For et par uger siden kom jeg til at rode mig ud i en Twitter-debat med professor i statskundskab Marlene Wind. Det var ikke en god idé. Wind er kendt i offentligheden for sin store viden om EU, men også for sin enorme begejstring for samme.

Vores kortvarige debat var en udmærket demonstration af, hvorfor Twitter af Pia Kjærsgaard engang er blevet beskrevet som »elitens kloak«. Professor Wind delte en artikel fra Berlingske om EUs vaccineprogram med følgende ord (og egen tegnsætning): »Grundig artikel i Berlingske om processen bag EU Kommissionens vaccineindkøb og hvor kritikerne af den, ikke har gjort deres hjemme­arbejde.«