Levned & meninger. Følelse trumfer fornuft i mine bedste dagbogsbidder. Virkelig meget følelse.
Breve fra en dramadronning
Skriver De dagbog? Jeg mener ikke en kort afrapportering af dagen, den omvendte to do-liste, jeg mener tætte ordkrat med følelser og spekulationer og lange, indviklede forklaringer. Selv har jeg desværre forsømt det 219 sider lange Word-dokument, som jeg begyndte på for snart 20 år siden til erstatning for de håndskrevne dagbøger, der ligger pakket væk i en hærget Diddl-papkasse hjemme hos min mor.
Dengang var alting meget knudret og kompliceret og havde brug for beskrivelse, klassificering, vurdering. Samtlige veninder og deres forhold til mig skulle udredes psykologisk, samtlige drenge i klassen skulle rangordnes og eventuelt udskilles til videre forløb. I Diddl-tiden kunne jeg fylde lange pinlige spalter med beskrivelser af en pæn, blond kassemedarbejder i Fakta, som jeg hele tiden skulle købe noget af, og som jeg løgnagtigt fortalte, at jeg var dybt interesseret i et jobansøgningsskema, og kunne han måske finde sådan et til mig? Senere kiggede vi på hinanden til et halbal, også det blev grundigt analyseret.
Del:
