Leder. EUs ledere har længe bagtalt AstraZeneca. Derfor er det både logisk og fatalt, at europæerne nægter at bruge den.

Ad Astra

EU-LEDERES beslutning om midlertidigt at standse brugen af AstraZeneca-vacciner fuldbyrder måneders vaklen. Det er ikke denne beslutning i sig selv, der er betænkelig: Vi skal vide, om injektionen har alvorlige bivirkninger. Men intet ved udrulningen af AstraZeneca-vaccinen har været fornuftigt. Man har i EU omgærdet den med en giftig blanding af raseri og ringeagt.

SKEPSIS ved vaccinen har derfor for længst forplantet sig til EUs 450 millioner borgere, og det vil det seneste vaccinestop kun forværre. De fleste husker det slagsmål, der fulgte i januar, efter at AstraZeneca annoncerede, at man kun var i stand til at levere en tredjedel af de doser til EU, man havde lovet. Til Storbritannien, som længe før EU havde indgået en aftale med firmaet, kunne man derimod levere det hele. Konflikten gik i sort, da kommissionsformand Ursula von der Leyen truede med at tilbageholde leverancer til Storbritannien fra medicinalfirmaets fabrikker i Europa og indføre grænsekontrol mellem Irland og Nordirland.

VED den lejlighed kaldte den franske præsident, Emmanuel Macron, AstraZenecas vaccine for »kvasi-ineffektiv« til folk over 65 år, og i Tyskland fortalte sundhedsmyndighederne, at man grundet manglende data ikke ville benytte den på tyskere over den alder. Denne politiske nedgørelse af medicinalfirmaet og vaccinens effektivitet har skræmt befolkningerne. Det svimlende paradoks er, at det trods EUs protester over manglende leverancer stadig kun er lykkedes Frankrig og Tyskland og flere andre EU-lande at gøre brug af under halvdelen af de AstraZeneca-vacciner, landene allerede har fået. Millioner af AstraZeneca-vacciner ligger ubrugte hen i europæiske køleskabe. Det gjorde de også, før det blev besluttet at sætte det hele midlertidigt i bero.

ASTRAZENECA har kun 20 procent af den franske befolkning således tillid til, viste en undersøgelse forleden; et fatalt lavt antal i et land, som for tiden oplever sin tredje coronabølge med store nedlukninger til følge. Macron har forsøgt at forklare, at han skam selv ville tage AstraZeneca, hvis han blev den tilbudt. Men uden synderlig succes. Hans bagtaleri har sat sig fast i et land, hvor over halvdelen i forvejen er skeptisk mod at lade sig vaccinere. Også i Tyskland forklarede kansler Angela Merkel allerede i februar den manglende udrulning med, at der for tiden er et »anerkendelsesproblem med AstraZeneca-vaccinen«.

SPEJLES EU-ledernes famlende forhold til denne vaccine yderligere i befolkningerne, vil følgerne blive katastrofale. Derfor forestår der EUs ledere et arbejde med at gøre europæerne begribeligt, hvad konsekvenserne bliver af ikke at bruge AstraZeneca-­vaccinen. Selv hvis der skulle være alvorlige bivirkninger ved denne vaccine, er det minimalt få, der rammes – og der er formentlig god mulighed for at identificere på forhånd, hvem der skal undgå at få den. Adskillige millioner har modtaget AstraZeneca-vaccinen. Følgerne ved at vente på en vaccine med et bedre ry er tusindfold værre.

I EU kan vi skue med misundelse over Den Engelske Kanal, hvor man nu har vaccineret godt halvdelen af landets voksne indbyggere med den første dosis. Her har man handlet hurtigere og med større risikovilje, og briterne har ikke nævneværdige forbehold over for den vaccine, landet selv har udviklet.

BEFOLKNINGEN i Europa og dens ledere kunne med fordel vise samarbejdsvillighed i stedet for fortsat at true med at forhindre leverancer til Storbritannien. Ursula von der Leyen gør klogt i at lade være med at opføre sig som et såret dyr, holde inde med bandbullerne, hæve sig over sin krænkede stolthed og appellere til briternes storsind – eventuelt ved at bede om lov til at få del i de vacciner, briterne vil give landets mindst udsatte. Kontinentet har brug for Storbritanniens hjælp. Det er ikke første gang.

Det skulle være en billig og effektiv covidvaccine. Men europæerne vil ikke vide af den. Læs om det stigma­tiserede stik.

Derudover kan du læse eller genlæse Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.