Enegang. En af Danmarks største fodboldspillere nogensinde har skrevet en af de mest vellykkede sportsbiografier i nyere tid.

Sprækker i muren

Sprækker i muren Af Asker Hedegaard Boye

Jeg er så lille et menneske, at det første, jeg gjorde, da jeg fik Peter Schmeichels selvbiografi, One i hånden, var at bladre ivrigt efter sæsonen 1994/95. Det var nemlig det år, min klub, Blackburn Rovers, vandt mesterskabet foran netop Schmeichels Manchester United, som jeg allerede dengang nærede et indædt had til.

Skuffelsen var derfor betragtelig, da jeg fandt denne gyldne sæson reduceret til bare fem siders klynk og dårlige undskyldninger. For mig, en 12-årig fra den østjyske provins, var der tale om et eksistentielt højdepunkt, for mægtige Schmeichel en sæson til glemmebogen.

Det er dog også den eneste (indrømmet: idiosynkratiske) kritik, jeg kan mobilisere over for den overraskende velovervejede selvbiografi. Overraskende, fordi den danske målmand tidligere har sat navn under den rædsomme Schmeichel: The Autobiography (1999), skrevet i samarbejde med Egon Balsby og en demonstration af genrens værste kendetegn: selvforelsket, fortravlet og ja, dum.

One befinder sig på en anden hylde, takket være en fremragende pennefører i Sunday Times-journalisten Jonathan Northcroft, men også fordi Schmeichel, nu 57 år, faktisk tør sætte sit ellers så nagelfaste ry som intimiderende enehersker på spil. Det er virkelig klædeligt.

Det gør bestemt heller ikke noget, at Schmeichel har en drønende historie at fortælle, ikke mindst fra den polske side af familien. Hans farfar blev dræbt af tyskerne i Anden Verdenskrigs første træfninger, farmoren blev deporteret af russerne ved krigens afslutning.

Hans far, Tolek, var en temperamentsfuld boheme, alkoholiker, en fremragende musiker – og dobbeltagent. Det var under Den kolde krig, og han kunne kun få lov at rejse til Danmark, hvis han lovede at spionere. Han modtog træning i Polen, men meldte sig selv ved ankomsten til København og lod sig hverve som kontraspion. Når ikke han samlede oplysninger om fædrelandet, underholdt han på Tivoli-restauranten Nimb, spillede morgenerne frem på natklubber og spredte jazz på torvene i Høje Taastrup, hvor familien Schmeichel boede lyst i nyopført modernistisk beton. Moren var travl oversygeplejerske, hvorfor de fire børn tidligt måtte lære at tage vare på sig selv og hinanden.

SOM DRENG VAR Schmeichel »vild«, men ingen slagsbror. Hans »frihedstrang« gjorde ham uønsket på flere skoler, men på Statens Pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre kunne han skærpe sin interesse for musik og kunst. Den første del af karrieren gik fra Gladsaxe-Hero over Hvidovre til en fuldtidskontrakt i Brøndby og landsholdsdebut som 23-årig.

Gennem hele One findes en indre konflikt mellem hovedpersonens energiske, karakterfaste og ofte temmelig ulidelige indstilling mellem målstolperne (»jeg skærer aldrig hjørner«) og en moden refleksion over selvsamme urokkelighed (»ofte så det ikke kønt ud«). En konflikt mellem Peter den Yngre og Peter den Ældre, men også mellem sportens afstumpede, hierarkiske vindermoral og det omgivende samfunds blødere omgangsformer.

Det storslåede ved den næsten 400 sider lange biografi er, at den ikke vælger side, alt imens man som læser aldrig er i tvivl om, hvor stolt et menneske, Peter Bolesław Schmeichel er. Sidst jeg havde en lignende læseoplevelse, var med David Lagercrantz’ mesterværk Jag är Zlatan Ibrahimović (2011), ligeledes en fortælling om enerens drivkraft.

Schmeichel kan på én gang prise sin strategiske arrogance på banen og ønske, at han havde vist mere taknemmelighed.

»Jeg tillod mig aldrig at blive sentimental eller følsom (...). Hvordan skulle den slags tanker lede os til sejr?« spørger han og afslører derved en anden af bogens interessante brudflader: overgangen fra den gamle til den nye verden.

Da Schmeichel kom til Manchester i 1991, var engelsk fodbold stadig et mudderbad af machoattitude: Vinnie Jones, Paul Ince, Roy Keane. Året efter, i den første sæson i den nye Premier League, var der blot 13 udlændinge. Tacklingerne smagte af blod, og spillerne var endnu ikke omgivet af agenter og assistenter. Når spillerne var indlogeret på hotel før en udekamp, var sengen altid for kort til den store dansker.

SELVBIOGRAFIEN ER skrevet på det modne menneskes overskud. Schmeichel holder umådeligt meget af Manchester Uniteds ledere, også den udskældte Martin Edwards, de gamle holdkammerater, ikke mindst den godmodige forsvarsspiller Steve Bruce, endda receptionisten og sekretæren.

De to meget forskellige Brøndby-trænere, den afslappede Ebbe Skovdahl og den intense Morten Olsen, hyldes for at være forud for deres tid, mens bogens faderfigur, Manchester United-manageren Alex Ferguson, skildres mindre brysk end rygtet og som en stor menneskekender.

Bogens korte forord er forfattet af holdkammeraten og geniet Éric Cantona, der lærte knøse som Ryan Giggs og David Beckham, hvad det vil sige at være professionel, men selv stoppede som 30-årig, blev skuespiller og »ville have været Chet Baker«.

Brøndby-bossen Per Bjerregaard, som Schmeichel ved Gud havde et anstrengt forhold til, får også et par pæne ord med på vejen. Derimod er der ikke meget at finde om den rasende rival Roy Keane og ekskonen og moren til hans to børn, Bente.

One er fremragende oversat af Tonny Vorm, der formår at omsætte Northcrofts på én gang autoritative og prøvende tone til bølgende dansk. Bogen er fortrinsvis skrevet til et engelsk publikum, men også tiden i Brøndby og på landsholdet får plads.

EM-triumfen i 1992, »mit livs sommer«, tildeles et helt kapitel med meget interessant ekstramateriale. Såsom at landsholdet var så ringe forberedt, at de spillede den første kamp mod England iført ungdomslandsholdets diminutive spilletøj. At Schmeichel ankom til Sverige næsten udbrændt, »træt af fodbold«, og at han kun klarede Marco van Bastens straffespark i semifinalen, fordi han på forhånd havde bestemt sig for at springe til venstre.

Efter den store Champions League-sejr i 1999 forlod Schmeichel Manchester United. Det fortryder han i dag. Hans sidste år som professionel foregik i Lissabon og Premier League-klubberne Aston Villa og Manchester City, Uniteds lokalrivaler. Om opgørene mod Manchester United i karrierens efterår lyder det ærligt:

»I de kampe havde jeg det, som om jeg spillede på det forkerte hold, fordi jeg ikke var god nok til United.

I de sidste kapitler går der stolt far og bedstefar i den. Sønnen Kasper, landsholdets målmand, er fantastisk, og det samme er selvfølgelig datteren Cecilie. Og børnebørnene. Men som læser tilgiver man.

Peter Schmeichel: One. I samarbejde med Jonathan Northcroft og oversat af Tonny Vorm. 408 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Læs Weekendavisens anmeldelser af stakkevis af andre bøger: Nye og gamle, gode og dårlige, kloge og vanvittige.

Side 38