Overgangsalder. Er det en interessant livsfase eller en behandlingskrævende tilstand? Endnu en gang er kvindekroppen kampplads for forskellige livssyn.

Kvinder uden østrogen

Det kan godt være, at overgangsalder ikke decideret er det nye sort, men fænomenet rykker seriøst på opmærksomhedsbarometeret. Nogle mener endda, at menopausen lige nu oplever noget, der ligner et #MeToo-øjeblik. I Storbritannien er det således et emne, som arbejdsgivere gennemgår træning i at håndtere, og som virksomheder formulerer særlige politikker for. Og som et sikkert tegn på, at noget betydningsfuldt er ved at ske, kalder reklameindustrien på en re-branding af fænomenet. Kvinder midt i livet har en svulmende købekraft og skal lokkes med nye positive billeder af sig selv. Væk med overleveret stigma og tøndeformede modeller og ind med yogadyrkende 50-årige med kropsbevidsthed, højt selvværd og sexet glimt i øjet.

Men bag den farverige front udspiller der sig en interessant kamp. For det er, som om overgangsalderen er en arena, hvor man har sværdslag om, hvordan det gode og ikke mindst »rigtige« kvindeliv skal leves. Det handler dybest set om, hvordan vi skal anskue denne uundgåelige fase, og i forlængelse heraf, hvordan vi som individer skal forholde os til de konkrete fysiologiske forandringer. Lidt groft sagt er det en konfrontation mellem ideen om henholdsvis det medicinsk »optimerede« og det »naturlige« liv.

En eksponent for sidstnævnte fløj er den amerikanske kvindehistoriker Susan Mattern, som i 2019 udgav bogen The Slow Moon Climbs – The Science, History, and Meaning of Menopause. Her forsøger hun en radikal gentænkning ud fra teorier om menneskets evolution. I Matterns tolkning er menopause således »overgangen til en livsfase, der har været afgørende for menneskeartens succes – én, som man burde tillægge værdi og nærme sig med respekt, ikke rædsel«.

Formuleringen bygger på den såkaldte bedstemorhypotese. Ideen om, at ældre kvinder mister deres fertilitet, fordi det har betalt sig overlevelsesmæssigt, at de kunne hjælpe deres døtre med børnepasning frem for selv at blive ved at få børn. Ganske vist er det kun en hypotese, og langtfra alle forskere er overbevist. Men Mattern bruger den som afsæt for at hævde, at nutidens opfattelse af overgangsalder som en tilstand med ubehagelige symptomer, der skal behandles, er en moderne opfindelse. Den blev skabt af 1800-tallets spirende nye (mandlige) medicinske videnskab og holdes nu oppe af medicinalbranchens profithunger og vestlige kvinders angst for at blive gamle. Vi kan meget vel stå over for et »kulturelt syndrom«, mener Mattern.

Hvilket får den britiske endokrinolog Julia Prague til at levere modsvar i sin anmeldelse i Nature. Matterns tolkning risikerer at mindske de i forvejen små midler til forskning i de generende symptomer, som rammer knap 70 procent af alle kvinder, advarer hun. Også den amerikanske socialpsykolog og forfatter til en række bøger om videnskab og kvinders vilkår, Carol Tavris, er misfornøjet.

»Det er jo tåbeligt at konkludere, at fordi evolutionen har frembragt noget, så skal man bare finde sig i det. Og den ukritiske fejring af det ‘naturlige’ tjener til at vende kvinder imod en videnskabelig tilgang og gør dem ude af stand til kritisk at vurdere videnskabelige argumenter. Det kalder jeg ikke empowerment

Netop det videnskabelige tager Tavris sammen med den kliniske onkolog Avrum Bluming under grundig behandling i bogen Oestrogen Matters fra 2018. Her kulegraver de årtiers forskning og udlægning af data vedrørende hormonsupplement ved overgangsalder. For som Tavris siger:

»Hormonbehandling er kommet til at stå som en slags lynafleder for den bredere diskussion om overgangsalder.«

En enestående chance

Østrogen er da også nøglen til at forstå, hvad der foregår. Overgangsalder udløses af et drastisk fald i produktionen af det kvindelige kønshormon, som i løbet af kort tid daler til bare én procent af niveauet i den fertile alder. Gennemsnitsalderen for den sidste menstruation varierer globalt, men ligger mellem 46 og 50 år i lande med lav- eller mellemindkomst og 50 og 53 år i højindkomstlande. I Danmark er den 52.

Overgangsalder drejer sig imidlertid ikke om en skæringsdato, men derimod om en udstrakt periode. Man taler om perimenopause som en periode på mellem syv og ti år, fordelt på begge sider af menstruationens ophør. År, hvor der kan ske ting og sager, idet organismen byder ind med et bredt repertoire af både fysiske og psykologiske effekter. Symptomer, om man vil.

Hedeture er dét, de fleste umiddelbart forbinder med overgangsalder, men jo mere man studerer sagen, jo mere mangfoldigt og komplekst bliver billedet. Der kan optræde ledsmerter, stivhed og vægtøgning. Der er tørhed i skeden og deraf følgende smerter ved sex og gentagne blærebetændelser, ligesom selve lysten til sex kan svinde gevaldigt ind. Så er der humørsvingninger, tendens til raseri, søvnbesvær og tankemylder samt deciderede depressionssymptomer. Forstyrrelser af hukommelse og koncentration kan melde sig. Og endelig er der den mere kosmetiske afdeling med tør hud, slappere bindevæv og hårvækst nye steder.

Læs også »P-piller fucker med kvinders hjerne«

Hvad man trækkes med, er imidlertid stærkt individuelt, og faktisk sejler hver tredje kvinde igennem stort set uden gener. Det er business as usual, bare uden menstruation. En anden tredjedel har forskellige symptomer i moderat grad, og den sidste tredjedel rammes alvorligt.

Socialrådgiver Bettina Post leverede sidste sommer i Politiken en beretning fra det virkelige liv. Som modvægt til en overskrift i dagbladet, som hævdede, at »Overgangsalderen er blevet hot«, gennemgik hun ti års kamp mod symptomer, der tilsammen »har gjort mine år i 50erne til de fysisk og psykisk mest udfordrende år af mit liv«. Når Post har fravalgt sin læges tilbud om hormonbehandling, er det, fordi hun »er mere bange for at få brystkræft end for at være en sur gammel dame«.

For en anden skildrer af overgangsalder, Renée Toft Simonsen, der har udgivet bogen Jeg er f*cking hot, var fravalget mere et spørgsmål om accept af tingenes tilstand. Som hun udtalte til Femina:

»Det her er overgangsalderen, hvis du skal prøve den i dit liv, så er det nu, så er du nødt til bare at gå ind i den og mærke den, det er den eneste chance, du får.«

Hormonforskrækkelse

»Overgangsalder er ingen sygdom, og jeg har ikke noget behov for, at kvinder nødvendigvis skal gå herfra med en recept på hormoner,« siger forsker og overlæge i gynækologi ved Rigshospitalet Anette Tønnes Pedersen. »Men ni ud af ti, som gør det, siger, at de får ‘et nyt liv’. Jeg bliver kontaktet af kvinder, som virkelig lider, men er gået forgæves efter hjælp hos deres praktiserende læge. Og der er en hormonforskrækkelse derude, fordi de praktiserende læger stadig sidder fast i det, der skete i 2002.«

Der skete det, at Women’s Health Initiative (WHI), et amerikansk studie af 16.000 kvinder, ramte medierne verden over – før det overhovedet var publiceret i et videnskabeligt tidsskrift. Overskrifterne kundgjorde, at hormonbehandling i overgangsalderen gav en forhøjet risiko for brystkræft, og at det for øvrigt ikke hjalp på noget, ikke engang kvinders velbefindende. Hormonbehandling havde været lovprist og udbredt op gennem 1980erne og 90erne, men nu smed millioner af kvinder deres præparater i skraldespanden, og læger begyndte at slå syv kors for sig. I Danmark blev antallet af forbrugere halveret på to år.

Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen

»Jeg havde aldrig interesseret mig for overgangsalder, fordi jeg selv ingen som helst symptomer havde,« fortæller Carol Tavris, »men min socialpsykologiske interesse for, hvordan vi påvirkes af videnskabelige resultater, blev vakt. Og det viste sig, at videnskaben i dette tilfælde var elendig.«

Der rejste sig hurtigt faglig kritik, og udefra kommende forskeres gennemgang af WHI viste, at de første sensationelle udsagn ikke havde dækning i data. Kvinderne i studiet var i gennemsnit 63 år ved forsøgets start, og mange begyndte altså behandling 13 år efter menopause. Hvorimod det sædvanlige behandlingsregime begyndte lige omkring menopause. Senere grundige analyser af det samlede datasæt afslørede endvidere, at hormonbehandlede kvinder mellem 50 og 59 faktisk havde en lavere dødelighed end den ubehandlede kontrolgruppe.

WHI, som med en milliard dollar i omkostninger er det dyreste studie nogensinde, er for længst miskrediteret, hvad angår den oprindelige påstand om øget kræftrisiko. I de seneste ti år har både de amerikanske og europæiske sundhedsmyndigheder anbefalet, at man ved behov for behandling begynder den, lige før menopausen faktisk indtræder og fem år frem. Alligevel har angsten sat sig i kulturen.

»Det ærgrer mig, at østrogen er så udskældt og kun bliver forbundet med sundhedsrisici, for i virkeligheden er det rigtig godt og et vigtigt hormon for kvinder. Østrogen påvirker alle væv, og dets fravær kan mærkes overalt i kroppen,« understreger Anette Tønnes Pedersen.

I 2019 kom en metaanalyse i The Lancet, som endnu en gang bragte brystkræft på banen. Behandling med østrogen alene i op til syv år øger ikke risikoen, men når man samtidig behandler med gestagen for at modvirke kræft i livmoderen, ser det ud til, at livstidsrisikoen for brystkræft stiger fra en baggrundsrisiko på 10 til omkring 12 procent, hvis man tager hormontilskud i mere end fem år. På denne baggrund havde Dansk Gynækologisk Selskab planlagt at udgive et sæt retningslinjer, men man kunne ikke enes, fortæller Anette Tønnes Pedersen.

Hør også hjerneforsker Vibe Gedsø Frøkjær fortælle om østrogens indflydelse på vores hjerner

»Det, som skiller, er holdningen til, hvordan vi skal formidle vores viden. Vi er enige om, at kvinderne skal informeres grundigt om de risici, forskningen peger på, men mange, heriblandt jeg selv, mener, at vi samtidig skal formidle de fordele, der er. Og give en mere nuanceret og individuel rådgivning af kvinder, som søger lindring. Ellers mener jeg, at vi svigter dem.«

Tønnes Pedersen har publiceret en undersøgelse blandt gynækologer i de nordiske lande, som vældig godt illustrerer, hvordan specialister rent faktisk tolker forskningen. Mens sundhedsmyndighedernes anbefaling til kvinder om hormontilskud er »så lidt som muligt, så kort tid som muligt«, viser det sig, at kvindelige gynækologer og mandlige gynækologers hustruer tager hormontilskud i årevis. Og hvor kun 20 procent af kvinder på et tidspunkt under menopause får hormontilskud, tager næsten 80 procent af gynækologer det langvarigt.

Fordelene ved hormonsupplement er da også til at tage og føle på. Et stort og tiårigt dansk lodtrækningsstudie publiceret i 2012 i British Medical Journal viste, at kvinder, der fik hormonbehandling fra menopausens begyndelse, halverede deres risiko for hjerte-kar-sygdom. En sygdom, der dræber langt flere end brystkræft. Desuden peger flere studier på, at østrogen faktisk har en gavnlig effekt, hvis man udvikler brystkræft. Overlevelsen blandt kvinder, som får brystkræft efter menopause, er nemlig bedre, hvis de tog hormoner under menopause, end hvis de ikke gjorde.

»Endelig er der noget, vi slet ikke taler om,« siger Anette Tønnes Pedersen og nævner, at risikoen for brystkræft stiger lige så meget ved blandt andet overvægt og et stort alkoholforbrug som ved hormonbehandling.

Hjernen sløres

Endnu et emne, vi ikke taler meget om, er den virkning, overgangsalderens drastiske fald i østrogen har på kvinders hjerner og i sidste ende deres kognitive helbred. Det er imidlertid en diskussion, som så småt er ved at tage fart i USA.

»Menopause er i virkeligheden en neurologisk proces. Symptomerne begynder alle sammen i hjernen,« lyder beskeden i en TED-talk fra professor ved Weill Cornell Medical School i New York, Lisa Mosconi. Hendes undersøgelse publiceret i Neurology sidste år påviser, at hjernens energiomsætning under menopause faldt med 20 procent. En proces, der ikke ses hos midaldrende mænd. Samtidig stiger antallet af såkaldte plaques, proteinansamlinger, i kvinders hjerner med 30 procent. Begge forandringer er risikofaktorer for senere at udvikle Alzheimers demens. Og faktisk har kvinder dobbelt så høj Alzheimerrisiko som mænd.

Som Weekendavisen tidligere har skrevet, er der hos mange kognitive omkostninger ved at tage p-piller, som dæmper produktionen af østrogen, og noget lignende gør sig tilsyneladende gældende under menopause. En oversigtsartikel i JAMA fra marts 2020 finder, at knap to ud af tre kvinder selv oplever kognitive vanskeligheder op til og under menopause. De beskriver en hukommelse, der opleves som en si, stort besvær med at koncentrere sig og besvær med at finde de rette ord. Man taler ligefrem om en brain fog, der kan sænke sig i årevis. En håndfuld forskere er nu begyndt at kortlægge effekterne objektivt samt at undersøge, om supplement af østrogen gør en forskel. Og skønt der, som JAMA-artiklen understreger, endnu ikke er massiv forskningsmæssig evidens, peger indledende studier på det.

Et fransk Nature-studie fra 2017 tester en gruppe kvinder tidligt i menopause for såkaldt kognitiv kontrol, altså evnen til hurtigt at skifte mellem opgaver, og skanner samtidig deres hjerner. Kvinderne, som ikke tidligere havde taget hormoner, fik alle både otte ugers behandling og otte ugers placebo (uden at vide, hvad der var hvad) og blev testet både før og under behandling. Østrogensupplement resulterede i bedre testscore, hvilket var kædet sammen med højere aktivitet i de involverede områder af den frontale hjernebark. Det får forskerne til at konkludere, at hormonsupplement kan »forhindre den reduktion i aktivering af præfrontal hjernebark, et neurofysiologisk mål, som observeres i både almindelig aldring og tidlig demens«.

En amerikansk undersøgelse af knap 1000 kvinder, offentliggjort i Menopause i 2020, peger på det samme. Den finder, at forskellige slags østrogensupplementer, som begynder tidligt i menopausen, lægger en dæmper på en række af de normale aldersforandringer, som rammer hjernen over tid.

»Jeg tror,« siger Carol Tavris, »at denne type forskning har potentialet til endelig at dreje diskussionen væk fra at handle om ‘det naturlige’ til at handle om kvinders faktiske ønsker til deres liv. Det er trods alt de færreste, der gerne vil have en ringere hjerne, selvom det er nok så naturligt.«

Hør også chefgynækolog Svend Lindenberg fortælle om testosteron og sure gamle mænd