LONDON – David Bowie som kunstskribent? Sådan er der ikke mange, som kender og husker ham. Men den britiske rocklegende begik sig i en periode i 1990erne som skrivende og dyrkede sin store passion for især den grænsesøgende billedkunst.
Et af de største scoops i Bowies relativt korte karriere som journalist var et 20 sider langt interview med den berømte og stærkt kontroversielle billedkunstner Balthus i det dengang feterede, men nu hedengangne magasin Modern Paintings. Artiklen blev den længste nogensinde i bladets historie.
Balthus var dengang i 1994 den sidste overlevende fra den såkaldte Paris-skole, der talte andre store mestre som Picasso, Matisse, Chagall, Mondrian og Modigliani. Balthus var klart den mest omdiskuterede af dem alle, kendt for sine udfordrende malerier af meget unge kvinder i seksuelt ladede positurer.
Omstændighederne for den fire timer lange samtale mellem de to store personligheder og kunstnere på malerens slot i træ i Schweiz afdækkes nu detaljeret i en ny bog, We Could Be: Bowie and his Heroes. Bogens forfatter, Tom Hagler, til daglig journalist og studievært på BBC Radio, fortæller:
»Bowie begyndte på et tidspunkt at kede sig, i musikken, men også mere generelt. Det fik ham til at kaste sig over journalistikken i en årrække vel mest som et alibi for at møde en række interessante mennesker og samtidig dele samtalerne med omverdenen,« fortæller Hagler mig over telefonen.
Af bare nerver var Bowie nær aldrig nået frem til sit første store interview med den fransk-polske Balthus (som bar det civile navn Balthasar Klossowski de Rola). Interviewet skulle foregå på malerens imposante bjælkeslot i Rossinière i den fransktalende del af Schweiz.
»Jeg var så lammet af skræk, at jeg tre gange var ved at vende om på turen derhen,« fortæller Bowie i bogen.
Bowie var lige så opslugt af kunst som af musik. Den eneste eksamen, han bestod, før han gik ud af skolen, var i billedkunst. Han forsøgte sig senere med kunststudier, indskrevet under sit borgerlige navn David Jones på Croydon School of Art i Sydlondon, men droppede ud og lærte til gengæld at mime, før han gik ind i musikken.
Senere i livet, da han var kommet til penge, begyndte han at samle på værker af blandt andre Tintoretto, Rubens, Damien Hirst og Frank Auerbach. I 1980erne forsøgte han selv med lærred og pensel og udstillede i 1994 en række ekspressionistiske og melankolske malerier på Flowers East Gallery i London til fordel for Brian Enos velgørenhedsprojekt, War Child.
Han lavede flere ting sammen med billedkunstneren Damien Hirst. I et af værkerne var Bowie klædt ud som marsmand og stod på en stige og kastede maling mod et roterende kanvas. Han var også fan af østrigske Egon Schieles erotiske malerier og skabte sit lp-cover til pladen Lodger efter ham.
»Bowie var selv, ligesom Balthus, en enspænder med ikke ret mange virkeligt nære venner,« fortæller Tom Hagler til Weekendavisen.
Da Balthus som kun 26-årig i 1934 åbnede sin første soloudstilling på Galerie Pierre i Paris, vakte det slet og ret opstandelse i byens kunstmiljø: Fire af syv malerier gik seksuelt væsentligt længere, end parnasset brød sig om. Og de havde trods alt set en del.
Forargelse vakte især hans siden berømte og berygtede maleri Guitarlektionen, som viser en meget ung kvinde med blottede kønslæber, der ligger henslængt hen over skødet på en mere moden kvinde med et blottet struttende bryst, der samtidig har hårdt fat i den unge kvindes lange hår med den ene hånd og den anden placeret blidt på hendes nøgne lår. På gulvet ligger en barneguitar – henkastet. Fordi her blev der undervist i spil på helt andre strenge, skulle betragteren formentlig konkludere?
David Bowie var nysgerrig. Ingen anden journalist havde været i stand til i årtier at nærme sig den sky og isolerede dengang 86-årige mesterkunstner, der følte sig udstødt af mange kredse og vel sad med en vis bitterhed i sit slot – i øvrigt den største bygning opført helt i træ i Alperne.
»For at få interviewet var Bowie faldet i snak med Balthus’ noget yngre japanske kone, Setsuko, på en kunstudstilling i Schweiz på et tidspunkt, da han selv boede i alpelandet af skattehensyn,« fortæller Tom Hagler.
Kort efter fik han igennem hende en telefonsamtale i stand med Balthus for at aftale nærmere.
»I opkaldet foreslog jeg at medbringe en ’rigtig journalist’ også,« har Bowie fortalt om sin debut.
Men det afslog Balthus i kategoriske vendinger: »For guds skyld, nej tak. Jeg kan ikke udholde kunstfaglige journalister. De er altid så intellektuelle. Jeg vil foretrække, at du gør det, kære dreng,« citeres Balthus i bogen for at svare.
Da Bowie og Balthus omsider mødtes på slottet, var der fra første øjeblik god kemi mellem dem. Og kunne han så skrive, Bowie? Artiklen begynder poetisk:
»Balthus lægger sin kniv og gaffel, stirrer ud i intetheden og siger sagte: ’Jeg vågnede i morges og gik i atelieret. Men der skete ikke noget. Så kiggede jeg på mit maleri og så på tingene omkring mig. Følte en voldsom taknemmelighed.’ Hans stemme dør ud, men efterlader spor af minder, berømmelse og måske skuffelse. Dér sidder vi så, i larmende tavshed – Balthus, Setsuko og jeg. Tragedie og kaos fra det 20. århundrede strømmer gennem tankerne på dets sidste store legendariske maler.«
Tilsyneladende var Balthus dog så afsondret fra virkeligheden uden for slottets mure, at han ikke for alvor forstod David Bowies reelle berømmelse.
»Du virker helt vant til fotografer?« spurgte han oprigtigt undrende, mens der flittigt blev taget fotos af de to til magasinet. I den lange, venskabelige samtale kom de vidt omkring. Blandt andet talte de om, hvorvidt den tyske digter Rainer Maria Rilke måske kunne være Balthus’ virkelige far, fordi han i mange år havde været moderens elsker. Det eneste svar, han fik med hjem, var, at Rilke havde hjulpet ham som 11-årig med at publicere hans første bog. Og måske var det alt, hvad Balthus i virkeligheden vidste?
David Bowie hørte også om hans taknemmelighed over for den amerikanske skuespiller Marlon Brando, der havde forsvaret Balthus, da han på et tidspunkt blev anklaget for fascistiske motiver gennem sin figurative malerkunst.
Han spurgte til nøgenheden i mange af Balthus’ værker og fik et meget kort og kontant svar: »Erotikken, som folk altid ser ... er i deres eget blik.«
»Er du stadig kattenes konge?« dristede Bowie sig til at spørge med henvisning til de kattelignende udtryk, som Balthus gav nogle af de præpubertære piger i visse af sine malerier med erotiske overtoner.
»Når man bliver over 86, ændrer tingene sig,« svarede Balthus stoisk. Her brød Setsuko så ind og bød på schweizisk chokolade.
Bowie valgte ikke at gå ind i pædofilirygterne og anklagerne om at være pervers. Stor var hans forbløffelse derfor, da Balthus selv fortsatte med betroelser i deres samtale om Guitarlektionen.
»Jeg ville skabe et navn for mig selv,« sagde Balthus. »Og ved du hvad, David, dengang var den eneste måde at skabe et navn for sig selv at lave lidt skandale.«
Frem for at gå kritisk og dybere ind i temaet valgte Bowie at replicere: »Provokation har banet vejen og formet karrieren for mange.« Hvortil Balthus så uopfordret udbrød noget, der i virkeligheden måske er interviewets virkelige scoop: »Jeg var ganske enkelt tiltrukket af teenageres umodne former – så simpelt er det.«
Her vælger Bowie så for anden gang ikke at gå videre og leder i stedet samtalen hen på symbolikken i Balthus’ brug af bøger og spejle i sine malerier.
»Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvorfor han ikke gik til stålet her,« siger bogens forfatter, Tom Hagler:
»Enhver anden journalist ville her have boret i det. Og der er vel kun et par mulige svar på, at Bowie ikke gjorde det: Enten mente han ikke, der var nogen sag. Eller også ville han bevidst ikke lade sig mærke med, at han i virkeligheden fik foræret en stor indrømmelse eller provokation, så det ikke kom til at stå i vejen for det, man alene skulle forholde sig til, nemlig kunsten og ikke personen bag,« spekulerer Tom Hagler og fortsætter:
»Eller også er der jo naturligvis den mulighed, at han som rockmusiker, med alt hvad der i tidens løb har været af purunge groupies i netop den branche, ikke fandt det rigtigt at tage fat her. Det kunne måske virke for hyklerisk. Jeg holder for meget af Bowie til at tænke, at det ligefrem kunne have været ubehageligt,« siger Tom Hagler. Bowie sagde selv senere i livet over sit bånd til Balthus. »Den fælles skæbne, som vi synes at dele, er viljen til at arbejde som besatte og så en stærk modstand mod folks dømmende meninger om vores arbejde.
Udtryk dig og bliv fordømt – sådan synes det ofte at være.«
