos eller en kusines selvmord – skriver Niviaq Korneliussen om et socialt og eksistentielt traume i nutidens Grønland. Det er et emne, hun ikke kun har behandlet i romanform, men også i politisk-aktivistiske opråb til hjemmestyret om behovet for øget støtte til selvmordstruede grønlændere.

LITTERÆRT SET stiller Niviaq Korneliussen sig bag verdenslitteraturens lange række af klassiske selvmordsfortællinger – fra Homers Odysseen over Shakespeares Romeo og Julie og J.W. Goethes Den unge Werthers lidelser til Henrik Ibsens Hedda Gabler og Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, for nu bare at nævne nogle få hovedværker i selvmordets litteraturhistorie.

Samtidig har Niviaq Korneliussen lagt alen til den nordiske litteratur, hvor selvmordsovervejelser udgør et selvstændigt spor. Her tænker jeg på forfattere som norske Stig Sæterbakken, Merethe Lindstrøm, Carl Frode Tiller, Tomas Espedal, Karoline Brændjord og Karl Ove Knausgård, svenske Jonas Hassan Khemiri og ikke mindst islandske Auður Ava Ólafsdóttir, som modtog Nordisk Råds litteraturpris i 2018 for romanen Ar, og som Niviaq Korneliussen nævner som et litterært forbillede. Af danske forfattere, der har skrevet om selvmord, kan man nævne for eksempel Kim Leine, Lotte Kirkeby, Johan Davidsen, Caroline Albertine Minor, Ulrik Gräs, Glenn Bech og Caspar Eric.

Til denne tendens i litteraturen føjer Blomsterdalen sig som et selvfølgeligt hovedværk med sin på én gang skånselsløse og omsorgsfulde skildring af selvmordet som en trussel og en fristelse, for eksempel i denne passage, hvor fortælleren er på vej til Danmark for at begynde et universitetsstudie, mens kæresten bliver tilbage i Nuuk:

»I nat holdt Maliina hårdt om mig, og jeg tænker på, om det bedste allerede er sket for os. Jeg får lyst til at bryde ind i cockpittet, slå piloterne omkuld, ødelægge autopiloten og skubbe styrepinden helt op, så vi dykker så hurtigt som muligt, ned, ned med os alle sammen, for hvis det bedste allerede er sket for os, vil jeg slæbe alle med mig i døden, så de sætter en dato på tragedien, husker den for evigt.«

Hvad skal vi gøre, hvis det bedste allerede er sket for os? Det er et frygteligt og svarløst spørgsmål, som Niviaq Korneliussen stiller med stort mod.

MED SIN KUN ANDEN BOG (hun debuterede med det lovende prosaeksperiment Homo sapienne i 2014) har hun erobret en betydende plads i den nordiske eksistens- og identitetslitteratur. Hun skriver om at finde sin plads i verden, om seksualitet og nationalitet, om fordomme og tolerance, om Grønlands og grønlændernes politisk-kritiske syn på Danmark og danskere – og måske først og fremmest om at være et livsdueligt menneske i et land, der er kontamineret af selvmord.

Siden Nordisk Råds litteraturpris blev uddelt første gang i 1962, har Sverige vundet den seksten gange, Danmark tolv, Norge elleve, Island otte og Færøerne to gange. Det samiske sprogområde og Ålandsøerne har aldrig vundet prisen. Men det har Grønland nu! Niviaq Korneliussen har nedbrudt den litterære barriere, der hidtil har eksisteret for de grønlandske kandidater til Nordisk Råds litteraturpris, og dermed har hun skrevet grønlandsk – og dermed nordisk – litteraturhistorie.

Og med den aktuelle politiske situation i Grønland kunne timingen ikke være mere optimal.

Side 13






De skriver Weekendavisen

Anna Libak

Jon Hustad

Henrik Dørge

Lone Frank