Dobbeltstraf. Regeringens kamp mod parallelsamfund sender hele familier fra hus og hjem, når ét familiemedlem bryder loven. Striden står i hjertet af Nørrebro.

Historien om en opsagt lejekontrakt

Historien om en opsagt lejekontrakt Af Mads Staghøj og Laura Hattens

Ud på eftermiddagen 14. april 2019 stod det indre Nørrebro i København i brand. Voldsomme uroligheder var opstået, da Rasmus Paludan, lederen af det højreradikale parti Stram Kurs, med få timers varsel var dukket op på Blågårds Plads for at gennemføre en demonstration.

Han var i gang med at kaste med Koranen, da flere maskerede mænd brød igennem politiets afspærringer. Paludan blev hurtigt eskorteret væk, men tændstikken var strøget, og vreden fik frit løb: Lokale unge stødte sammen med hundredvis af betjente, brosten blev kastet og containere stukket i brand, mens tåregas steg op mellem bygningerne.

I en førstesalslejlighed i kvarteret sad en kvinde og holdt sine to døtre og sit barnebarn i hånden. Kvinden, som vi her vælger at kalde Amina, husker, at de hørte skrig fra gaden. Blå blink oplyste stuen. De var bange og blev indenfor resten af dagen.

I dag, to år senere, sidder Amina i lædersofaen i samme lejlighed. Hun har boet her sammen med sin mand og parrets børn i 14 år. Før det boede hun lige så længe i en anden lejlighed i samme forening nogle stenkast derfra. Hendes forældre bor lige om hjørnet. Blågården er Aminas verden. Men det kan snart være slut. For den dag, der var demonstration, holdt familiens dengang 17-årige søn sig ikke væk.

Aminas familie er en af i alt fire familier, der siden urolighederne i 2019 er blevet opsagt fra deres lejligheder i det almene boligbyggeri fsb Blågården, der fordeler sig over 11 karreer og mere end 800 boliger i hjertet af Nørrebro.

Flere end tyve fortrinsvis unge mænd blev efterfølgende idømt lange fængselsstraffe, men deres forbrydelser har fået mærkbare konsekvenser for andre end dem selv: Efter at dommene blev afsagt, modtog fire af de dømtes familier en opsigelse af deres lejeaftaler fra fsb, Københavns største almene boligselskab.

Med den store parallelsamfundsaftale fra 2018, kendt som »ghettoloven«, fulgte også en mindre omtalt lovændring, der gør det lettere for almene boligselskaber at sætte hele familier på gaden, hvis et enkelt medlem af husstanden begår grov kriminalitet. Det er redskabet, fsb nu gør brug af.

I Blågårdskvarteret, der har tradition for at yde samfundets institutioner modstand, samler hundredvis af beboere sig i støtte om familierne, der fremhæves som bærende sociale kræfter i et udfordret kvarter. Mange ser udsættelserne som et overlagt forsøg på at gennemtvinge en beboerudskiftning, der skal nedbringe kvarterets høje andel af borgere med indvandrerbaggrund.

Tre af familierne er gået rettens vej for at få lov til at beholde deres hjem, men fsb viger ikke. Boligselskabet anser opsigelserne af familierne som en del af pligten til at sikre trygheden i kvarteret:

»Vi må aldrig komme i en situation, hvor brandvæsen eller ambulancer kun vil komme vores beboere til hjælp, hvis det sker med politieskorte,« lød det i en udtalelse fra fsb i fjor.

Brev fra boligselskabet

Aminas søn kom først hjem til lejligheden sidst på dagen for Rasmus Paludans visit i april 2019. Han sagde ingenting, husker Amina. Først senere, da politiet ringede, forstod hun, at noget var galt. I september samme år blev sønnen idømt otte måneders fængsel for at have kastet flere genstande, herunder et støtteben, en sten og en træplanke, mod politiet. Nogle måneder senere kom der et brev fra fsb.

»Jeg stod og stirrede på opsigelsen. Det var uvirkeligt,« siger Amina. Hun husker, at hun tænkte: »Min søn tog sin straf. Hvorfor skal vi også straffes?«

Siden har uvished og bekymringer fyldt: Skal hendes døtre skifte skole? Kan familien finde et nyt sted at bo?

»Blågården er mit eneste hjem. Vi kender ikke til andet og har ikke råd til andet. Hvis vi ryger ud, er vi nødt til at splitte op som familie. Jeg må bo hos min mor, og min mand hos sin familie,« siger hun.

Vi vil gerne bo trygt. Jeg synes jo også, at kriminelle og uromagere skal smides ud. Vi hører bare ikke til i den kategori.

Amina, beboer i Blågården

48-årige Amina rejser sig, løfter op i kjolen og viser et fastspændt korset, der gør, at hun trods alvorlige rygproblemer kan holde sig oprejst. Hun kan ikke arbejde på grund af smerter.

På mandag i næste uge skal Østre Landsret tage stilling til, om opsigelsen af familien strider mod loven. Amina hæver stemmen.

»Vi sidder tilbage med følelsen af ikke at være noget værd,« siger hun. »Nogle, man bare kan fjerne.«

Ja, siger Amina, da snakken falder på kvarterets ry – Blågården har problemer med bander og kriminalitet, men det er blevet meget bedre. Så sent som i lørdags blev en mand dog stukket ned lige om hjørnet. Og når hendes døtre på 10 og 14 år ikke er hjemme, bekymrer hun sig. Derfor har hun også langt hen ad vejen været positiv over for regeringens indsats mod parallelsamfund.

»Vi vil gerne bo trygt. Jeg synes jo også, at kriminelle og uromagere skal smides ud,« siger hun. »Vi hører bare ikke til i den kategori.«

Under opførelsen af de røde murstenskarreer, der i dag udgør Blågården, tørnede demonstranter sammen med en mindre hær af betjente i »Slaget om Byggeren«. Det var i foråret 1980. Daværende overborgmester Egon Weidekamp havde til stor utilfredshed planlagt opførelsen af de almene boliger oven på en improviseret legebyggeplads, hvor den revolutionære venstrefløj udlevede drømmen om håndens arbejde.

I dag er det gamle arbejderkvarter forvandlet. Blågårdens billige boliger ligger klos op ad nogle af hovedstadens mest eftertragtede adresser, og gentrificeringen slår ud i hippe spisesteder og cafeer befolket af kreative og studerende.

»Det er blevet en hipsterghetto,« som en dansk mand med palæstinensiske rødder, der voksede op i kvarteret, bemærker.

Arkivfoto: Sofie Mathiassen
Arkivfoto: Sofie Mathiassen

Fortællingerne om Blågården er mange: Den om arbejdsløsheden, kriminaliteten og banderne har bestemt stadig noget for sig. Samtidig taler flere i kvarteret om et tætvævet fællesskab, hvor beboere hjælper hinanden gennem en hverdag, der langtfra altid er lige let.

Weekendavisen har set nærmere på to af familierne, som står til at miste deres bolig. Folk, der kender familierne, beskriver dem som nogle, der direkte bidrager til integrationen og sammenholdet. Det fremhæves, at fædrene har været aktive i Natteravnene på Nørrebro, en forening, som holder øje med kvarterets unge.

»Jeg kender ham som en rigtig rar person,« siger Allan Reck, en dansk-jødisk restaurantejer, om en af familiefædrene, der driver en falafelbod i gaden. Familiefaren blev dømt for at medvirke til grov vold under demonstrationen i 2019. Af retsdokumenter, Weekendavisen har gennemgået, fremgår det, at ingen af de dømte i familierne er tidligere straffet.

»Folk ved, at det her er mennesker, der har betalt deres husleje i – undskyld udtrykket – 30 fucking år. Folk har set dem være dommer til en fodboldturnering eller stå og sortere affald efter kvarterets gadefester,« siger 31-årige Mudi Jarkass, der har vidnet til fordel for en af familierne og selv arbejder med kvarterets udsatte unge. Amina har indimellem hjulpet ham med at få forældre til at stramme sig an, når deres børn laver ballade.

»Hun minder dem om, at de har fået børn med hinanden og ikke med kommunen. Hun er en benhård mor, en stjerne,« siger han.

Mudi Jarkass fortsætter: »Alle kender til de her sager og tænker: Er det her et forsøg fra fsbs side på at skabe en ny beboersammensætning? Man spørger sig selv, hvor lidt man skal træde ved siden af for at blive gjort hjemløs.«

I Aminas lejlighed fremviser hun flere støttebreve fra naboer. I et af dem står der, at sønnen, som blev dømt, altid bærer indkøbsposer op for de ældre i opgangen. I et andet beskrives familien som »pæne, ordentlige mennesker, som på ingen måde er utryghedsskabende«. Sammen med de to andre familier har Amina indsamlet næsten 1.600 underskrifter i protest mod udsættelserne. Hun har også været med til at indsamle underskrifter, der førte til den ekstraordinære generalforsamling, som omkring 200 beboere fra Blågården deltager i onsdag aften i denne uge på Frederiksberg. Naboer fra Nørrebro, næsten alle sammen lyshårede, er troppet op med sympatiskilte. »Udsmidning skaber utryghed« står der.

»Salam aleikum,« siger en mand i køen venligt og letter på hatten. Han har jakkesæt på. Det er en vigtig aften for demokratiet, siger han.

Blandede byer

Blågården har i flere år ikke rangeret på statens liste over det, som i dag kaldes omdannelsesområder – og tidligere blev kaldt ghettolisten. Men da regeringen tidligere på året indgik en ny aftale om kampen mod parallelsamfund, blev boligforeningen underlagt en ny kategori af såkaldte forebyggelsesområder, som pålægges bestemte boligkrav – eksempelvis for at nedbringe andelen af tidligere dømte og beboere med ikkevestlig baggrund.

Bag aftalen ligger den socialdemokratiske doktrin, som indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad er blevet regeringens ansigt på: ideen om, at integrationen sikres gennem blandede byer, hvor folk ikke ligner hinanden for meget.

Et redskab til at nå det mål er fleksibel udlejning, som giver mere ressourcestærke borgere forrang til lejlighederne i almene boligforeninger som Blågården. Men et andet – og mindre omtalt redskab til at nå samme mål – er reglen, som boligselskabet fsb har benyttet til at opsige familierne.

På mandag skal Aminas sag som den første af de tre prøves i landsretten. Fsb fik medhold i byretten.

Førhen var det uklart, hvornår boligselskaber kunne opsige familier, men med ghettopakken fastsattes to enkle kriterier for at gøre det lettere: Et medlem af husstanden skal være idømt fængselsstraf for grov kriminalitet som vold, og handlingen skal være begået inden for en kilometer fra lejemålet. Er de to kriterier opfyldt, kan familiens lejemål uden videre opsiges.

Advokat Jakob Dalsgaard-Hansen skal føre de tre familiers sager i retten. Han siger, at fsb i deres fortolkning af loven omgår Danmarks internationale forpligtelser. Reglen er ikke i sig selv i strid med konventionerne – men anvendelsen af reglen er, siger advokaten.

»Menneskerettighedskonventionen beskytter retten til privatliv, egen bopæl og til at være beskyttet i sit hjem mod indgreb. Man er nødt til, hver eneste gang, at holde forbrydelsens karakter op mod, hvad en hel familie skal tåle. Det mener jeg slet ikke, at fsb gør i de her sager.«

Veronica Wolthers-Petersen, der er ekstern advokat for fsb, siger, at boligorganisationerne ikke kan forventes at tage alle forhold i betragtning, når det skal besluttes, om en lejer skal opsiges.

»Man må i udgangspunktet vælge nogle generelle kriterier og behandle alle sager ens. Fsb fokuserer især på tryghed, sådan som loven lægger op til. Men man kan ikke gå rundt hver gang og spørge: Har der været tryghed hos lejer a og b?« siger hun.

Demokrati

For beboerne i Blågården er sagens kerne, at opsigelserne er gennemført af boligselskabet, uden at de er blevet hørt. Adspurgt, om fsb respekterer beboerdemokratiet, svarer direktør Bjarne Larsson via e-mail:

»Beboerdemokratiet er lovfæstet for de almene boliger – det er en del af vores dna.«

Ifølge Larsson følger boligselskabet reglerne, der er vedtaget fra politisk side, hvor tryghed har været et nøgleord i mange år:

»Folketinget har derfor ad flere omgange ændret lovgivningen og indskærpet boligselskabernes pligt til at sikre god ro og orden og dermed sikre tryghed.«

Adspurgt, om udsættelsen handler om at gennemføre en beboerudskiftning, siger Bjarne Larsson:

»Et meget enkelt svar – et fuldtonet og rungende nej!«

Til generalforsamlingen på Frederiksberg onsdag aften venter de fremmødte beboere på at få uddelt deres stemmesedler. De skal stemme om, hvorvidt familierne skal have lov at blive boende. Reelt har afstemningen ingen juridisk betydning – det er en protestaktion.

»Fsb mener, at de ved, hvad der er bedst for os. De er en stat i staten. Putin-metoder!« siger en ung fyr i store bukser. Inde i salen kræver beboerne en forklaring på udsmidningerne fra fsb, men den får de ikke. Ingen fra boligselskabets bestyrelse er til stede i aften – angiveligt for at sikre den frie debat. En tolk oversætter til arabisk gennem en mikrofon. Der opstår kaos om de uddelte stemmekort. Nogle er blå, andre er grønne – med hvilken farve støtter man familierne?

»Man skulle jo nødig risikere, at fsb fik en chance for at gøre afstemningen ugyldig,« siger referenten. I sidste ende stemmer kun to eller tre imod familiernes ret til at blive boende.

Efter mødet puster Amina ud. Hun ser sig omkring i salen:

»Nu må jeg bare sætte min lid til beboerdemokratiet.«

Side 1