Som om det ikke er nok med vintermørke og coronaisolation og dertilhørende begyndende vanvid, er vi i husstanden blevet enige om at holde lav profil på vinfronten her i januar. Der er mange, der oven på julens vellevned skruer ned for alkoholindtaget i årets første måned, og fænomenet har endda et navn: hvid januar. Det er en sympatisk kampagne, oprindeligt udtænkt af Sundhedsstyrelsen, som handler om at bryde vanen med at drikke alkohol, få det bedre, tabe sig og få mere energi. Et selvpinerisk projekt, der er svært hvert år, men som i år synes ekstra vanskeligt og bidrager til følelsen af at afsone en dom med fodlænke i hjemmet.

Oven i byrden »vinter, isolation og nul alkohol« er jeg også blevet udnævnt til at være (u)pædagogisk leder af en hjemmeskole med fire børn i alderen 10 til 19. De er grundlæggende nogle søde elever, og de ved, jeg gerne vil have arbejdsro. Men indimellem banker det på døren til mit kontor, og nogen spørger ind ad dørsprækken: »Mor, har vi noget gaffatape, en creme brulé-brænder og et blæseinstrument?« Hatten af for de mange skolelærere, der kæmper derude med at levere levende, aktiv undervisning for børnene, men kunne vi holde os til brugsgenstande inden for normalspektret, så jeg ikke skal på loftet, i Kvickly og ind til naboen, før de kan komme videre med deres fysiktime? Og hvorfor er det egentlig, at onlineundervisningen ofte stopper kl. 10.30, når de normalt er i skole til 14-15-tiden?