Nedgang. Den forventede befolkningseksplosion er erstattet af en mulig befolkningsnedgang. Det kunne lyde som godt nyt for vores overbelastede klode, men er det ikke nødvendigvis.

Den tomme planet

Den globale coronakrise har ført til et mærkbart fald i antallet af børn, der fødes. I USA og Europa, hvor fertiliteten i forvejen var lav, er den dalet yderligere. I Danmark fødes der nu kun 1,67 børn for hver kvinde – et godt stykke under de 2,1, der skal til for at opretholde befolkningens størrelse. Kina og Polen har mistet henholdsvis 20 procent og 25 procent af landenes fertilitet under coronapandemien.

Krisen har således accelereret en udvikling, som allerede var i gang, ikke kun i den vestlige verden, men også andre steder på kloden: I Niger er fertiliteten 1,8, i Kenya er den på få år faldet fra 8 til 4. Meget tyder dermed på, at det ikke er en evigt voksende befolkning, vi skal frygte – men snarere det modsatte.

»Enhver, der tror, at verdens befolkning kommer til at være ude af kontrol, må forberede sig på et andet scenarie,« siger den canadiske forfatter og debattør Darrell Bricker, som sammen med journalisten John Ibbitson har skrevet bogen Empty Planet: The Shock of Global Population Decline, som udkom i 2019.

De seneste fremskrivninger fra FN konkluderer godt nok, at vi i 2100 vil være 11 milliarder mennesker på kloden. Men mange eksperter er kritiske over for den konklusion, heriblandt Bricker og Ibbitson. Men andre studier peger mod lavere tal. I et større studie udgivet i The Lancet i 2020 vurderes det, at klodens befolkning når sit højdepunkt i 2064 med 9,7 milliarder jordboere, mens antallet i 2100 forventes at være faldet til 8,8 milliarder. I et andet scenarie, hvor vi når FNs udviklingsmål, anslås tallet i stedet at være 6,3 milliarder – altså væsentligt mindre end det tal, FN forudser.

Men det er ikke nødvendigvis godt nyt. Ikke engang for planeten.

Færre mennesker, færre ideer

En skrumpende befolkning vil først og fremmest føre til et fald i vækst og velfærd, mener Chad Jones, som er professor i økonomi ved Harvard University. Den dystre forudsigelse er blandt andet baseret på Nobelpris-vinderen Paul Romers teori om »den uendelige brugbarhed af ideer« i modsætning til de materielle ressourcers forgængelighed. Det tilsiger, at den økonomiske vækst på længere sigt vil afhænge af, hvor mange mennesker vi er på kloden – under den simple antagelse, at det er mennesker, der skaber ideer.

Mange af de knapper, vi førhen har kunnet skrue på for at skabe vækst, kan ikke skrues længere op. Investering i uddannelse, arbejdsdeltagelse og optimering af ressourcefordeling er alle komponenter med faldende afkast over tid. Da befolkningsstørrelse er den eneste komponent i modellen, der ikke udsættes for faldende afkast over tid, vil den økonomiske vækstrate i fremtiden nærme sig befolkningens vækst.

Ifølge Jones vil den vækstrate på to procent, vi er blevet forvænt med efter Anden Verdenskrig, på et tidspunkt støde på et naturligt loft. I Jones’ model tilskrives 0,3 procentpoint af de to procents vækst nye ideer som følge af populationsvækst. Betydningen af disse nye ideer afhænger ikke kun af befolkningstilvæksten, men også af, hvor stor en værdi ideskabelsen kaster af sig – en komponent, der betegnes som gamma.

Regnestykket er kompliceret, men pointen er, at hvis jordens befolkning holder op med at vokse, så vil der blive færre ideer, og vi vil have kurs mod et dystert scenarie, som Jones kalder The empty planet result: Vækstraten vil tendere mod nul, og vores velstand vil stagnere.

Myten om påskeøen

En ting er, at vi bliver fattigere. Men vil mindre vækst ikke i det mindste være godt for kloden?

Vi kender alle historien om Påskeøen, Rapa Nui, der kollapsede som følge af beboernes overmåde grådige rovdrift på naturens ressourcer og deres overdådige konstruktion af kæmpestatuer. Den verdenskendte historiker Jared Diamond fortolkede fortællingen om øens tragiske selvmord som profetisk i en 1995-artikel i magasinet Discovery: »På blot få århundreder udryddede befolkningen på Påskeøen deres skov, drev deres planter og dyr til udryddelse og så deres komplekse samfund udvikle sig til kaos og kannibalisme. Er vi ved at følge deres eksempel?« spurgte Diamond retorisk.

Enhver, der tror, at verdens befolkning kommer til at være ude af kontrol, må forberede sig på et andet scenarie.

Darrell Bricker, Forfatter og debattør

Siden er den vækstkritiske tankegang blevet populær, ikke mindst i klimakampen – som eksemplificeret ved Greta Thunbergs tale til FNs klimamøde i 2019, hvor hun berettede om vores generations »eventyrfortællinger om uendelig økonomisk vækst«.

Spørgsmålet er, om sammenhængen mellem vækst og bæredygtighed er så entydig, som vækstkritikerne lægger op til. Eksempelvis peger ny forskning af Carl Lipo og Robert DiNapoli fra Birmington University på, at kollapset på Påskeøen, Rapa Nui, slet ikke fandt sted. Ny kulstofdatering viser derimod, at beboerne fortsatte med at bygge statuer, i takt med at befolkningstallet steg og steg.

Årsagen var, at øboerne formåede at innovere – givetvis, hvis man skal tro Chad Jones, som følge af en voksende befolkning. Jovist, palmetræerne uddøde med tiden, men katastrofalt var det ikke. Træerne, som alligevel ikke blev brugt som føde, erstattedes af øboerne med haver, som de begyndte at kultivere, og deres agrikulturelle produktivitet steg som følge.

Da Thomas Malthus i 1798 famøst proklamerede, at Englands stigende population snart ville føre til ressourceknaphed, fik han ikke ret i sin forudsigelse. Det gjorde Paul Ehrlich heller ikke, da han i The Population Bomb fra 1968 forudsagde, at England ville opleve hungersnød i løbet af 1970erne.

Ven eller fjende?

Vækst og bæredygtighed er ikke hinandens modpoler, men har et mere komplekst forhold, mener Chad Jones. »På en eller anden måde er ressourceknaphed ikke den dominerende kraft,« sagde han i et nyligt foredrag ved The Hoover Institution, hvor Jones gav efterspørgslen på mineraler og prisudviklingen heraf som eksempel. Efterspørgslen er steget enormt siden 1900, mens prisen gennemsnitligt er faldet med en faktor fem.

Samme komplekse forhold ses mellem økonomisk vækst og CO₂-udledning. Max Roser, som leder hjemmesiden og organisationen Our World in Data, har vist, at lande såsom Storbritannien, Frankrig, USA, Tyskland og Danmark har haft en vækst i BNP, som stort set er parallel med faldet i CO₂-udledninger over samme periode. Det betyder ikke, at vækst ikke er et problem, men det antyder, som Chad Jones nævner, at det også kan være en del af løsningen. Hvis væksten forsvinder, så undgår vi ikke blot den type af vækst, der giver os problemer, men også den, der kan bidrage med løsninger – såsom grøn teknologi.

Spørgsmålet er, hvad vi kan gøre ved det. En mulighed er at forsøge at »skrue på gammakomponenten« og gøre afkastet af nye ideer større. En anden mulighed er at få fertiliteten til at stige, men det har vist sig at være meget vanskeligt. Alligevel peger nogle økonomer på, at flere børn er en del af løsningen på klimakrisen. Som økonomen Tyler Cowen fremførte i en klumme i Bloomberg i 2019: »Vil du hjælpe med klimakrisen? Så få flere børn.«

Det er givetvis et forsimplet argument, men helt uden hold i virkeligheden er det nok heller ikke, mener Bricker:

»Det er en spændende diskussion. Problemet er bare, at næsten ingen er villige til at tage den.«