Når man kommer til at tænke på fucking HCA, bliver prosapåskønnelse ikke fornemmere.

Det skete for mig helt spontant på side 34 i Christina Hesselholdts nye, hardcore-henrivende bog Feje blade sammen op mod vinden, femte bind omsider i hendes føljeton af »fortællekredse« (selvom genrebetegnelsen denne gang er »roman«) om og med Camilla og hendes »selskab« af venner, Alma, Edwina, Edward og Kristian (i rækkefølge efter, hvor ofte de, i hver deres signerede jeg-talebokse, kommer til orde), fra det meget dyrecentrerede kapitel »Mig og fuglene, Lille Hans og hestene« i en meget dyrecentreret bog; Camilla befinder sig i sit arvede sommerhus – langt citat, store stilister skal citeres langt: