Der findes – groft sagt – to fløje i klimapolitikken: En højrefløj, der – i det omfang, den overhovedet anerkender problemet – sætter sin lid til teknologiske løsninger og ikke er meget for at give afkald på vante friheder, som at kunne spise røde bøffer og flyve, hvorhen man vil. Og en venstrefløj, der nødigt taler om teknologi, fordi man mener, det tilslører det egentlige problem: vores overforbrug af Jordens ressourcer.
Rasmus Helveg Petersen, klimapolitisk ordfører for De Radikale, formand for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget og tidligere klimaminister, kalder begge tilgange til klimaforandringerne ubrugelige. »Jo, der er fundamentalister, der vil leve på en helt anden måde, end vi gør. Og der er folk på fornægterfløjen, der bare ikke vil lave deres levevis om. Svaret ligger ikke nogen af stederne.«
»Vi kommer til at ændre adfærd på nogle områder. Vi kan ikke fortsætte med at spise så meget kød, som vi gør i dag, fordi en så stor del af CO₂-udledningerne stammer fra landbruget, i Danmark er det en tredjedel. Vi kan ikke blive ved med at køre i benzinbiler, men må vænne os til at lade bilen op hver aften, ligesom vi nu alle sammen gør det med vores iPhone.«
Men det store slæb skal klares af teknologien, der også kan hjælpe os til at forandre adfærd, siger Helveg Petersen. Det gælder også det forkætrede landbrug, hvis CO₂-udledninger for øjeblikket er i fokus i forhandlinger på Christiansborg. »Også her er der en teknologisk revolution i gang. Køerne bliver ikke bedre til at lave kød, end de er, men det gør vi. Vi kan nu lave hakket ’oksekød’, der faktisk smager af kød, af planter. Man kan stort set lave et pløjefrit landbrug, hvad der markant vil formindske udledningen af metan. Små landbrugsrobotter kan erstatte tonstunge mejetærskere og helt ned i de enkelte vækstzoner på markerne identificere, hvad der skal til af lugning og gødskning. Den samlede intelligens i de landbrugsapparater, der rulles ud nu, er enorm.«
Det samme gælder transportsektoren, siger Helveg, en anden af de helt store udledere af CO₂.
»For nogle år siden, da jeg var minister, udelukkede alle, at man nogensinde ville få tung transport over på el. I dag er der konsensus om, at den tunge trafik bliver elektrisk. Vi får så store batterier og så hurtig en opladning til så billig en pris, at man inden for chaufførernes køretidsbestemmelser vil kunne lade lastbilen op. Det vil selvfølgelig starte med de kortere distancer. I dag kan håndværkere købe kassevogne, der er elektriske. Langturslastbiler kommer til at køre med pantografer og vil på de lange motorvejsstræk få deres strøm fra køreledninger. Så kan de lade batteriet op, mens de kører, og køre på batteriet, når de svinger fra motorvejen. Lastbiler har en ret begrænset levetid, så fra teknologien er der, og til den er fuldt implementeret, vil der måske gå syv-otte år, fordi indløbet af ny teknologi går så hurtigt.«
Det kræver gigantiske, men ikke uoverkommelige, investeringer i infrastruktur, mener Helveg.
»Vi glemmer nogle gange, at priserne udvikler sig helt vildt. Se på vindmøllerne, se på solcellerne. Det sker for øjnene af os. Prisen på elbiler rasler ned, mens rækkevidden stiger. Snart vil det være billigere at producere en elbil end en benzinbil, fordi det grundlæggende er en simplere bil, og den produceres i en volumen, der tvinger prisen ned. Den kommer i løbet af få år til helt at overtage markedet.«
Nye brændstoffer bliver billige
Flyvning er et separat problem. For mange af os er det at kunne rejse ret afgørende for, hvad vi opfatter som livskvalitet. Men også her kommer teknologien til hjælp, siger Helveg.
»Det skal være dyrere at flyve, end det er i dag, fordi vi bliver nødt til at betale mere for brændstoffet. Vi skal have noget andet brændstof, det, der hedder electrofuels, og det kommer til at lægge noget ekstra på billetten i en periode. Men så vil prisen formentlig komme til at falde igen.«
Electrofuels, eller efuels, er overskydende strøm fra for eksempel vindmøller og solpaneler, der omdannes til brint. Det tilføres CO₂ fra skorstene, biogasanlæg eller fra luften og bliver til et flydende, klimavenligt brændstof, der er lige så potent som flybenzin og kan anvendes af de nuværende flymotorer. Det kan fremstilles i dag, men til cirka ti gange prisen for gængs flybrændstof.
»Forventningen er, at prisen på electrofuels kommer til at gå markant ned i løbet af få år. Indtil det sker, vil den politiske løsning være at lægge en skat på flyrejser, en lille skat på korte rejser og en større på lange, måske 4-500 kroner for en tur til den anden ende af kloden, sådan som tyskerne allerede gør. Så skal pengene gå til at producere electrofuels, så der bliver mindre og mindre af det sorte brændstof i tanken på de fly, der flyver ud af Europa,« siger den radikale klimaordfører.
– Hvordan sikrer man sig folkelig opbakning bag de ubehagelige tiltag, der må til såsom forhøjelse af brændstofafgifter, uden at der opstår protestfænomener som De Gule Veste i Frankrig?
»Hvis du spørger folk: Vil du gerne betale den reelle pris for det CO₂, du bruger, så er det mit indtryk, at de fleste siger ja, hvis de kan se, at der er noget rimelighed og fornuft i det. Flypriserne er raslet ned siden 1990erne. Hvis man indførte en merpris på nogle hundrede kroner for at flyve til Dubai eller Thailand mod til gengæld at få langt mindre klimabelastende brændstof, ville folk så opfatte det som urimeligt? Det er ikke mit indtryk.«
– Du forestiller dig altså ikke et eller andet asketisk nulvækstsamfund for at få bugt med klimaproblemerne. Du satser på teknologiske løsninger?
»Ja, løsninger som gør, at vi stadig kan bruge strøm, stadig have varme i husene, fortsat vil kunne bevæge os rundt i verden og stadigvæk vil kunne spise kød, bare mindre af det. Men det kommer til at tage nogen tid og kræve investeringer at gøre alle de her ting klimaneutrale, så det er noget, folk skal betale lidt mere for i en overgangsperiode.«
Helveg tager sin egen familie som eksempel. »Vi har lavet en kæmpe adfærdsændring i vores forbrug. Vi spiser langt mindre kød, og når vi gør det, er det lidt skinke eller pølse som krydderi snarere end som hovedingrediens. Jeg prøver kun at flyve i professionelt øjemed, kører meget mere med tog eller cykler. Jeg har en ti år gammel benzinbil, som jeg har tænkt mig at køre i et par år endnu, indtil den skal skiftes ud. Når det sker, bliver det til en elektrisk, og så får jeg aldrig en benzinbil igen. Jeg har sat termostater op, der sparer på varmen. Jeg køber genbrugsting, ret systematisk. Kan godt lide ideen om at købe en gammel dør i stedet for en ny. Så jeg har bevæget mig langt i forhold til det forbrugsmønster, jeg havde for 20 år siden, uden at det gør særligt ondt. På den måde har vi hver især en rolle at spille.«
Klimateknologi interesserer ulande
– Det er jo meget godt, at vi privilegerede i den vestlige verden kan handle for at bringe klimabelastningen ned. Men vi skal jo have hele verden med, hvis det skal batte noget, deriblandt folk i udviklingslande, der har forventninger om at nå op på et noget højere leveniveau. Det er vel den største udfordring. Hvordan får de råd til at investere i alle de her smarte teknologiske løsninger?
»Som sagt bliver de tekniske løsninger billigere. En af grundene til, at folk rundtomkring i verden er så interesserede i dansk vindteknologi er, at det er den hurtigste og billigste måde til at få strøm på nettet. Vi er kommet forbi et tipping point med mange af teknologierne, hvor det nu bedre kan betale sig at bruge de klimasmarte teknologier end de gammeldags klimabelastende. Derfor er det fint, at det er os, der har pengene, der også bærer omkostningerne ved at udvikle de teknologiske fremskridt, som vi så selvfølgelig skal sørge for at udbrede til resten af verden.«
Helveg kommer med eksempler på teknologieksport, han selv var med til at vedtage i sin tid som klimaminister. »Strategien var at få fat i frontrunnerne blandt ulandene og samarbejde tæt med dem og overføre teknologi. For eksempel lavede Risø sammen med et sydafrikansk universitet et vindatlas over Sydafrika, der viste, hvor de gode vindressourcer var, og sammenholdt det med, hvor der boede mennesker, og hvor der var strømledninger. Så fik du lige præcis pinpointet de steder, hvor det var optimalt at lægge vindmøller. Danske vindmøller med en kapacitet på over to gigawatt er nu stillet op i Sydafrika, der ellers har masser af kul. Vi gør det i ret stor skala i cirka 14 lande i håb om, at det kan sprede sig til nabolandene.«
– Hvad er din holdning til en af de mindst klimabelastende energikilder, der findes: atomkraft?
»Hvis vi i dag kunne gå ud og købe en thoriumreaktor, så kunne vi snakke om det. Med værker, der er drevet af thorium, får man ikke nær den samme problematik med radioaktivt affald, og der er heller ikke noget våbenpotentiale i thorium. Men det foregår alt sammen stadig på laboratorieplanet, der står ikke noget thoriumværk noget sted i verden. Selv hvis vi lagde al vores forskning i det, kunne vi om ti, 15 eller 20 år måske få et gennembrud, men det er for sent. Traditionelle a-kraftværker, som vi kender i dag, tager ti til 14 år at bygge med nogle meget store investeringer. Ikke alene har vi ikke tid til at vente på dem, strømmen er faktisk også dyrere end den, vi allerede har. Dertil kommer, at ingen vil have dem. Prøv at spørge folk på Djursland, som oprindeligt var udset til at huse det første danske a-kraftværk. Det vil ikke være politisk muligt. Så vil jeg langt hellere bruge vores innovative kraft til at udvikle vedvarende energikilder.«
Har vi tiden?
– Den teknologiske udvikling, du taler om skal løse klimaproblemerne, lyder jo besnærende, men ligger i bedste fald fem, ti, 15 år frem i tiden. Det er nu, kloden brænder, vejret bliver mere og mere ekstremt. Har vi den tid?
»Vi skal løbe stærkt. Der skal ske noget hvert år. Vi kan ikke bare vente på, at den nye klimavenlige teknologi bliver billig engang i 2035 eller 2040, for forudsætningen for, at det sker, er, at vi hele tiden investerer. Der kommer ingen billige løsninger, hvis ikke vi har købt de dyre først. Vi skal ændre adfærd, og vi skal regulere med lovgivning. Det er for sent nu at undgå effekten af klimaforandringerne. Det bedste vi kan håbe på er at forsinke dem. Og så omkring 2040 begynde at flå CO₂ ud af atmosfæren.«
Det er jo så næste diskussion – hvordan tilpasser vi verden efter de virkninger af klimaforandringerne, som vil komme, lige meget hvad vi gør? Der vil komme regioner i verden, der bliver ubeboelige, og formentlig også nogle, der pludselig bliver beboelige. Men det er jo ikke sådan, at folk i Sahel bare kan flytte op i den sibiriske tundra, der måske nu bliver beboelig. Så hvordan tilpasser vi os de uundgåelige konsekvenser af klimaforandringerne?
Her har Rasmus Helveg Petersen ikke så mange bud på løsninger: »Det er en rædselsfuld udfordring. Helt anderledes end at få grebet ind over for vores CO₂-udledning. Ser man kun på Danmark, er vi superprivilegerede, fordi vi både har penge og teknologi. Vi har allerede planlagt, hvordan vi skal skybrudssikre København med en dæmning ude ved Lynetteholmen. Vi kan sagtens forhindre, at for eksempel København bliver oversvømmet. Men det kan vi ikke med Bangladesh. De her ting kommer til at ske.«
– Vi vil få massive strømme af flygtninge på grund af klimaet?
»Ja, men ikke nødvendigvis folk, der vil søge til Europa. Allerede i dag er der på kryds og tværs af Afrika flygtningestrømme også på grund af klimaet, og det kommer bare til at accelerere. Der er store dele af det sydlige Afrika, hvor man formentlig ikke i fremtiden kan have landbrug baseret på regn, for den kommer ikke. Det betyder, at folk forlader deres jord og rejser andre steder hen. Jeg har ikke nogen løsning på det. Det kommer til at skabe elendighed, og det skal håndteres gennem de redskaber, vi så har til det, katastrofebistand, hjælp til genbosætning og så videre. Formentlig kommer de fattigste til at betale en høj pris.«
CO₂-fangst
En af de teknologier, der giver håb om, at der findes en langsigtet løsning på klimaproblemerne, er carbon capture, med Helvegs ord »at flå CO₂ ud af atmosfæren«.
»Vi har teknologien i dag, men den koster mange penge. Men som for alt muligt andet gælder det, at prisen rasler ned i takt med, at man skruer op for iværksættelsen af det. Håbet er nu, at man i 2040 vil kunne nå et punkt, hvor det koster omkring 100 dollar, altså 700 kroner, at pille et ton CO₂ direkte ud af atmosfæren. På det tidspunkt vil vi sandsynligvis have en global CO₂-afgift, der ligger deromkring og dermed vil kunne finansiere carbon capture. Så hvis teknologien leverer det, som vi tror, den kan levere, vil det ikke være uoverkommeligt at løse problemet i 2040.«
Også fordi det »fangede« CO₂ er relativt let at håndtere.
»Man pumper det ned i nogle sandlag, hvor det i løbet af 50 år eller mindre vil gå i forbindelse med de enkelte sten i sandet og blive til klippe, hvis man vel at mærke pumper det ned under 800 meter, hvor trykket er så og så højt. Den danske undergrund er fuldstændig perfekt egnet til det formål, vi har en kæmpekapacitet med utrolig meget plads dernede. Eller vi kan gøre noget endnu smartere: Vi kan bruge det til at lave electrofuels. I den proces skabes overskudsvarme, der kan sendes ud via fjernvarmenettet og varme byerne op.«
Rapporten fra FNs Internationale Klimapanel, IPCC, fra tidligt i august var ikke behagelig læsning. De globale temperaturer er nu højere end på noget tidspunkt de sidste 125.000 år. Selv hvis de mest ambitiøse planer om at reducere CO₂-udslippene føres ud i livet, og vi begynder at fjerne CO₂ fra atmosfæren, er der ifølge IPCC under 50 procents chance for, at temperaturstigningerne kan holdes under Paris-målet på 1,5 grad. Og under alle omstændigheder kan verden kun forvente mere ekstremt vejr i de kommende årtier: endnu mere uudholdelige hedebølger, mere massive regnskyl, vildere orkaner.
Hvordan kan Rasmus Helveg se så relativt optimistisk på tingene?
»Jamen, jeg er da også bange, fordi problemets omfang er så stort. På den anden side er jeg håbefuld, for jeg kan se, at vi kan gøre så utroligt meget. Der er stadigvæk en ganske spinkel vej, der kan føre os frelst gennem det her, og den vej har jeg dælme tænkt mig at komme så langt ned ad som muligt. Vi har en værktøjskasse nu, der er mange gange bedre end den, vi havde for fem år siden. Og hvis det fortsætter i de næste fem år og igen de næste fem år, så tror jeg, at vi har de våben, der skal til.«
