En af de værste historier om et selvmordsforsøg, jeg nogensinde har hørt, var den om, hvordan forfatteren Ernest Hemingway engang forsøgte at marchere direkte ind i en roterende propel på et fly. I Peter Øvig Knudsens nye bog om psykiatrihistorie, erindring, identitet og selvoplevet sygdom og helbredelse udfoldes anekdoten, og den lidt mere omfattende sandhed er, at forfatteren, efter råd fra pårørende og familie, skulle flyves på hospitalet. Forinden havde han fået en kraftig beroligende indsprøjtning, men midt i luften prøvede han alligevel at få døren vristet op inde fra flyet, så han kunne kaste sig durk i døden. Det var først under en mellemlanding, at han stormede hen over landingsbanen imod propellens snurrende guillotine.

Den lille ciselering af historien kan virke triviel. Men den er symptomatisk for hele Peter Øvig Knudsens projekt som dokumentarforfatter. Han stikker simpelthen spaden dybere end de fleste. Han nuancerer og changerer mere, og han søger bevidst det irriterende komplekse – man bliver ikke overrasket, da han hen mod bogens slutning diskuterer sin egen datters modvilje mod at deltage i bogen. Som man altså sidder og læser.