Kasper Kloch skriver i WA #2 om debatten i Spanien, der er opstået i forbindelse med en ny vedtagelse, der fratager det spanske sprog sin status som obligatorisk undervisningssprog i landets flersprogede regioner. Jeg bor selv i den spanske region Catalonien, hvor mine børn går i en offentlig skole. Her er praksis, at der ikke undervises på spansk i andre fag end spansk. Alt andet foregår på catalansk.
Sprogpolitikken i Catalonien, som den har udfoldet sig i de sidste mange år, handler ikke om sproglig diversitet, men primært om at anvende sproget strategisk for at minimere et tilhørsforhold til Spanien. Jeg har eksempelvis modtaget et officielt brev fra universitetet i Barcelona, hvor Spanien er overstreget i adressefeltet, som eksisterede landet ikke. Derfor er det heller ikke andet end politisk spin, når kommentatoren Jordi Mercader i Klochs artikel udtaler: »Den førte politik i Catalonien har aldrig haft til formål, at catalansk skulle være det eneste sprog.«
Resultatet af den meget stramme sprogpolitik i Catalonien er, at flere af de unge, hvis forældre ikke taler spansk, eller som ikke har latinamerikanske rødder, taler et dårligt spansk. Catalansk har for længst udmanøvreret det spanske i skolesystemet.
Pointen burde dog ikke dreje sig om enten catalansk eller spansk, men både-og. Men i dagens politiske, identitetspolitiske og meget følelsesprægede politik forsvinder åbenheden. Dette viser sig med al tydelighed i Catalonien. Den rigide sprogpolitik forekommer ikke kun på skolerne, men også i forretningslivet, hvor flere butikker i Catalonien har modtaget bøder for at annoncere på spansk.
Nærstuderes tendenserne hos de catalanske separatister, bliver det netop tydeligt, at sproget har fået en meget betydningsfuld rolle. Sproget anvendes ikke længere kun som kommunikationsmiddel, men som en markør, der optegner en grænse. Enten er du indenfor, eller også er du udenfor. For eller imod. Folk, der kan tale catalansk, men som vælger at tale spansk, må forklare sig!
De catalanske separatister, herunder tidligere præsidenter i Catalonien såsom Jordi Pujol, Artur Mas, Carles Puigdemont og Quim Torra, tror, at sproget giver et menneske en anden karakter, en anden ånd eller natur, hvilket i bund og grund er et racistisk argument.
For nylig diskuterede det catalanske parlament behovet for en kampagne, der skulle sikre, at cataloniere ikke slår over i spansk, hvis de møder en person, der ikke ser catalansk ud. Hvordan ser en rigtig catalonier ud?
Samme parlament gennemførte en kampagne, der handlede om mandschauvinisme, hvor to spansktalende drenge taler nedladende om piger, hvorefter en catalansktalende dreng oplyser dem.
Sprog er ikke blot et kommunikationsmiddel; det er moraliserende. Det er identitetspolitik gennem skabelsen af fjendebilleder. Den voksende catalanske nationalisme, er her – som alle andre steder – en slags kollektiv egoisme, der står i vejen for en reel menneskelig samhørighed på tværs af forskelle. I stedet for at bringe menneskene mere i kontakt med hinanden – hvilket er, hvad mange cataloniere ønsker – skaber separatisternes sprogpolitik ofte kløfter.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
Læs også Weekendavisens andre debatindlæg fra denne uge
