Synder. Det er ikke os hvide i Vesten, der får folk til at dø af sult i Afrika.

Sort skyld

Sort skyld Af Leny Malacinski

I 1984 SANG verden med på »Do They Know It’s Christmas«. Der var hungersnød i Etiopien, og Live Aid-koncerterne samlede millioner ind til tonerne af Bono, Sting og George Michael. I dag, knap 40 år senere, sulter de igen. Og det er ikke vores skyld. 350.000 mennesker er ramt af hungersnød i Etiopien på grund af en intern konflikt, og Videnskab.dk har i den forbindelse stillet det gode spørgsmål: Hvorfor sender vi ikke bare noget nødhjælp? Det har Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, en god forklaring på:

»Fordi det reelle problem ikke er mangel på mad. Sult er stort set altid knyttet sammen med konflikter og krige. I Etiopien for eksempel er hungersnøden skabt af en konflikt mellem regeringen og eliten i Tigray-regionen,« siger han.

Vi kan med andre ord sende penge og mad ad libitum, uden at det løser etiopernes grundlæggende problem. Band Aid bliver, som navnet antyder, ikke mere end et plaster på såret. Så længe de ramte lande ikke hjælper deres egne befolkninger, er der grænser for, hvor meget vi i Vesten kan gøre for dem, siger Olivier Rubin, professor på Institut for Samfund og Erhverv på Roskilde Universitet, til Videnskab.dk:

»Vi har så gode alarmeringssystemer og logistik i FN i dag, så hvis folk dør af sult, skyldes det, at nogen – for eksempel en regering – enten er ligeglad eller ikke ønsker at hjælpe. Eller at nødhjælpsorganisationer ikke kan komme ind, fordi det er for farligt.«

DET ER ELLERS blevet en almindelig antagelse, at vores overforbrug i Vesten er en medvirkende årsag til de fleste af verdens dårligdomme, uanset hvor fjernt fra os på kloden de hærger. Den ulige fordeling af ressourcer og vores høje levestandard udlægges som noget, der kun opnås ved at presse andres levestandard i bund. Vores fladskærme, fyldte køleskabe og fyldte skraldespande bliver til skamstøtter over vores ubæredygtige livsførelse, men de er snarere selve målestokken for udvikling og etableringen af en middelklasse – den ultimativt mest stabiliserende og fredsskabende faktor for ethvert samfund. Hungersnøden i Etiopien er sorte lederes skyld.

Vestens befolkningers jagt på vores indre synder bunder paradoksalt i dyb selvcentrering. Vi leder mere indædt efter vores egen indre svinehund end andres åbenlyse racisme. Vi føler klimaskam over at flyve eller tage bilen, men protesten rettes sjældent mod de trods alt lidt flere indbyggere i Asien eller mod overklassen i golfstaterne, for den sags skyld. Kravet om en undskyldning fra de vestlige lande, der holdt slaver i fortiden, lyder også højere end anklagerne mod de lande i Mellemøsten og Asien, der bedriver moderne slavehandel i dag. Det er trods alt ikke os, der bygger stadionbyer asfalteret med døde gæstearbejdere, eller vores kongehuse, der holder filippinske tjenestepiger – eller vores egne døtre – som fanger.

Vesten har mange ugerninger på samvittigheden, og det giver selvfølgelig også mening at begynde hos sig selv, hvor vi som borgere trods alt har mulighed for at holde vores regeringer i skak. Men Vesten er hverken så stor eller almægtig, at vi er herrer over alle denne verdens terrorangreb, borgerkrige eller etniske udrensninger fra Sudan til Somalia og Nigeria.

Der er grænser for hvid skyld. Mere overlegen er den hvide mand heller ikke.

Side 2



        



Skribenternes avis

Morten Beiter

Marta Sørensen

Klaus Rothstein

Tine Eiby