Han var på vej i bil for at fejre Eid med sin søster, da han mødte et checkpoint, som Taleban havde sat op på en ørkenstrækning.
Han må have været bange, for 30-årige Sohail Pardis, som tidligere har arbejdet som tolk for den amerikanske hær, havde allerede modtaget dødstrusler fra Taleban: ’Du er spion.’ ’Du er vantro.’ Den slags. Det har hans kollega senere fortalt til CNN. Han trådte i hvert fald på speederen for at komme væk, men talebanerne skød på bilen, og lokale landsbyboere har fortalt, hvordan hans slappe krop blev hevet ud af bilen og halshugget. Det er få uger siden.
Zubair sidder i sin lejlighed i Kabul og sender mig CNNs artikel om episoden.
»Jeg frygter også for mit liv,« siger han på glimrende engelsk via en skrøbelig WhatsApp-forbindelse. I flere år har Zubair arbejdet for EUs delegation i Afghanistan, og nu frygter han, at Taleban vil straffe ham, så snart de vestlige styrker er ude af landet i slutningen af denne måned. Alligevel er han ikke blevet tilbudt hjælp – hverken af EU eller af de enkelte EU-lande.
EU har en slags ambassade i Kabul, som laver politisk arbejde og administrerer donorpenge, og her arbejder en stor gruppe lokale afghanere. Knap 100 af dem har en officiel kontrakt med EU, ikke kun som tolke, men også som projektledere, rådgivere og politiske konsulenter. Derudover har en større gruppe af løst ansatte afghanere arbejdet som kokke, rengøringspersonale, receptionister og tjenere.
Mange af dem har haft job hos EU i årevis, mange taler engelsk, er højtuddannede, og flere har endda gået på europæiske universiteter. Men mens USA, Storbritannien og en række andre lande netop nu evakuerer tusindvis af lokalansatte afghanere, så de ikke skal lide samme skæbne som Sohail Pardis, og mens danske politikere ivrigt diskuterer vores eventuelle moralske ansvar for hærens tolke, er det endnu uklart, hvad der skal ske med Zubair og de andre EU-ansatte.
EU er ikke en stat og kan ikke udstede visa eller give asyl. Det kan kun de 27 medlemslande, og indtil nu har ingen lande meldt sig klar til at hjælpe. Heller ikke Danmark.
Ingen plan i skuffen
Weekendavisen har talt med tre af de afghanske EU-ansatte i Kabul. De er bange og er stort set holdt op med at forlade deres lejligheder for ikke at blive genkendt på gaden.
»Jeg frygter ikke bare at blive dræbt,« siger en kvindelig ansat på EUs kontor. »Jeg frygter alle de andre grusomheder, som Taleban udsætter kvinder for. Jeg vil ikke engang tænke på det.«
Zubair kender flere, som er blevet dræbt af Taleban, fortæller han.
»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle sidde her og tale med en journalist, men jeg er desperat. Vi har repræsenteret EUs medlemslande, vi har været deres ansigt, ører og øjne i Afghanistan. Vi beder ikke om særbehandling, men vi mener, at EU-landene har en forpligtelse over for sine medarbejdere.«
Den normalt så grundige bureaukratiske maskine i Bruxelles har tilsyneladende ikke haft nogen plan for, hvad der skal ske med de lokalansatte afghanere.
Siden 2013, hvor der for alvor kom fokus på Talebans hævndrab på især tolke, har der ellers været stor debat om sikkerheden for civile afghanere, der arbejder for internationale institutioner, og en række lande, heriblandt Danmark, har indført særlige ordninger for at tage hånd om problemet. Men altså ikke EU.
På den ene side ligner sagen de seneste ugers diskussion om afghanske tolke, som har arbejdet for den danske hær. På den anden side er det »en klassisk EU-problematik«, som Thomas Gammeltoft-Hansen, der er professor mso i migrations- og asylret ved Københavns Universitet, siger.
»De her mennesker har arbejdet for EU, ikke for et specifikt land, så de er i et limbo,« siger han. »EU er en udenrigspolitisk aktør og har derfor tolke og lokalansatte medarbejdere. Men det sekund, man skal beskytte dem, har EU ikke kompetence til at give asyl eller opholdstilladelse. Man kunne forestille sig, at der er nogle EU-lande, som vil sige ja til at hjælpe dem, ikke mindst fordi det er en højtuddannet gruppe, der er i den arbejdsdygtige alder. Men det er usikkert, da andre lande givetvis vil sige nej, og det kan risikere at blive en EU-politisk diskussion.«
Der kommer næppe en fælles EU-løsning her og nu, vurderer Gammeltoft-Hansen. Danmark og de andre EU-lande er ikke juridisk forpligtede til at hjælpe de afghanske EU-ansatte, det er en politisk sag, en løsning kræver altså, at Tyskland, Holland, Danmark og de andre lande frivilligt siger ja til at modtage et antal medarbejdere og deres familier. Men mange lande kæmper i forvejen med at finde løsninger for de afghanere, som har arbejdet for deres militær.
»Alle har deres egne problemer,« som en EU-diplomat formulerer det over for Weekendavisen. »Så det her er en slags migrationskrise i miniskala.«
EU-Kommissionen fortæller via en talsmand, at de nu »arbejder hårdt« på sagen.
»De første konkrete sager om flytning af lokalt EU-personale til EU-medlemsstater behandles i øjeblikket. Beslutningen om at give visum eller international beskyttelse er en medlemsstatskompetence,« skriver Kommissionen i en e-mail.
Men hvad betyder det? Skal konkrete medarbejdere nu evakueres? I så fald hvor mange og hvordan? Og har konkrete lande forpligtet sig til at hjælpe?
»Af sikkerhedsmæssige årsager kan vi ikke sige mere,« lyder svaret ad flere omgange fra EU-Kommissionen.
Ifølge Weekendavisens oplysninger har en anden multinational organisation, Verdensbanken, allerede besluttet at hjælpe deres afghanske lokalansatte ud af Afghanistan. Verdensbanken vil dog ikke uddybe, hvordan det er kommet i stand.
»Vi kommenterer ikke på interne sikkerhedsspørgsmål, ud over at personalets sikkerhed er af afgørende betydning,« skriver deres talsmand i en e-mail.
Danskledet mission
Herhjemme diskuterer vi Danmarks moralske ansvar for de civile afghanere, som har arbejdet for den danske hær. »Danmark skal stå åbent for dem, der hjalp os,« lød et opråb fra fire tidligere forsvarschefer onsdag på forsiden af Politiken.
På Christiansborg kræver Enhedslisten og De Radikale, at alle lokalansatte afghanere evakueres, en model som Venstre og Konservative ikke er afvisende over for. Indtil nu har regeringen kun lovet »hurtigere sagsbehandling« inden for den tolkeaftale, som blev lavet i 2013, og som udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har indkaldt til nye drøftelser af mandag. Men har Danmark ikke også et moralsk ansvar for de EU-ansatte afghanere? De har haft flere danske kolleger, og fra 2013 til 2017 var chefen for kontoret endda dansk i form af Franz-Michael Skjold Mellbin, som i dag er Danmarks ambassadør i De Forenede Arabiske Emirater. Han vil ikke udtale sig om sagen, han er på ferie, skriver han i en sms til Weekendavisen.
Det vil en anden af afghanernes forhenværende danske kolleger til gengæld gerne:
»Jeg er så skuffet over, at en arbejdsgiver (EU, red.), som har nydt godt af mine afghanske kollegers indsigt og offervilje, ikke gør mere,« siger Charlotte Rosenørn, som i 2017 var politisk rådgiver for EU i Kabul, og som i to andre omgange har været udsendt med Forsvaret til Afghanistan.
»Det er én ting, at EU ikke har haft en plan for at hjælpe dem. Men når de lokale medarbejdere nu får stillet stolen for døren og beder om hjælp, så bør man gøre noget med det samme. Vi svigter de afghanere, som har arbejdet sammen med os, og vi står ikke ved de principper, vi tog til Afghanistan for: ligeværd og menneskerettigheder.«
Hele ugen har Weekendavisen spurgt Udenrigsministeriet, hvad Danmark vil gøre. Der er ikke kommet noget svar.
Talebans fremmarch
Mens de amerikanske styrker trækker sig helt ud af Afghanistan, erobrer Taleban lige nu områder over hele landet i et tempo, der gør det sandsynligt, at bevægelsens islamiske emirat, der eksisterende forud for 2001, vil blive genoprettet.
I denne uge var hovedstaden i Helmand-provinsen, Lashkar Gah, tæt på at falde. Det går ikke stille for sig. Ngo’en Human Rights Watch fortæller, at Taleban henretter tilfangetagne soldater og civile og foretager »hævndrab« på personer, som har samarbejdet med de vestlige styrker. Talebanerne havde ellers lovet at skåne de lokalansatte afghanere, hvis de ville »udvise anger«.
»De bør udvise anger over deres handlinger og må ikke i fremtiden involvere sig i lignende aktiviteter, der er et forræderi over for islam og over for landet,« hed det i en erklæring i juli.
Det beroliger ikke ligefrem de lokalansatte på EUs delegation i Kabul.
»Der er kun en måned tilbage, så er NATO helt væk, de fleste tropper er allerede taget hjem,« siger en tredje lokalansat på EUs kontor.
Ligesom de øvrige to afghanske kilder i denne artikel er han anonymiseret af sikkerhedshensyn; redaktionen kender deres identitet.
»Jeg frygter at blive fanget her,« siger han. »Jeg har ikke visum, og jeg tror, den internationale flytrafik stopper. Jeg har ingen vej ud, når Taleban kommer, og de er allerede ved at indtage de regionale hovedbyer. Danmark, Tyskland og de andre lande kan jo ikke udstede visa på én aften, der skal laves tjek og papirarbejde. Og selv hvis vi har visum, er der måske ingen fly. Så jeg er bange for, at det allerede er for sent.«
Christian Bennike er ny skribent på Weekendavisen. Han skriver om politiske opbrud i Europa, økonomi og kultur.
