I Frankrig taler man spøgefuldt om det såkaldte Pasqua-teorem. Det er opkaldt efter den afdøde franske indenrigsminister Charles Pasqua, der flere gange blev dømt for svindel og var involveret i et utal af andre sager. Teoremet lyder således: »Når man bliver ramt af en skandale, skal man sporenstregs skabe en skandale i skandalen og – hvis det er muligt – nok en skandale i skandalen i skandalen, indtil ingen til sidst forstår et muk af det hele.«

Det synes at være præcis dette teorem, der har været rettesnor for Frankrigs ekspræsident Nicolas Sarkozy, der som ung var en af Charles Pasquas politiske lærlinge.